Har du talt – sådan rigtigt – med nogen om din diabetes?

af

Maria Holkenfeldt Behrendt er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er 45 år, gift og mor til en datter på 19 år. Hun er autoriseret psykoterapeut og kommunikationsrådgiver samt frivillig på Diabeteslinjen. Hun har haft diabetes, siden hun var 1½ år og som følge heraf mistet meget af sit syn. Hun har i sit arbejde som psykoterapeut specialiseret sig i problematikker inden for invaliderende og kroniske sygdomme – bl.a. diabetes –  og hvordan de påvirker både de sygdomsramte og pårørende psykisk. Læs mere om Maria på hendes hjemmeside igennem.dk.


Jeg ved det godt. Du ved det godt. Og de ved det godt. Diabetes er ikke bare en fysisk sygdom. For rigtig mange går det også hen og bliver en lidelse, der spiller kraftigt ind på psyken i form af utilstrækkelighedsfølelse, forkerthedsfølelse, skam, angst, depression og ensomhedsfølelse.

Præstation, utilstrækkelighed og forkerthed

Rigtig mange af de diabetikere, jeg har i terapi, og som jeg læser indlæg fra her og i andre facebook-grupper, beskriver fx, hvordan sygdommen er forbundet med præstationsangst. Angst for ikke at gøre det godt nok, for de høje blodsukre, for de lave, for de mulige senkomplikationer, for andres bedømmende blikke … Det rammer følelsen af utilstrækkelighed – selv når man får at vide, at ’det hele’ ikke er ens egen skyld. For hvis Ole kan have et langtidsblodsukker på 48, hvorfor kan jeg så ikke?

Dette fører videre til følelsen af forkerthed: Jeg er ikke, som de andre – ikke engang som andre, der også har diabetes.

Ikke som de andre

Og i forvejen føler man sig som diabetiker ikke, som alle andre. Man er bundet til sin sygdom døgnet rundt, dag ud og dag ind, hver uge, hver måned, hvert forår og efterår, hver sommer og vinter. Der er ingen pause. Og sammen med det er der på den korte bane også frygten, fx for de lave blodsukre eller for de høje. Sker det nu midt i et møde, eller mens jeg er ude at løbe? Åh nej, jeg har glemt druesukker, eller jeg er løbet tør for rapid.

Og på den lange bane – angsten for senkomplikationer. Alle de forfærdelige ting, der både kan invalidere én, tage livslysten og -modet fra én, belaste omgivelserne og gøre tilværelsen både kortere og ulidelig at tænke på.

Den diabetiske skam

Og foruden alle de ting – både selve sygdommen, frygten og de følelser, det bringer med sig – kan man blive ramt af en næsten destruktiv skam. Skammen over ikke at være god nok, over at være sin sygdom, mere end man er sig selv, og alt det andet ud over sygdommen. Og med den skam kan følge en depressiv tilstand eller en reel depression.

Og det kan det være svært at tale med nogen om. Svært, fordi man måske ikke føler, at folk omkring én virkelig forstår og kan sætte sig ind i, hvordan det er at have en sygdom som diabetes. Svært, fordi man måske ikke vil belaste sine pårørende med de destruktive tanker, når mørket og lysten til at opgive rammer én. Og svært, fordi man måske slet ikke har nogen at dele det med.

Tal med nogen …

I min praksis har jeg oplevet, hvor angst- og depressionsdæmpende det kan være at have en at tale med. Ligesom jeg selv har oplevet det som diabetiker. At få lov til at tale om al den sorg, skam, vrede og angst, der er forbundet med sygdommen. At give sig selv lov til at føle sig som et offer, men samtidig også at finde en lille smule mening i det meningsløse. At mærke, at man er mere end sin sygdom, selvom den fylder hele ens liv. Og at blive set med kærlige og forstående øjne af en udefra, selvom man indimellem synder og på den måde kommer til at virke selvdestruktiv. Det kan give håb i følelsen af håbløshed.


Læs Marias tidligere indlæg:

Har du haft “snakken” med dit barn?

Hvorfor lige mig?

Skriv et svar