Sorg og refleksioner

af

Når man er blogger er man ofte ”nøgen” og viser det mest private og det mest følsomme i sit liv.

Der har for MIG været en masse overvejelser omkring, at være åben og ærlig omkring min diabetes.
De fleste af de ting jeg deler herinde, er jo ikke noget jeg taler med familie og venner om i samtaler, da jeg ikke syntes, at min diabetes skal fylde, mere end hvad folk selv viser interesse for.
Mange af mine blogs og facebook opslag oser ofte af en masse glæde.
Glæde omkring mine valg…. og min fremtid.

Det er ikke hele sandheden

Jeg tror ikke at jeg kender en eneste diabetiker, der ikke har haft perioder, hvor hovedet har været fyldt med for mange ubesvarede spørgsmål, eller hvor overskuddet bare ikke har været der, til at være på 24/7 til en kronisk sygdom som diabetes.

Jeg har pga min diabetes, haft så meget skyld over, at jeg ikke gjorde det godt nok, at jeg har kastet håndklædet i ringen … op til flere gange.
Nogle gange kan frustrationerne fylde så meget, at min hjerne har brug for en pause fra ALT…og det er måske uansvarligt, men sådan er det bare for mig nogle gange.
Skylden kommer både fra, at jeg kan lade mig påvirke af, hvad jeg tror samfundet forventer, hvad venner og familie forventer og hvad jeg selv gerne ville gøre, hvis livet var sådan, at man altid havde 100% overskud.

Diabetes type 2 er jo ikke altid en sygdom som man mærker, og hvis jeg får for højt BS, bliver jeg bare træt og kan tage en dejlig lur.
Derfor har det krævet MEGET styrke af mig, at starte kampen, for at blive symptomfri af en sygdom, jeg egentlig ikke rigtigt kan mærke i det daglige, men som jeg bare ikke ønsker at være hæmmet af når jeg bliver ældre.
Dette husker jeg også mig selv på, når jeg møder en diabetiker der lever et usundt liv….. at de ligesom jeg, måske ikke rigtigt man MÆRKE at de render rundt med et meget højt BS, der senere kan gøre deres liv svært.

Det kræver EKSTRA styrke, at gøre alt rigtigt i de perioder, hvor man også kan være fyldt af arbejdsstress, kærestesorg eller andet der tapper energi og overskud.

Fordi at vi vælger forskelligt, betyder det ikke, at den ene lever et ringere liv end den anden 

Når nogle af os bloggere skriver tips til pårørende, de nye, eller fortæller om hvordan vi ”vandt”, er det ikke for at gøre diabetes til en simpel sygdom der er nem at rumme eller takle. 

Når vi fortæller om de kampe vi har haft, er det ikke for at fortælle at det er en kamp for alle. 

Vi har bare alle hver vores historie vi lukker dig ind i.

 

Diabetes kan ramme alle mennesker, og ligesom vi er forskellige i fysik og livserfaringer, er vi også forskellige af sind og i de kræfter, der skal mobilisere styrke i vores liv.

Jeg er et meget reflekterende menneske, så bag ALLE mine valg, ligger ofte ugevis af overvejelser og en rejse igennem de følelser og den ”sorg”, der også er forbundet med de dårlige valg man kan tage.
Når jeg nævner sorg, er det fordi, at jeg også ser sorg afbilledet i de valg vi enten takler eller løber fra i hverdagen. For mig selv har jeg erfaret, at jeg har båret rundt på sorg omkring diabetes, da jeg til tider har følt mig begrænset i det liv jeg ønskede at leve, og det jeg kunne se frem til.
Jeg føler mig til tider begrænset socialt, da min krop ikke kan tåle de udsving der kommer ved alkohol…. Faktisk alt med sukker i.
Hvis jeg pt ikke havde min insulin, ville det være en ret tom oplevelse, at deltage i fødselsdage, medmindre at jeg medbringer min egen mad.
Det har gjort at jeg 3 gange i den sidste måned, har måtte tage ekstra insulin for at kunne deltage og blive mæt……… Eller skulle svare på, om jeg SKULLE følge min kur HVER dag ?

Jeg bliver aldrig sur over spørgsmål, da jeg også ser dem som en form for interesse, men jeg ville virkeligt ofte ønske at jeg ikke skulle tænke så meget over hvad jeg spiser og nogle gange føle mig til besvær, fordi at mange folk tæt på, prøver at tage hensyn, når de inviterer på mad.

Måske derfor, har jeg behov for at dele MIN glæde og min rejse med andre….. Hvis de kan bruge mine ord til noget ?

Derfor bærer mine blogs ofte præg, af de tanker jeg har gjort EFTER, at jeg har spurgt omverden til råds og har gjort op med mig selv, hvad der er rigtigt for MIG.

Jeg taler med mange forskellige diabetikere i min hverdag.
Jeg arbejder ikke i sundhedsvæsenet, men laver det frivillige arbejde jeg har energi til.
Et sted hvor vi diabetikere kan hjælpe hinanden, er ved at lytte og rumme hinandens forskellige historier og valg.

Forleden under en almindelig samtale med en anden diabetiker, sagde personen at denne slet ikke kunne forstå, at nogle med type 2, kunne have blodsukre over 12 ( underforstået at man så nok ikke passede på sig selv)
Jeg trak vejret og fortalte at jeg i januar 2017 ofte havde blodsukre på 16 og det netop var derfor, at jeg bad om at komme på insulin, da jeg ikke havde kræfter til en STOR livstilsændring lige der.
Insulinen var et GODT valg, da jeg jo i løbet af året fik samlet kræfter til at kæmpe mig ned til at have et gennemsnit på 7-8 nu.

Selvom jeg ser mig selv som oplyst om diabetes, er det først for nyligt, at jeg har kædet mit voldsomme blodsukker sammen med, at jeg siden 2015 har været sygemeldt med stress.

Jeg takler min stress bedre i dag, og håber at kunne starte en uddannelse ( omskoling) i 2018.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg ikke havde opnået mit gode blodsukker, hvis jeg ikke sammen med medicinen, havde arbejdet på at sove bedre, og passe bedre på alt jeg puttede ind i min hverdag. ….. selvom jeg har armene over hovedet NU, har det været en lang og MEGET sej rejse, der også har slidt på relationerne, til dem der stod tættest i de perioder hvor jeg ikke passede godt nok på mig selv.

Der er stadig en kamp hver dag, så derfor lever jeg højt på de gode dage, og hylder mine egne sejre.

Diabetes type 2 har ikke kun 1 profil, og det skal vi huske når vi taler med andre så vi selv bliver forstået og bedre forstår andre.

Den bedste måde at støtte andre på er, at lytte til deres historie.

4 svar til “Sorg og refleksioner”

  1. Stina

    Kære Line
    Tak, for endnu et super godt indlæg, der kalder på eftertanke. Og pøj pøj med omskolingen, jeg hepper på dig 💜💜💜

  2. Tusinde tak for at dele dine tanker. Min kæreste fik her i sommers konstateret diabetes 2, lægen mener at han kan blive symptomfri (langvarigt BS ligger på 8,1) med kostomlægning, hvilket vi selvfølgelig håber og tror på.
    Det har været godt for mig at læse din blog, det jeg har fået læst siden i søndags 😉 da jeg får sat nogle tanker på plads.

    • Line Maria Sørup

      Det er jeg glad for, Pia 🙂
      Hvis man har mulighed for at slippe sin medicin og have et stabilt blodsukker, så man slipper for senfølgerne, er det ihvertfald værd at gå efter ::)

Skriv et svar til Pia

Klik her for at annullere svar.