At få diabetes 😢 Del. 2

af

“Det er jo trods alt ikke kræft, du har fået”… “Det kan du jo sagtens klare “…”Du er jo så fornuftigt og ansvarsfuld en pige”…

Alle omkring mig, prøvede at opmuntre mig…

Det var en uge før jul, og jeg kan huske, at al julemad og slik røg ud i skraldespanden, og min mor gik igang med at bage sukkerfrie småkager… Alt blev lavet om, og det smagte forfærdeligt… Alle prøvede at hjælpe og støtte mig, men det hele var vendt op og ned, og intet var som før.

Der var utrolig meget fokus omkring mig. Mine klassekammerater og pårørende var meget støttende og interesseret – alle spurgte ind og ønskede at hjælpe… Men inderst inde, følte jeg mig alene og fortabt. Det stod jo kun på en kort tid… I sidste ende, var det jo “min” sygdom, som kun Jef kunne tage mig af… Det blev “hverdag” igen, mens jeg stod tilbage, med en sygdom jeg ikke kunne “få mig til” at sørge over… For nej, det var ikke kræft, men trods det stadig en sygdom – der ville følge mig for evigt…. Ikke en forkølelse, der ville forsvinde 😢

Jeg havde lyst til at råbe, skrige og græde… Kaste rundt med ting – blive trøstet – og accepteret, for at hade denne sygdom – og for ikke at kunne magte den… Men jeg “turde” ikke, for jeg var jo så “dygtig” og ansvarsfuld… 😢

Måden jeg sagde fra på, blev i stedet, at jeg gjorde alt det jeg ikke “måtte”… Spiste for meget… Smugspiste af alt, hvad der var forbudt… Overspiste… Løj om mit blodsukker… Tog ikke nok insulin osv. Ingen forstod, hvorfor mit BS var ualmindeligt højt., og jeg følte mig endnu mere skyldig og uperfekt 😢

 

Skriv et svar