Kender I diabetesblikket?

af

Charlotte Maul er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er 39 år og bor i Herning med sin mand og to børn. Hun har haft type 1-diabetes i 22 år, og hun har været lokalformand i Hernings lokale Diabetesforening i 3 år og tovholder i type 1-netværksgruppen i Region Midtjylland i 5 år. I 2015 var hun stresssygemeldt fra sit arbejde, og her fik hun kendskab til skygger og skyggearbejde i relation til diabetes. I januar 2017 blev hun uddannet skyggevejleder. Charlotte holder foredrag og skriver her på bloggen om diabetes og skygger.


Jeg har ofte skjult mine, lad os kalde dem mindre sunde madvaner. Måske i kender det. Jeg har pakket mit slikpapir ind i en serviet inden jeg puttede det i skraldespanden. Jeg har gemt chokolade papiret i naboens skraldespand. Jeg har gået HELE vejen ud til den store skraldespand med den tomme flødebollebakke, som var forsvundet på et kvarter.

Hvorfor? Fordi jeg har skammet mig. Jeg har skammet mig og været pinlig og flov når andre så mine mindre sunde madvaner. Tænk sig, hvis andre syntes, jeg var en dårlig reguleret diabetiker. Tænk sig hvis de syntes jeg ikke var en dygtig diabetiker. Tænk sig hvis de så mig miste kontrollen. Tænk sig hvis jeg mistede ”brokke-retten” og ikke mere kunne tillade mig at brokke mig over min til tider trælse sygdom, når ”jeg nu heller ikke passede den ordentlig”…

Jeg skammede mig over at få diabetesblikket. Diabetesblikket…hmmm, smag lige lidt på det ord. Hvem har egentlig opfundet det ord? Omgivelserne? De pårørende? Eller mig selv…diabetikeren? Det findes ikke engang i Google 🙂

Et godt eksempel på, hvordan diabetesblikket føles.

Kender i diabetesblikket? Nøøøj jeg har fået diabetesblikket mange gange hvor jeg har sat skeen i 1 liter Carte d’Or! Bagefter har jeg slået mig selv med en hammer inde i hovedet. En hammer med skyld og skam. En hammer med dårlig samvittighed. For må jeg godt spise is? Må jeg godt spise noget der ikke er så sundt? Må jeg godt miste kontrollen? Jeg er jo diabetiker. Jeg er sikker på i kender til lignende diabetesblikke, hvor vi bare ville ønske at være helt normale…men er vi ikke normale og hvem og hvordan defineres normal?

Er det os selv der har opfundet ordet diabetesblikket? Fordi vi har haft dårlig samvittighed?

Min mand, som jeg oftest får diabetesblikket fra, genkender det ikke engang. Jeg har forklaret ham, at det minder mig om ”Jeg tror, du bliver blind, når du spiser is”-blikket. Heller ikke det blik virker bekendt på ham. Altså. Det er mine ord, mit spejl. Det er noget, jeg ser.

Jeg får (ser) kun diabetesblikket når jeg har dårlig samvittighed og den dårlige samvittighed kommer, når jeg er i ubalance. Mine skygger skaber ubalance. Skygger. En skygge er en side af dig selv du ikke vil være ved eller stå i. Det kan både være bevidst eller ubevidst. Det er egenskaber eller karaktertræk som du ikke kan lide ved dig selv, eller som du ikke mener at du selv indeholder. Det er sider af dig selv du har lært, at du ikke skal vise frem eller udleve. Det er sider af dig selv som du har gemt for alle andre og i særdeleshed dig selv. Det er sider af dig selv du har fået fortalt ikke passede ind i en given situation og derfor er blevet skammet ud hos dig.

Skygger skaber skyld, skam og dårlig samvittighed. Livet er et spejl og det hele starter med dig selv. Hver gang du føler dig ramt handler det om dig selv. Så hvorfor bliver jeg ramt af diabetesblikket?

Jeg er altid blevet opdraget til at være den ordentlige og dygtige pige. Jeg er altid blevet rost for at have styr og kontrol på tingene. Her har alt været godt. Her fik jeg kærlighed. Og som børn stiller vi os selvfølgelig der hvor vi får mest ros, plusser i bogen og kærlighed. Men hvad nu hvis den ordentlige, dygtige og kontrollerende pige en dag mister kontrollen? Hvad sker der så?

Er det i virkeligheden muligt at have kontrol hele tiden. Er det muligt at være dygtig og ordentlig hele tiden. NEJ. Men hvis vi ikke har lært at det er okay, så er det svært når kontrollen pludselig slipper op…for det gør den.

Når det handler om skyggearbejde er der er ingen der er enten eller, men vi er alle er både og. Vi indeholder hele pakken, vi indeholder alle egenskaber både negativt og positivt ladet. Vi er født med alle egenskaber. Vi er alt. Jeg er alt. Jeg accepterer at jeg er alt. Jeg er doven, jeg er kontrollerende, jeg er selvsikker, jeg er egoistisk, jeg er ustruktureret, jeg er et dydsmønster, jeg er usikker, jeg er en sladrehank, jeg er sjusket, jeg er dygtig, jeg er for meget, jeg er en idiot, jeg er for lidt, jeg er vidunderlig……Jeg er hele pakken. Jeg er både og. Skyggearbejdet handler om at stå stærkt i både og. Det handler om at stå stærkt i at være både det ene og modsætningen hertil. Det handler om at acceptere hele pakken. Her kommer du til at stå stærkt. Her kommer du til at stå uden dårlig samvittighed.

Når jeg førhen har mistet kontrollen over min diabetes, enten bevidst eller ubevidst har jeg selv været min værste dommer. Min egen bøddel. Min egen hammer. Min dårlige samvittighed kom indefra. Hver gang jeg slap kontrollen. Jeg så diabetesblikket overalt. Må jeg som diabetiker ikke slippe kontrollen? Må du? Er vi bare mennesker og ikke robotter? Skal vi ikke kunne være både kontrollerende og ikke kontrollerende? Jo for pokker!

Jeg har øvet mig i at slippe kontrollen. Jeg har øvet mig i at spise ALT foran mine kære og mine omgivelser – uanset hvilket øjne og kommentarer der må komme. Var det ubehageligt første gang? JA! Og anden gang? JA! Men nu står jeg stærkt i det. Jeg står ved det. Jeg står ved at spise 1 hel liter Carte d’Dor for sådan kan jeg også være. U-charmerende og grådig. Og helt uden dårlig samvittighed.


Læs Charlottes tidligere indlæg:

Hvad nu hvis…

Min vej ud af diabetesstress

Skriv et svar