Mig og mødet med diabetes

af

Dette er mit første indlæg og jeg vil derfor starte med at fortælle om MIT møde med diabetes 2, og hvordan det har fulgt mit liv i de sidste 8-9 år.
Jeg har hele mit liv være madglad, men dyrkede så meget motion i min barndom at det ikke var noget min krop mærkede noget til. Da jeg så flyttede hjemmefra som 18 årig, skulle jeg selv lave mad og begynde på ungdomslivet i alle dens facetter. Jeg lavede derfor tit min ynglingsmad, og motionen fik jeg ikke gjort så meget ved, da vennerne blev spredt og der ikke var de samme fritidstilbud som der er når man går i skole. Da jeg er 33, er jeg i fast forhold og går i tanker om at lave familie. Jeg har på det tidspunkt levet et godt liv i 15 år, hvor der var kommet en del ekstra kilo på og min krop havde savnet at jeg var mere fysisk aktiv, både i fritiden men også i de jobvalg jeg havde taget. Til et helt alm. besøg hos lægen spørger han mig, om han må tage mit blodsukker. ? Det får han selvfølgelig lov til, men jeg ved på det tidspunkt meget lidt om diabetes. Så snart at han har resultatet, fortæller han mig, at jeg har diabetes 2… ( gammelmands sukkersyge kaldte man det stadig dengang ! ) Jeg har altid skulle bruge lidt tid, til at bearbejde informationer der har stor betydning, men på vej hjem i bilen brød jeg sammen. Heldigvis havde jeg min mand ved min side der kunne støtte mig psykisk i den meget svære tid der fulgte efter.
Skal jeg nu dø?
Kan vi nu ikke få børn?
Dør jeg hvis jeg spiser den mad jeg kan lide?

Mit hoved var ved at koge sammen af alt den manglende info jeg havde, samt alle de fordomme der er om type 2.
Syntes folk at jeg et dårligt/dovent menneske?

Jeg gjorde hvad mange ny-diagnostiserede sikkert også har gjort. Jeg støvsugede nettet for info, og havde derudover også en veninde med type 1 der kunne supplere min viden. Jeg fandt efter noget tid heldigvis ud af at vi sagtens kunne få børn i fremtiden, og at jeg kunne blive lige så gammel som alle andre. Maden kunne jeg også stadig nyde, hvis jeg ændrede lidt i sammensætningen. Jeg syntes dog at det var svært at forklare familie og venner HVAD type 2 er, og hvorfor man godt kan få det i en ung alder. Nu vil jeg aldrig rigtig få et svar på hvorfor jeg har fået det, og selvom jeg har PCO og er adopteret fra asien, hvor der er mange diabetikere, vil det aldrig være det endelige svar. Jeg HAR levet godt, og jeg har i mange år valgt at sidde stille på en kontorstol. Heldigvis lykkedes det mig dengang med kost og motion…. Og hårdt arbejde… at slippe alt min medicin (metformin), og så har jeg nok tænkt….. ”fedt…. Så kan jeg leve livet som alle andre igen”

For 2 år siden tog mit liv så en drejning igen. Jeg var træt hele tiden og havde hverken psykisk eller fysisk overskud til noget. Efter mange måneder i den tilstand kom jeg med min kærestes opbakning til lægen, der kunne fortælle at mine blodsukkertal var alt for høje og at mit stofskifte og blodtryk også krævede medicin. Det har denne gang været en lidt hårdere rejse, da min psyke og fysiske overskud ikke var det samme som da jeg var 33 ( jeg er nu 42 ). Jeg får nu medicin for både diabetes ( piller og insulin ), stofskifte og blodtryk. Jeg har i lang tid ikke kunne få mit blodsukker ned under 10, men efter at jeg spiser 50 % efter tallerkenmodellen og 50 % sundt fornuft, er det lykkedes, og min sidste forhindring er at få motion med. Jeg har i min proces også skulle gøre mig overvejelser om hvilket liv jeg ønskede at leve og hvor langt det skulle være.
Selvom jeg altid vil syntes at mad er en stor del af det der giver mig glæde i hverdagen, vil det aldrig være vigtige end et langt liv med kæreste, familie og venner, og det er min motivation her i starten af min anden rejse.

Sund mad. løbesko og blodsukkermåler

Jeg vil i mine fremtidige indlæg vise jer hvad jeg spiser og hvorfor. Jeg vil ligeledes fortælle om hvilke digitale hjælpemidler jeg bruger i hverdagen og mine resultater med moderat motion, der kan være både gåture og dans.
Jeg vil ligeledes også senere dykke dybere ned i at tale om fordomme, diabtetes-stress og hele det psykiske aspekt man også tit er nødt til arbejde med.

Jeg ser meget frem til at skrive mere.
Mange hilsner Line

10 svar til “Mig og mødet med diabetes”

    • Line Maria Sørup

      Hej Pierre
      Selv tak.
      Jeg håber at jeg med mine nuværende og kommende indlæg, kan hjælpe andre med at få svar på hvordan hverdagen er og brede lidt mere af den viden ud, man kun får videre, ved at tale åbent om op og nedture samt erfaringer.

      Venlig hilsen Line

    • Line Maria Sørup

      Hej Pia
      Jeg glæder mig også til at fortælle meget mere, og høre hvad jeres tanker er om livet med diabetes : )

Skriv et svar til Pia Fersztman

Klik her for at annullere svar.