Appelsinen var ikke til at spise efter alle de gange, jeg havde stukket i den

af

I marts kan jeg fejre sølvbryllup med min diabetes. Heldigvis har meget ændret sig, siden jeg fik diagnosen.

Det var en fredag morgen i marts ’92. Skoledagen skulle være usædvanligt kort, fordi en lærer havde jubilæum, og det skulle de voksne på skolen fejre. Så jeg havde glædet mig til at komme i skole, fordi jeg så kunne få tidligt fri.
Jeg havde været sløj en længere periode, da min mor denne morgen insisterede på, at jeg skulle til lægen.

Lægen prikkede en nål hårdt ned i min finger, og førte bloddråben frem til apparatet, der med benhård præcision afslørede, hvad der var galt. Med et blodsukker på 22,5 var der ingen tvivl: Diabetes.

Jeg var mest af alt træt af at misse den korte skoledag.

– Kan det ikke være noget andet, så jeg ikke skal indlægges, spurgte jeg mor, mens vi kørte ind til sygehusets børneafdeling.

Men det kunne det ikke. Jeg blev indlagt, og skulle nu i gang med en noget anderledes hverdag.

Jeg startede med at få insulin 2 gange om dagen. Når jeg skulle have insulin, skulle jeg sætte mig på kanten af sygesengen med bukserne trukket ned. En sygeplejerske nev mig i låret, og stak kanylen ind: “Jeg gider ikke have, at folk rager på mig”, tænkte jeg, og fik lynhurtigt lært selv at tage insulin, så jeg slap for de skrappe sygeplejersker.

Instruktionen foregik på en appelsin.

– Husk at banke luftboblerne ud, instruerede sygehuspersonalet mig, inden jeg stak en lang kanyle ind i den efterhånden slappe appelsin. Den var i hvert fald ikke til at spise efter alle de gange, jeg havde stukket i den.

Til måltiderne var det meget vigtigt at veje maden. Stod der på kostplanen, at jeg skulle have 50 gram rugbrød, så var det 50 gram. Præcis! Hvis der var 5 gram for lidt eller meget, måtte der skæres et hjørne af skiven, eller lægges et hjørne til. Kulhydraterne skulle passe. Det samme skulle fordelingen af fedt, protein og kulhydrater til de enkelte måltider. Var der til formiddag krydset af i boksen “kulhydrat” på kostplanen, så duede det ikke at spise nødder, måtte jeg forstå. Planer var planer, og de skulle overholdes.

Til børnefødselsdage var det vigtigt, at jeg på forhånd vidste, hvad der skulle serveres, og min mor ringede troligt til fødselsdagsbarnets forældre for at høre til menuen. Mor gav også gode råd vedr. kosten, fx at frosne majs var bedre end dåsemajs for et diabetesbarn. Jeg glemmer aldrig dengang, en forælder havde taget dét råd lidt for bogstaveligt, og serveret majs, der ikke var tøet op.

Dengang var der ingen, der ville have bakket op om, at jeg som type 1-diabetiker kunne bestige bjerge, løbe ekstremløb eller gå Caminoen. Heldigvis har meget ændret sig i opfattelsen af diabetes de seneste 25 år. Og heldigvis har det kun ændret sig til det bedre 🙂

2 svar til “Appelsinen var ikke til at spise efter alle de gange, jeg havde stukket i den”

Skriv et svar