6 lavpraktiske ting, du skal vide, når du dater en type 1-diabetiker

af

Kathrine Louise Nielsen er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er selvstændig tekstforfatter ved klncopywriting.dk og gift med Jakob, som har haft type 1-diabetes i over 20 år. De kendte ikke hinanden, før han fik type 1-diabetes. Jakob griner højt og ofte, fordi han mener, at det er den bedste måde at leve med sin diabetes. Og så deler han gerne alt for mange tekniske detaljer om sin diabeteshistorie, kulhydrattælling, insulintyper og røverhistorier til alle, der spørger. De bor sammen i Toronto i Canada. Kathrines blogindlæg tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer som pårørende til en type 1-diabetiker med insulinpumpe.


Jakobs pumpe. Foto: Privatfoto

Dette blogindlæg er til dig, der er så heldig at være tiltrukket af en person med type 1-diabetes. Jeg skriver ‘heldig’, fordi du først og fremmest skal vide én ting: Type 1-diabetikere redder deres eget liv hver eneste dag, samtidig med at de passer fuldtidsjob, familie, venner og drømme ligesom alle os andre. Du er med andre ord tiltrukket af lidt af et supermenneske.

Måske har I ikke kendt hinanden så længe, og det her med, hvordan type 1-diabetes ser ud i dagligdagen, er nyt for dig. Derfor får du her 6 lavpraktiske ting, som jeg gerne selv ville have vidst, da jeg begyndte at se min mand:

1. Han har bagage med sig

Ikke bare den der bagage med ekskærester og sådan. Nej, type 1’eren har altid noget gear med sig, fordi de selv tager sig af deres behandling 99 procent af tiden.

Det er fx

  • Insulinpumpe: Ligner en tyk smartphone, der ligger i lommen. Drønsmart opfindelse, der giver insulin gennem en tynd slange, som sidder fast på maven. Når din date giver sig selv insulin, taster han ind på pumpen.
  • Blodsukkermåler: Type 1’eren skal tage sit blodsukker lige før et måltid. Derfor vil han altid have en lille taske med sig, hvor blodsukkermåleren ligger.
  • Snacks: De fleste har frugt, druesukkertabletter eller æblejuice med sig mod lavt blodsukker.

 

2. Han kan tælle kulhydrater som ingen andre

Og nej, det er ikke fordi, han har en spiseforstyrrelse. En type 1’er skal kende kulhydratmængden i den mad, han spiser, sådan så han kan give sig selv den rigtige mængde insulin (det er det, vores andres kroppe gør helt af sig selv).

Hvis du laver mad til ham, er det derfor også god stil at fortælle, hvilke madvarer der er i opskriften. Den info bruger han nemlig til at vurdere, hvor meget insulin han skal tage til maden.

 

3. There will be blood

Det kan se lidt underligt ud, første gang I sidder ved bordet, og han prikker sig selv i fingeren for at få en dråbe blod ud. Blodet skal bruges til at måle blodsukkeret (med blodsukkermåleren), som type 1’ere tager den rette mængde insulin efter (med insulinpumpen).

Behandl det som noget naturligt, for det er det for ham. Spørg åbent, hvis du er nysgerrig, og lad ham selv fortælle om, hvad han gør, hvis han har lyst til det.

 

4. Han sms’er ikke ved bordet – han taster bare ind på sin pumpe

Når din date har taget sit blodsukker, tager han sin pumpe op af lommen og taster på den. Det gør han for at give sig selv den rigtige mængde insulin til den mad og drikke, I indtager.

Når han taster under bordet, er det altså ikke fordi, han er uinteresseret i dig eller sidder og sms’er. Han holder bare styr på sit blodsukker.

 

5. Når han siger: “Jeg skal lige ha’ en æblejuice”, skal det gå hurtigt

Hvis I er ude at gå tur, og han siger “Jeg skal lige ha’ en æblejuice”, så er det ikke for sjov.

Akut behov for æblejuice/druesukker/haribo-mix er lig med lavt blodsukker hos din date. Det kan bl.a. give snurren i fingrene, usammenhængende sætninger og generelt ubehag.

Find det nærmeste supermarked med det samme, hvis I ikke har nogen snacks med jer. Tal ikke om dine store, dybe tanker her. Bare hjælp med at få anskaffet noget sukker. Vær benovet over, hvor hurtigt nogen kan tømme en brik æblejuice. Spørg, om I skal sætte jer lidt ned, indtil han har det bedre.

Afhængig af hvor lav din date er blevet, kan han føle sig fysisk dårlig og måske også være i nederen humør, fordi han tænker over, hvorfor han blev lav. Det går over igen, når sukkeret virker. Og det har ikke noget med dig at gøre.

