Hvorfor lige mig?

af

Ann Cathrine Lebech Hoe er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er født i 1983, gift med Thomas, og sammen har de to børn: Andrea fra 2007 og Bertil fra 2011. Familien bor i Gedved, nord for Horsens. Ann Cathrine arbejder på Aarhus Universitet som Partner Relations Manager. Hun har haft type 1-diabetes siden 2012. Besøg hendes private blog: http://danishfamilyadventure.bloggersdelight.dk/


Hvorfor ramte diabetes mig? Det spørger vi diabetikere nok ofte os selv om. Hvorfor lige mig? Jeg er da ikke syg. Jeg føler mig sund og rask.  Det er jeg – i hvert fald nu hvor min ”lillesøster” alias pumpen hjælper mig med insulin 24/7 og holder mig i live – forhåbentlig til et langt og godt liv.

Pumpen beskriver jeg som min ”lillesøster” fordi hun ofte kan være pisse irriterende og besværlig, men alligevel vil jeg aldrig kunne leve uden hende.

Indtil april 2012 vidste jeg meget meget lidt om diabetes. Det blev der lavet om på.

Den 31. januar 2011 fødte jeg Bertil, 5 kg stor dejlig dreng. Muligvis har jeg haft graviditetssukkersyge, men ingen læger, jordemødre eller andre havde set det komme.

Jeg havde en meget svær start, jeg kunne ikke amme og Bertil lignede et diabetesbarn – desværre. (Født af en diabetikere – han var stor og tyk)

I foråret 2011 havde en del influenza og var meget træt. I april 2011 fik jeg af vide af lægen at jeg ikke havde et særlig godt stofskifte og blev medicineret med piller – Eltrocin, som min mor også har problemer med. Men umiddelbart ingen diabetes – eller rettere, det blev jeg ikke tjekket for.

Året efter, i marts 2012 ville lægen tjekke mit blod, for at vurderer om jeg fortsat skulle have Eltrocin. Svaret var ja, og endvidere kaldte lægen mig ind til ekstra tjek, da han mente jeg havde for meget sukker i blodet. På daværende tidspunkt var mit BMI ca. 22,5 jeg havde netop løbet et ½ marathon og følte mig sund, rask og fit.

Diagnosen diabetes kom derfor som et chok for mig. Jeg startede på lantus og metformin, blev hurtigt sat på både Lantus, Novorapid pen og metformin.

Men det fungerede ikke optimalt. Jeg var meget insulin følsom og havde for mange udsving med lavt blodsukker.

I juni 2013 blev jeg beriget med min nye ”lillesøster” – en diabetes pumpe, som ALTID 24/7 sidder fast i mit maveskind. Hun (min lillesøster, pumpen) følger mig i tykt og tyndt- dvs. jeg kan lige tage hende af- lægge hende i strandstolen, på håndvasken eller sengebordet, hvis jeg skal bade eller hvad der er hyggeligere end det!!

I dag er jeg fortsat på Metformin, Eltrocin og selvfølgelig pumpen.

Jeg priser mig ofte lykkelig for at det ikke er mine børn der er blevet ramt, og jeg er efter min diagnose nok blevet endnu mere opmærksom på hvordan de lever og hvad der proppes i munden.

Jeg har altid haft den holdning at diabetes ikke skal være en hindring – jeg er jo ikke syg. Jeg har bare en ekstra udfordring i hverdagen.

Derfor var det heller ikke diabetes som var min største bekymring, da vi tog valget om at rejse ud i verden og flytte til Den Dominikanske republik, samt tage på rundrejse i 4 måneder.

Selvom det ikke var min største bekymring, er der en masse hensyn og forholdsregler at tage med sig på rejsen. Jeg vil gerne fortælle nogle historier og episoder om mine oplevelser med diabetes, både på rejsen, men også fra min hverdag. Måske du kan kende dem, eller måske det kan inspirere dig til at rejse med diabetes.

Skriv et svar