Har du haft “snakken” med dit barn?

af

Maria Holkenfeldt Behrendt er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er 45 år, gift og mor til en datter på 19 år. Hun er autoriseret psykoterapeut og kommunikationsrådgiver samt frivillig på Diabeteslinjen. Hun har haft diabetes, siden hun var 1½ år og som følge heraf mistet meget af sit syn. Hun har i sit arbejde som psykoterapeut specialiseret sig i problematikker inden for invaliderende og kroniske sygdomme – bl.a. diabetes –  og hvordan de påvirker både de sygdomsramte og pårørende psykisk. Læs mere om Maria på hendes hjemmeside igennem.dk.


Vi kan sagtens grine ad det i dag. Højt. Min datter på 19 kan lave en total improvisation af hændelsen, vi alle ler højt af, men også med et anstrøg af ubehag. For det var skræmmende. Skræmmende selv for min mor, der allerede havde været ude for det og oplevet noget lignende – men mindre voldsomt – da jeg var barn.

Hvad er der tale om, tænker du måske? Et blodsukker, der var så lavt, at det var umuligt at få noget i mig. Hændelsen fandt sted uden for lands lov og ret og uden en glucosepen ved hånden. Min datter var 8 år, og hun og jeg var på ferie hos min mor i Frankrig. Jeg var ellers gået i seng med et ok blodsukker og nogle oliven til at bevare det på niveau – og alligevel gik det galt. Meget galt.

Til min historie hører netop de natlige, lave blodsukre. Ret ofte uforklarlige, uden et mønster, uden logik, uden mulighed for at gardere sig. Før indtil for nylig med en Libre Flashmåler og Tresiba  – men fortsat ikke 100 pct.

Og alligevel havde jeg ikke “advaret” min datter. De fleste af os ved, at vi på et tidspunkt skal have snakken om bierne og blomsterne – og for nogle går det lettere end for andre. På samme måde, må jeg erkende, er det med børn af diabetikere og folk med andre kroniske sygdomme, der kan give voldsomme kontroltab og medføre besvimelser, kramper og andre angstprovokerende tilstande – i hvert fald set med børneøjne.

”Du lå jo der, mor, og talte som et lille barn med en mærkelig stemme. Mormor var slet ikke sig selv, og hun slog dig på begge sider af hovedet, fordi du ikke ville drikke juicen. Jeg kunne mærke, at mormor var bange – rigtig bange. Og så løb hun ned for at ringe efter en ambulance, men de forstod ikke, hvad hun sagde. Derfor måtte jeg jo tale til dig og minde dig om, hvor meget du elsker at være i sommerhus med mig og far – og fortælle dig om solen og stranden og himlen og fuglene …”

Noget i den retning lød fortællingen, da jeg efter en alt for lang besvimelse kom til mig selv og kunne koncentrere mig om at tage mig lidt af min datter. Desværre satte hændelsen spor. I lang tid turde hun nemlig ikke være alene med mig, for sæt nu der indtraf en situation som denne igen.

I dag ved jeg, at hvis bare jeg havde haft “snakken” med hende og på den måde havde fået varslet hende om det – måske endda vist hende en lille film eller andet, der kunne visualisere hændelsen og dokumentere, at “alt bliver ok igen” – ville seancen i ødemarken nok have virket mindre skræmmende.

Men ud fra et falsk hensyn (et lille barn skal ikke involveres i den slags) og den evige skam over ikke at være “som alle andre”, havde jeg altså ikke fået talt med min datter om, hvad diabetes også er – nemlig en risiko for at miste bevidstheden og “være og se mærkelig ud”.

I dag er min datter som en blodhund. Hun kan nærmest lugte mit lave blodsukker, før jeg selv eller min måler har mærket det. Hun tør heldigvis også være alene med mig igen. Men den angst, jeg påførte hende, vil jeg altid være så ked af og ønske, jeg kunne tage fra hende.

Så hvis du er diabetiker og forælder til mindre børn, kan jeg kun sige: Tag “snakken” i dag – det kunne være for sent i morgen…


Læs Marias første indlæg: 

Hvorfor lige mig?

Et svar til “Har du haft “snakken” med dit barn?”

  1. Keld Christensen

    Kære Maria.
    Jeg kan kun nikke bekræftende til din oplevelse med Tresiba og Libre. Det er et år siden jeg skiftede fra Lantus til Tresiba. Lantus kunne helt uden forklaring give store udsving og fald i mit blodsukker, specielt om natten. Derfor turde jeg ikke gå i seng uden at mit blodsukker lå på mindst 9,5. Med 9,5 ved sengetid, lå mit blodsukker på ca. 4 om morgenen, så skal der ikke meget til, før det går galt.

    Med Tresiba er blodsukkerudsvingene blevet meget mindre, og det falder ikke nær så meget i løb et af natten. Jeg kan nu gå i seng med et blodsukker på 7,5 uden det giver problemer. Tidligere var jeg meget ofte oppe om natten flere gange om ugen for at spise. I det sidste år med Tresiba har jeg maksimalt været oppe for at spise ialt 15 gange. Det er en stor lettelse. Angsten for de lave blodsukre er blevet mindre, men selvfølgelig ikke helt forsvundet, som du skriver. Det har fjerne en stor del af den bagage, der hele tiden ligger og nager i baghovedet.

    Libre har været en hjælp til at følge blodsukkeret uden at skulle stå op for at tage blodsukker. Er jeg blot halv vågen, rækker jeg hånden ud og stryger Libre ned over armen. En kæmpe lettelse. Alle diabetikere burde hav en Libre.

    Håber snart vi mødes i Odense.
    Keld, en garvet diabetiker

Skriv et svar