Hvilke spørgsmål er egentlig gode at stille type 1-diabetikeren, når du er udenforstående?

af

Kathrine Louise Nielsen er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er selvstændig tekstforfatter ved klncopywriting.dk og gift med Jakob, som har haft type 1-diabetes i over 20 år. De kendte ikke hinanden, før han fik type 1-diabetes. Jakob griner højt og ofte, fordi han mener, at det er den bedste måde at leve med sin diabetes. Og så deler han gerne alt for mange tekniske detaljer om sin diabeteshistorie, kulhydrattælling, insulintyper og røverhistorier til alle, der spørger. De bor sammen i Toronto i Canada. Kathrines blogindlæg tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer som pårørende til en type 1-diabetiker med insulinpumpe.


Diabetes Warrior. Privatfoto.

Jeg begynder lige med en spoiler:

Dette indlæg kommer ikke til at give dig en go to-liste af spørgsmål, du som pårørende trygt kan bede din type 1’er om at svare på.

De spørgsmål findes nemlig ikke.

Gode spørgsmål til type 1’eren kommer fra det rigtige sted. “Kan du egentlig godt spise det der?” kan både lyde sindssygt patroniserende eller – hvis det bliver sagt af den rigtige på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt – være en åbner på en god snak om type 1-diabetes.

Vil du gerne havde din type 1’er til at dele sine tanker, bekymringer og røverhistorier om sin sygdom (for de er der), så er du først nødt til at trykke på pauseknappen på alt det, du tror, du ved, om diabetes.

Benyt i stedet for disse 3 råd, som bør stå bag alle dine spørgsmål til en type 1-diabetiker:

1) Spørg ikke for at få bekræftet dine fordomme

Spørgsmål som:

  • “Er det den gode eller dårlige diabetes?” (hvornår helvede er diabetes god??!)
  • “Så skal du da ikke spise sukker.”
  • “Hvornår bliver du så rask?”

kommer af fordomme, som vi har læst om i medierne eller hørt fra den kollega, hvis kat havde diabetes. Spørg ikke for at få be- eller afkræftet dine fordomme. Det kan virke enormt sårende og byder ikke op til yderligere dialog.

Læs også: Diabetes-ordbog for dummies – hvad går type 1 egentlig ud på?

Spørg i stedet for sådan her:

2) Vær ydmyg

I mit tidligere indlæg om 5 spørgsmål, type 1-diabetikere er trætte af, du stiller, nævnte jeg kommunikationseksperten Edgar Schein. Han står bag begrebet ‘ydmyge spørgsmål’, som er ret brugbart i denne sammenhæng.

Det handler ikke bare om at stille åbne spørgsmål med hv-ord. Det handler om at stille spørgsmål, som du oprigtigt ikke kender svaret på. På den måde gør du dig afhængig af din modtager svar, og det synes de fleste af os, er ret sympatisk.

Spørg fx:

  • “Jeg lagde mærke til, da vi spiste for lidt siden, at du stak dig med en pen/tastede ind på din insulinpumpe. Hvordan fungerer det egentlig?”
  • “Det kan være, jeg har misforstået noget. Men hvordan er det nu lige, at det med diabetes og sukker hænger sammen?”
  • “Vil du fortælle mig om, hvor længe du har haft diabetes?”

3) Vær nysgerrig

Nogle af mine familiemedlemmer stirrer nysgerrigt, når min mand Jakob, som har type 1-diabetes, skifter sit pumpegear i stuen eller tager sit blodsukker inden maden – uden at de rigtigt tør spørge. Det er ikke fordi, type 1’ere altid gider svare på spørgsmål i disse situationer, men der er ikke nogen grund til at blive helt tavs over det.

Hvis du er nysgerrig, så spørg løs om, hvordan sådan en pumpe fungerer, eller hvad der lige sker, når han prikker sig i fingeren. Det gode ved disse spørgsmål er, at de for mange type 1’ere er lettere at tale om end nogle af de tanker og følelser, der kan følge med type 1-diabetes – og de kan derfor være en god indgang til dialog.

Hvordan taler du som pårørende med din type 1’er?


Læs også:

6 lavpraktiske ting, du skal vide, når du dater en type 1-diabetiker

6 lavpraktiske tips til dig, der lever sammen med en type 1-diabetiker

 

Skriv et svar