Når ordet fingerprikker får en ny betydning

af


Fingerprikker – det er da sådan en, man bruger til at stikke sig i fingeren, når man skal måle blodsukker, ikke? Tjo, men for mig har ordet fingerprikker fået en helt ny betydning

Kender du det? Man prøver at prikke i fingeren og få en bloddråbe ud af først den ene finger, så den anden finger? Og efter at have prøvet alle fem fingre på venstre hånd, så prøver man da lige den højre.

24 år med diabetes har sat sit præg på min krop. Især mine fingerspidser er helt hårde af alle de gange, jeg har stukket mig i dem. Selv når den – oprindelige – fingerprikker er indstillet på max, er det svært at skyde igennem det fine prikmønster, jeg har erhvervet mig.

Indrømmet: Jeg måler mange blodsukre. Og jeg har – ligesom sikkert mange andre – mine favoritsteder at stikke mig, når blodsukkeret skal måles. Resultatet af det her. Så hjemme hos mig er fingerprikker ikke den, jeg bruger til at måle blodsukkeret med. Det er det, der gemmer sig på undersiden af fingrene.

6 svar til “Når ordet fingerprikker får en ny betydning”

  1. Helle Moore

    Hej Trine
    Jeg lærte i tidernes morgen kun at stikke på siden af fingeren, ikke på selve puden. Som diabetiker kan vi jo få brug for at skulle bruge blindeskrift og derfor passe på vores følsomhed i fingrene.
    Du burde få en Libre sensor.

  2. Leon Thejl

    Jeg kan se og læse at du stikker dig direkte i fingerspidserne. Da jeg lærte at skulle stikke mig, fik jeg at vide at det bedste er at stikke sig på siden af fingeren. Samtidig fik jeg at vide at jeg kun skulle bruge de 3 midterste, altså ikke lille og tommelfinger. Så har man 2 steder på hver finger at stikke. Det system har jeg brugt i 29 år og jeg har ingen problemer.

  3. Hanne Yderstræde

    Kære Trine.
    Med type 1 diabetes i 53 år, har jeg heldigvis lært at stikke i yder og indersiden af fingrene. Jeg bruger alle fingre, på nær tommelfingrene.

    Endvidere bruger jeg det trick, kun at have fingerprikkeren stående på 1, stikke og vente 10 sekunder med roligt at “presse” en fin dråbe ud.
    Fingeren bliver forskrækket over stikket og “trækker’ sig sammen så det bliver svært at få bloddråben ud.
    Prøv det.
    Jeg spiller guitar og passer godt på mine fingerspidser..

  4. Keld Christensen

    Hej Trine.
    Jeg må give Helle, Leon og Hanne ret. Du skal ikke prikke i fingerspidsen. Det gør meget ondt. Som de andre skriver, skal du prikke ned langs siden på fingrene, du skal prikke et par mm fra neglen på begge sider af fingrene. Jeg bruger ikke tommelfingeren, men de 4 andre. Jeg stikker 2 gange ned langs neglen på højre side og 2 gange på venstre side. Når jeg kommer ned, hvor neglen slutter, fortsætter jeg op over fingeren, hvor jeg også stikker et par gange et pr mm fra neglen. Det er det letteste sted at stikke. Det mærkes ikke og huden springer øjeblikkeligt. Det giver mindst 24 muligheder på hver hånd inden jeg vender tilbage til et tidligere brugt sted. Jeg er højrehåndet, så det er lidt sværere at stikke med venstre hånd, men det har jeg lært. Jeg tog blodsukker 10 til 15 gange pr dag, og har været type 1 i 62 år, men har nu fået en Libre.

    Mit bedste råd til dig er, at du skal søge kommunen om at få bevilliget en Libre, så er du fri for det stikkeri. Jeg ved ikke i hvilken kommune du bor, men med de fingre vil du med stor sandsynlighed få en bevilling. Det ser ud til, at du tager mere end 9 målinger pr dag, og så er det billigere for kommunen. 2 stk. sensorer til Libre pr måned koster kommunen ca. 1.000 kr, mens 9 teststrimler koster kommunen 36 kr. pr dag, altså ca. 1.080 kr. pr måned. Og så har jeg ikke taget lancetterne med i beregningen. Det er snak, som kommunerne forstår.

    Mvh
    Keld en garvet diabetiker

Skriv et svar