Hvorfor lige mig?

af

Maria Holkenfeldt Behrendt er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er 45 år, gift og mor til en datter på 19 år. Hun er autoriseret psykoterapeut og kommunikationsrådgiver samt frivillig på Diabeteslinjen. Hun har haft diabetes, siden hun var 1½ år og som følge heraf mistet meget af sit syn. Hun har i sit arbejde som psykoterapeut specialiseret sig i problematikker inden for invaliderende og kroniske sygdomme – bl.a. diabetes –  og hvordan de påvirker både de sygdomsramte og pårørende psykisk. Læs mere om Maria på hendes hjemmeside igennem.dk.


Netop det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange gennem mit liv og oftest i forbindelse med min diabetes. For diabetes er – som mange af os, der har den sygdom, ved – ikke noget, der kan afkobles fra resten af ens tilværelse. Nej, diabetes fylder – konstant. Den følger os hvert år, hver måned, hver uge, hver dag, hver time, hvert minut og sekund. Og den har fulgt mig som en mørk skygge, en dydens vogter, skammens quisling og en ubehagelig påmindelse om, at jeg med garanti skal dø – nok snarere før end siden, gennem hele mit liv.

Dystert og dystopisk – ja! Men bagsiden af medaljen har jo også en forside – om end den måske ikke er så smuk og blank, som jeg kunne ønske mig. For netop min diabetes har gjort mig til den, jeg er nu: En ofte lykkelig kvinde med mand og barn, et job, jeg nu virkelig elsker som psykoterapeut, og en følelse af, at der måske alligevel er en højere mening, når jeg fx kan hjælpe mine klienter med at komme mere overens med, acceptere og finde lidt mere mening i det meningsløse ved en sygdom, som eksempelvis diabetes. Kort sagt: Komme igennem de eksistentielle livskriser.

Maria er frivillig for Diabeteslinjen. Læs mere her

Sådan er det selvfølgelig langt fra altid. Fx ikke når jeg for 27. gang måler et uforklarligt højt eller lavt blodsukker – jeg mener, jeg har jo gjort alt det, jeg skal og plejer, og har levet snorlige … Eller når jeg til kontrol på øjenafdelingen igen får at vide, at endnu en operation er nødvendig i håb om at redde den smule syn, jeg har. Ej heller, da fødselslægen, efter min datters fødsel to måneder for, tidligt sagde, at hun blev det eneste barn, jeg fik, grundet min diabetes og de medfølgende senkomplikationer. Og heller ikke, hver gang uvidende folk igennem årene har spurgt, om det nu også var en god idé enten at spise eller undlade at spise det ene eller det andet.

I de situationer – og tusindvis (og jeg mener tusindvis) af andre situationer – har jeg spurgt: Hvorfor lige mig? Jeg har ærlig talt følt mig som et offer. Et offer for skæbnen, et offer for min sygdom, ja, kort sagt et offer for livet. For hvad er meningen med sådan en sygdom? Jeg har endda været så langt nede, at jeg ind i mellem har tænkt, at det måske havde været bedre, hvis ham Niels Steensen ikke havde opdaget insulinet.

Men – det hører heldigvis til sjældenhederne, at jeg forfalder til så destruktive tanker. For uden min diabetes var min vej jo ikke gået, som den er indtil videre. Min mand og jeg har et stærkt forhold, som vi med garanti ikke ville have haft uden den. Jeg har dobbeltuddannet mig, fordi mit syn spændte ben grundet sygdommen, og dermed fundet min rette hylde og en enorm glæde ved mit arbejdsliv. Jeg har lært at holde af det små i det store – fx muligheden for at spise tre P-tærter, når mit blodsukker ligger på 2 – og jeg har mødt så mange søde og begavede mennesker i lægeverdenen, hvis bekendtskab jeg aldrig ville have været foruden. Jeg har også fået et unikt familiebånd og oplevet, hvor stærkt det er at kunne give sig hen i at få hjælp og ikke altid klare sig selv. Listen er egentlig lang …

Jubeltorsk? Ja, til tider. Men kun til tider. Endda så meget, at jeg engang imellem nu besvarer mit eget spørgsmål ’Hvorfor lige mig’ med svaret: ’Fordi ellers var du ikke der, hvor du er i dag’. Men hey – det sker jo så også kun på de gode dage …

Glæd dig til Marias næste blogindlæg, hvor hun skriver om, hvordan diabetes påvirker ens relationer fra familie, venner og arbejde.


Læs også:

Gør det mig til mindre diabetiker end andre?

2 svar til “Hvorfor lige mig?”

  1. Bodil Nissen-Petersen

    Det er synd for dig med dit dårlige syn. Det må være rigtig trist.
    Jeg har nu aldrig tænkt, hvorfor diabetes 1 skulle ramme mig. Jeg havde “Basedows” sygdom som barn, og har nok altid følt mig lidt udsat.
    Jeg har haft diabetes i 35 år.
    Jeg har altid været slem til at få puttet søde sager indimellem det jeg ellers spiser.
    Det har desværre nok været årsag til nogle dårlige blodsukkere, og næsten konstant dårlig samvittighed.
    Jeg har selvfølgelig altid været ked af, at det har ramt mig, men ikke så opgivende over det.
    Men det er jeg blevet i de senere år, for jeg må døje med ubehagelig neupatismerter i fødder og underben. Det generer mig temmelig meget, og jeg gruer for fremtiden.
    Jeg er gartner og torvehandler, og når jeg er ude i det fri og optaget at det som jeg er så glad for, mærker jeg det ikke så meget.

    Nu er jeg 68, og der er kommet slidgigt i knæene og den ene fod, og jeg kan heller

    ikke arbejde så meget fordi jeg er ved at blive gammel.
    Så nu er jeg rigtig ked af, og ærgelig over at have sukkersyge, og altid at skulle tænke på det.
    Jeg vil meget gerne høre hvordan andre har det.
    Hilsen Bodil Nissen-Petersen.

  2. Kære Bodil
    Tak for dit indlæg og din historie om dit liv med diabetes. Det lyder hårdt at være der, hvor du er lige nu – med smerter i ben og fødder og nu også gigt. Alligevel hæfter jeg mig ved, at du tilsyneladende kunne glemme nogle af smerterne lidt, når du lavede noget – at være gartner – der kunne tage tankerne fra dem.

    Kunne du finde på noget andet, der også kan optage dig, og som kan kombineres med din mindre gode fysik? Det er dejligt og mere meningsfyldt at få tankerne hen på noget andet end smerter og fortrydelse – noget, som jeg helt klart også kender til, og som jeg ved, rigtig mange andre også genkender – både med og uden diabetes.

    Også stor tak for at dele ’skammen’ i at nogle af senkomplikationerne kan være selvforskyldte (selvom det også handler om et gen-lotteri). Det ved jeg, rigtig mange har svært ved at se i øjnene og tale højt om. Og det er jo vildt uretfærdigt, at man både skal trækkes med den kroniske sygdom med den dertilhørende kroniske dårlige samvittighed og så komplikationer oveni. Også selvom vi godt ved det.
    Jeg ønsker dig alt det bedste.

    Knus fra
    Maria

Skriv et svar