Kan Libre bestå lakmusprøven?

af

Keld Christensen er gæsteblogger på Diabetes Stories. Han fik diagnosen “sukkersyge” den 26. juni 1956. Det betyder, at han har været med i en meget stor del af den udvikling, der har været i behandlingen af diabetes – og det er disse oplevelser af både nyere og ældre dato, han vil skrive om her på bloggen. I 1982 fik Kelds datter type 1-diabetes og i 1995 kom også hans søn ind i ”klubben”, og for ham var det langt værre, end at han selv var ramt. Som erfaren diabetiker hjælper Keld andre diabetikere og pårørende som rådgiver hos Diabeteslinjen, hvor alle kan ringe og få en snak om livet med diabetes. Se mere om Diabeteslinjen.


Nu har jeg haft Libre i et halvt år. Hvordan gik det så?

I mit indlæg kort efter at jeg havde fået bevilliget min Libre, forventede jeg, at det ville lette min daglige tilværelse meget. Mine forventninger holdt stik. Jeg scanner, før jeg skal køre bil, før jeg går tur med hunden, før jeg skal på indkøb med min kone, før jeg skal vaske bil og i mange andre situationer. Min tilværelse er blevet meget lettere, og min angst for lavt blodsukker er blevet meget mindre, da jeg let kan følge mit blodsukker og reagere på både højt og lavt blodsukker.

 

Den evige balance

Da jeg med Libre får 288 målinger i stedet for som tidligere ca. 15 blodsukkermålinger per dag, er grundlaget for at styre min diabetes blevet meget bedre. Det er blevet lettere at få ”vægten” til at balancere og dermed mindske risikoen for senkomplikationer. Sammen med angsten for lavt blodsukker fylder frygten for senkomplikationer meget i diabetikerens baghoved.

Jeg har fuldstændig vænnet mig til forsinkelsen på 20 til 30 minutter. Jeg er vant til, at tage højde for de aktiviteter jeg er i gang med, og den mad jeg har spist, så det ligger i baghovedet, hvordan det påvirker ”vægten”. Har jeg spist min frokost, og Libre viser 5,2, ved jeg, at 30 minutter senere vil den vise 8,2. Er jeg lige kommet hjem efter en tur med hunden, og Libre viser 8,7, ved jeg, at 15 minutter senere vil den vise 5,7.

Der er usikkerhed på Libres resultater, men det er der også på blodsukkermålernes resultater, så det har ingen mening at sammenligne disse to apparaters resultater.

Jeg har lige været til kontrol på diabetesambulatoriet, og har for første gang i den tid jeg har haft Libre fået målt mit langtidsblodsukker, HbA1c. Så nu er der mening i at foretage en sammenligning. For de sidste 3 måneder viser min Libre et gennemsnitligt blodsukker på 7,4, hvilket svarer til et HbA1c på 46. Diabetesambulatoriets måling af mit HbA1c over de sidste tre måneder viser 47.  Libres målinger ligger meget tæt på de rigtige værdier. Min diabetessygeplejerske siger, at blodprøven lige så godt kunne have vist 46.

Libre bestod lakmusprøven.

Keld en garvet diabetiker


Læs Kelds tidligere indlæg

 

Mit nye liv med Libre

Hvad er værre end at få type 1-diabetes

Pumpe eller pennevenner

Tresiba er min tro “følgepen”

 

 

Skriv et svar