 

6. Det her er det allervigtigste

Jeg slutter dette blogindlæg af med en sidste, knap så lavpraktisk ting, der er allervigtigst at huske for dig, der dater en type 1’er:

Din date holder sig selv i live hver eneste dag ved at følge sin behandling. Og han er ekspert i den. Type 1’ere overlever ikke bare – de lever med noget, som os udenforstående aldrig rigtig kommer til at forstå. Derfor:

  • Anerkend, at type 1-diabetes er en del af den anden.
  • Spørg nysgerrigt og åbent om det, du ikke ved eller ikke forstår.
  • Husk, at du har fundet lidt af et supermenneske.

Læs Kathrines første indlæg: “Holder du af en person med type 1-diabetes?”

11 svar til “6 lavpraktiske ting, du skal vide, når du dater en type 1-diabetiker”

  1. Hej Kathrine Louise.
    Jeg fik selv diagnosen type 1 diabetes i 1956. Jeg mødte min nuværende kone for 53 år siden. Jeg beundrer hende for, at hun har kunnet holde mig og min følgesvend ud i så mange år.

    Tak for dine fine indlæg. Det er dejligt at høre, at du er så heldig at være tiltrukket af en type 1 diabetiker. Det er meget vigtigt for os type 1 diabetikere, at vores pårørende forsøger at forstå os. Jeg skriver forsøger, da ingen ikke-diabetiker helt kan forstå os.

    Jeg er meget glad for dine tre punkter under ”det allervigtigste”.
    ”Anerkend, at type 1-diabetes er en del af den anden”. Ja det bliver kæresten nødt til, da vi desværre ikke kan slippe af med den evige følgesvend. Jeg har talt med nogle par, hvor ikke-diabetikeren efter nogle år har sagt: ”Nu går jeg, jeg kan ikke længere holde den diabetes ud”. Ikke-diabetikeren i et langvarigt parforhold med en type 1 diabetiker må også være en særlig person. Ikke-diabetikeren må holde ekstra meget af type 1 diabetikeren. Diabetes er ikke kun diabetikerens sygdom, men familiens sygdom.

    ”Spørg nysgerrigt og åbent om det, du ikke ved eller ikke forstår”. Det er meget vigtigt, da type 1 diabetes er en usynlig sygdom, som den øvrige del af befolkningen ved meget lidt om. Det er meget vigtigt med åbenhed om sygdommen, da det vil hjælpe mange andre type 1 diabetikere. Især de mange børn, som får diabetes. De kan meget let få brug for hjælp fra andre i deres hverdag.

    ”Husk, at du har fundet lidt af et supermenneske”. Tak for komplimentet.

    Til dit punkt 5 vil jeg gerne tilføje et punkt 5B. Når type 1 diabetikeren har tilbragt mange år sammen med sin følgesvend, og han derfor ikke kan mærke, når han kommer ned i blodsukker, kan han let komme til at give partneren et hvast svar. Når man ikke længere selv kan finde juicen i køleskabet, og partneren siger: ”Skal du ikke have noget at spise”? Eller: ”Skal du ikke måle blodsukker”? Så bliver det næsten altid et hvast: ”NEJ”. Det mener jeg jo ikke, men hjernen er næsten koblet fra, så bagefter er jeg meget glad for at konen alligevel fik mig til at drikke juicen.

    Med venlig hilsen
    Keld, en garvet type 1 diabetiker.

    • Hej Keld
      Tusind tak for dine tanker og for at uddybe punkterne. Jeg er meget glad for, at du kan genkende problematikken og har lyst til at nuancere med dine egne eksempler. Tak, fordi du hjælper med at gøre det hele en lille smule lettere at forstå 🙂
      Og tak for tilføjelsen 5b, som jeg godt kan genkende. Midt i et skænderi kom jeg engang til at sige “Er du lav?”, hvilket kom af reel bekymring. Men det kan jo virke enormt sårende at hive frem midt i et skænderi, og så sidder man pludselig der med æblejuice og vred tavshed i stedet for.
      Jeg er glad for, du kan se din kones bedste hensigt i dit tilfælde – pas godt på hinanden 🙂
      Mange hilsner
      Kathrine

  2. Hej, som mor til type 1 diabetiker, diagnosticeret som 18 årig, vil jeg blot tilføje, at man også skal kende symptomerne på højt blodsukker – og vide hvordan man får det ned igen.
    Tak for en meget fin artikel.
    Venlig hilsen
    Line

    • Hej Line!
      Tusind tak for at læse med og for din kommentar. Det er et rigtig godt eksempel, du nævner. At være forælder til en type 1’er er en helt anden rolle end at være partner, som jeg ikke kender til. Så tusind tak for at nuancere og dele din erfaring med os andre 🙂 Mange hilsner Kathrine

