Hyldest til en fighter

af

Kathrine da hun blev færdiguddannet i 2017.

Dette blogindlæg er skrevet af Camilla Benkjær Johansen, der er redaktør på Diabetes Stories.


Man kunne meget vel kalde dette blogindlæg for en hyldest. En hyldest til en fighter, som om nogen fortjener den, hyldesten. Fighteren hedder Kathrine. Kathrine er på overfladen ganske almindelig. Hun er 26 år gammel, og kunne sidste år kalde sig færdiguddannet som administrationsbachelor. Hun bor sammen med sin kæreste gennem mere end 4 år i Odense, hvor de har købt hus. Derudover er hun vild med Fifty Shades-bøgerne, hun elsker at gå på café, hun hører ofte Rasmus Seebach på repeat, hun har engang sprunget i faldskærm i Australien, og så er hun ellers en helt almindelig ung kvinde. Og så alligevel ikke. Hun er nemlig noget af en fighter…

Mig og Kathrine i Arto-tiderne 😉

Jeg har kendt Kathrine siden 1997, da vi begge startede i 0. klasse i en lille by i Sønderjylland. Jeg flyttede fra byen, da vi gik i 2. klasse, og vi mistede derefter kontakten. Men takket være internettet og hjemmesiden Arto (may you rest in peace), fik vi kontakt igen efter 5-6 år. Vi har siden da besøgt hinanden, hvilket vi fortsat gør nu, hvor vi begge bor i Odense.

Som så mange andre veninder, går Kathrine og jeg ofte på café, når vi er sammen. Den eneste forskel er, at Holger også skal med. Jeg kalder ham tit for Lange Jan, fordi han er så lang og tynd. Kathrine insisterer dog på at kalde ham for Holger. Lad os vende tilbage til Holger. Derudover har Kathrine altid en taske med, som er proppet med, hvad jeg vil kalde for, ”overlevelses-grej”. Kathrine har nemlig type 1-diabetes. Men det har sjældent fyldt særlig meget. Faktisk så glemmer jeg det nogle gange. Ikke i nogen ond mening, men altså, Kathrine er jo Kathrine – med eller uden diabetes. Kathrine siger ofte, at hun synes, det er dejligt befriende, at jeg ”glemmer” hendes ”små skavanker”, for det betyder jo bare, at det ikke er dem, der fylder for mig.

Jeg husker tydeligt, at hun fik konstateret ”sukkersyge” i 0. klasse. Jeg forstod ikke rigtigt, hvad det var. Til gengæld brækkede hun nogenlunde samtidig begge sine arme (hvem er lige så uheldig?!), hvilket overskyggede det der sukkersyge ret meget dengang. For modsat sukkersygen så var to brækkede arme jo både til at se og forstå. Mine barndomstanker forstod ikke, at mens armene helede igen, var sukkersygen kommet for at blive…

Med tiden fandt man ud af, at Kathrines sukkersyge ikke var det eneste, hun skulle kæmpe med (ja, som om det ikke var nok?!). Men det viste sig, at det faktisk var en anden sygdoms skyld, at hun overhovedet fik konstateret diabetes i første omgang. Denne sygdom hedder DIDMOAD eller Wolframs Syndrom, og den indebærer “en fremadskridende funktionsnedsættelse af især nervesystemet, som bl.a. kan føre til nedsat syn og hørelse, men også af andre organer som bugspytkirtlen og hjertet”.

Kathrine og Holger.

DIDMOAD står altså for Diabetes Insipidus, Diabetes Mellitus, Optikus Atrofi og Døvhed. Dette fører mig tilbage til Holger. Holger er Kathrines blindestok – og partner in crime, vel sagtens. Kathrine er nemlig stærkt svagtseende, hvilket betyder, at hendes syn er blevet dårligere og dårligere med alderen, og at hun i dag kun kan se skikkelser – alt afhængigt af lyset. Ender hun så med at blive helt blind, spørger du? Måske. Men det interesserer faktisk ikke Kathrine. Selvfølgelig kunne det være rart at vide, men når man som Kathrine bøvler med bugspytkirtlen, synet, hørelsen, fødderne, maven og nakken, er det ikke det at blive blind, der afskrækker hende.

Det var det, jeg sagde, hun ér en sand fighter.

Og det er vel heller ikke Kathrine selv, der er hendes egen værste fjende. Det er i høj grad omgivelserne. Igennem hele hendes liv er hun blevet valgt fra af både klassekammerater og veninder. Et eksempel herpå var, da hun lige var flyttet til Odense og var startet på universitetet. Her var hun – ligesom så mange andre nye studerende – til Semesterstartsfest sammen med sine nye studieveninder. Da festen var ved at være forbi, blev de i fællesskab enige om at tage hjem, og de sendte Kathrine med en taxa hjem. Det viste sig dog bare, at de andre piger ikke tog hjem, de blev og festede videre… Og ja, hvad er så værst? De fysiske eller de psykiske knubs?

Kathrine og mig i dag.

For nogle år siden havde jeg inviteret Kathrine hjem til mig på mit kollegium for at fejre min fødselsdag. Kathrine lærer jævnligt nye ruter sammen med sin synskonsulent – dvs. hun lagrer forskellige ruter oppe i sin hjerne, så hun selv kan gå dem uden hjælp (mega sejt, ikke?). Hun havde derfor netop memoreret ruten hjem til mig, og da jeg kommer ud for at hente hende foran kollegiet, står hun forslået, men med et stort smil og en skæv buket i hånden. Hun var væltet (damn you, evige vejarbejde), og havde fået nogle blodige knubs, mens hun i faldet hårdhændet havde holdt fast i buketten. Hendes humør var stadig helt i top, og hun fik sagt ”tillykke” som noget af det første, da jeg så hende…

Og hvorfor så en hyldest? Jeg har ikke skrevet dette, for at folk skal have ondt af hende. Det ønsker hun ikke selv. Jeg har skrevet det, fordi hun er den sejeste, jeg kender.

Og til alle jer, der kæmper hver eneste dag – om det er med diabetes eller noget andet – I er mega seje!

Jeg er i hvert fald fuld af beundring over min veninde, fighteren Kathrine.

3 svar til “Hyldest til en fighter”

Skriv et svar