  3. Ib Stanley-Madsen

    Kære Kathrine og Keld, tak for gode og særdeles relevante indlæg, som Keld vil jeg gerne nuancere indlægget idet jeg syntes, at det i overskriften med rette kan hedde “mange diabetikere” da mange men ikke alle type 1 diabetikere har det sådan, men også fordi jeg selv som insulinkrævende type 2 diabetiker på 24. år og adskillige injektioner om dagen, ord til anden kan genkende de situationer i så fint beskriver og jeg syntes det er rigtig godt at få sat dem på skrift til stor glæde for mange.
    Mange hilsener
    Ib
    i

    • Hej Ib!
      Tusind tak for din kommentar og for at dele din egen erfaring – det sætter jeg meget stor pris på. Som du selv ved, kan det være lidt af en jungle at hitte rundt i rådene om hhv. type 1 og type 2. Derfor har jeg valgt kun at skrive om type 1, da det er den form for diabetes, jeg har inde på livet med min mand. Men jeg er glad for, du kan genkende nogle af udfordringerne og bruge indlægget til noget:) Mange hilsner Kathrine

  4. Cecilie Katharina

    jeg har selv type 1. og har ALTID, som det første, når jeg har fundet nogle der skal være tæt på mig tid, lært dem at ta mit blodsukker. min fantastiske dejlige kæreste havde inden vi havde været sammen 4 måneder oplevet et insulinchok. desværre var det i Berlin, så det blev lidt mere kaotisk end det ville ha været herhjemme. men han er virkelig sej, og FORDI han var instrueret i at ta mit blodsukker, var han gået i gang med at behandle da redderne kom. han er noget helt specielt, og det er ikke kun dem med Diabetesen der er supermennesker. det er i høj grad også dem der holder fast i en når tingene tager en ubehagelig og skræmmende drejning.

    • Hej Cecilie
      Wauv, sikken et fantastisk eksempel, du deler med os her. Hvor er det godt, at du viser dine nærmeste, hvordan de kan hjælpe dig – det er lige præcis den slags viden, som er så svær at gennemskue som udenforstående, fordi behovet for hjælp er individuelt fra person til person. Og du fjerner også noget frygt fra dine nærmeste, fordi de ved, hvad de skal gøre, hvis insulinchokket sker. Jeg er sikker på, at oplevelsen i Berlin ikke var rar for hverken dig eller din kæreste, men nøj, hvor sejt, at du havde lært ham at hjælpe dig i sådan en situation. Pas godt på hinanden og tusind tak for at læse med 🙂
      Mange hilsner Kathrine

  5. Keld Christensen

    Hej Kathrine og Line.
    Ja selvfølgelig skal man også kende symptomerne på for højt blodsukker, men det er hypoglykemi, der fylder i hovedet. Det giver problemer her og nu, hvorimod det høje blodsukker først giver problemer på lang sigt. Man kan godt leve med højt blodsukker i flere uger uden det giver problemer.
    Jeg er selv far til to type 1 diabetikerer. Når de har været ude at rejse, har det altid været risikoen for hypoglykemien, der har skabt uro hos mor og far. Det høje blodsukker må selvfølgelig ikke gå over i en syreforgiftning. Så skal der handles her og nu.

    Mvh Keld

  6. Jeg er en ung kvinde, som blev diagnosticeret med diabetes som 19-årig – og jeg har været på utallige dates i mit unge liv.

    Når jeg endelig har fået taget mig sammen til at proklamere, at jeg har diabetes og sidder klar til at svare på en masse spørgsmål, mødes jeg oftest af et “Nå, det kender jeg også en anden der har” eller “Det er vel bare sådan”. Det får nogle gange mig til at føle, at min diabetes så ikke betyder mere end den egentlig gør, når jeg bliver mødt af de reaktioner.

    Dit sidste punkt ramte mig derfor lige i hjertet. Hvis andre, som dater en diabetiker, kunne have den samme anerkendelse, ville det hjælpe os diabetikere endnu mere til at involvere andre og gøre os endnu stærkere til at leve med vores diabetes hver eneste dag.

    Du har ret – og det er den største kompliment, som jeg måske har fået som diabetiker – vi er supermennesker.

    Mange tak for dit indlæg.

    • Hej Julie
      Tusind tak for din kommentar. Jeg er med på, at udenforstående godt kan komme til at virke ligeglade eller ligefrem sårende – men det betyder oftest, at de bare ikke forstår, hvad Type 1 egentlig betyder for det menneske, de sidder over for. Hold fast i dit supermenneske-badge. Det mener jeg helt ind i knoglerne 🙂 //Kathrine

Skriv et svar