Skotland kyst-til-kyst med diabetes i løberygsækken

af

At løbe 212 km på fem dage virkede som en fuldstændig vanvittig idé. Også når jeg skulle tage højde for min diabetes. Men jeg har lært, at med forberedelse kan meget lade sig gøre, trods diabetes.

For præcis et år siden, begav jeg mig ud på en vild mission, og inden jeg gik i gang, var jeg helt ærligt i tvivl, om jeg kunne gøre det.

Men skulle jeg på daværende tidspunkt beskrive mit liv, var det at tage nogle frie fald, drømme stort, tage chancer og bygge faldskærmene undervejs. Så jeg gjorde forsøget, og det lykkedes for mig at løbe Skotland kyst-til-kyst – 212 km på 5 dage.

Det var noget af det mest krævende, jeg nogensinde havde gjort. Men også noget af det mest givende:

At blive overvældet af det smukke skotske højland, at tale med imødekommende skotter, at sparke til nogle grænser, og ikke mindst:

At sætte mig det sindssyge mål at løbe med diabetes alene tværs over et land på 5 dage og så gennemføre det, på trods af alle grundene til at lade være.

Så da jeg stod ved slutpunktet på den skotske østkyst, var jeg beriget, stolt og begejstret. Og stod med følelsen af på ingen måde at være ved min egen vejs ende. Men blot lige ved begyndelsen på alt det gode, der venter forude.

Hvorfor?

Jeg har altid gerne ville opleve det skotske højland. Se det grønne, det blå, det høje, det lave, det storslåede, det almindelige. Skotland er som rejsedestination meget tilgængelig, bl.a. på grund af sproget, men også skotternes uhøjtidelige omgangsform minder meget om den danske. Det er nemt at rejse dertil, og jeg oplevede det også som nemt at rejse i.

Valg af rute
Jeg fandt turen The John Muir Way på nettet. Det er en vandre/cykelrute, der går tværs over Skotland fra Helensburgh til Dunbar. Flere rejseselskaber tilbyder bagagetransport og overnatning, og jeg valgte en udgave, hvor ruten på 212 km skulle forceres på 5 dage. I mit tilfælde ville det betyde, at jeg skulle løbe i hvert fald det meste af vejen.

Forberedelse til turen

Hvad medbringer man til sådan en løbetur ud over løbesko og løbetøj? I mit tilfælde var der mange overvejelser om, hvor meget, jeg havde behov for af insulin, druesukker og snacks undervejs. Og om hvor lidt jeg kunne nøjes med at tage med i min løberygsæk, fordi al vægt bliver en belastning på så lang en tur. I løberygsækken endte jeg med at have: Druesukker, insulin, blodsukkerapparat, enkelte snacks, penge, diabetes-id og pas, mens resten var i den bagage, jeg fik transporteret fra overnatningssted til overnatningssted. Passet i løberygsækken blev udelukkende medbragt, så jeg havde et ID, hvis noget skulle ske mig. Det har aldrig været en reel frygt for mig, at jeg skulle få så lavt blodsukker, at jeg var ude af stand til at klare mig selv, men jeg havde omvendt heller aldrig prøvet så ekstrem en fysisk udfordring, så ”better safe than sorry”.

Oplevelsen
Nedenfor er uddrag af min rejseblog fra de enkelte etaper.

Dag 0. rejsedag

Har løbet 0 km, men er alligevel smadret efter 12 timers rejse til det vestligste Skotland. Ret begejstret over omgivelserne og mine søde værter på b&b, som i morgen står tidligt op (kl. 7.30!) for at lave havregrød til mig . Ellers står den på mental opladning, før det går løs i morgen

1. Etape: Helensburgh-Strathblane: 40,66 km.

Startede langsomt ud, men fik efterhånden lidt mere fut i fødderne. Holder langsomt pace og mange pauser undervejs. Vejret er fint, skotterne søde og omgivelserne fantastiske 🙂

2. etape: Strathblane-Falkirk – 37,6 km.

Løb på flot og flad sti og en lille smuttur til Falkirk Wheel. Vejret er omskifteligt, men bentøjet og humøret er godt ☺ Derefter: Meget lang restitution i badekarret på hotelværelset.

3. etape: Falkirk – South Queensferry: 42,92 km.

I dag var en personlig sejr for mig. Ikke pga distancen eller tiden, men fordi jeg kunne finde vej. Det lyder måske latterligt, men jeg er dårlig til at finde vej, og det stresser mig på de lange ture, hvis jeg er “lost”. Men i dag lykkedes det at komme fra A til B helt uden af kigge på kort eller Google Maps, som i øvrigt sjældent er mulig at få forbindelse til her på turen.

4. etape: South Queensferry- Port Seton: 45,1 km.

Flot tur, som blev forlænget af, at jeg mistede mit blodsukkerapparat. Brugte en time på at lede ude på ruten, og to timer på at skaffe et nyt i Edinburgh. Benene er trætte og ømme, og jeg har en kæmpe trang til en Pepsi Max 🙂 I morgen venter sidste og meget lange etape.

5. etape: Port Seton – Dunbar:


Mål 🙂

2 svar til “Skotland kyst-til-kyst med diabetes i løberygsækken”

  1. Gunhild Frederiksen

    Trine Thomsen.
    Din fortælling her er så inspirerende og positiv, at jeg kunne ønske selv at tage på sådan en tur, men det er vist urealistisk p. g. a. min alder og div. skavanker som følge af bl. a. diabetes 2.
    Tager du evt. ud og holder foredrag om dine turer og erfaringer, for så vil jeg gerne vide det. Jeg synes, at du er rigtig god til at fortælle “dine historier” og synes, at de burde komme længere ud end til diabetesbloggen.
    Glæder mig til at “høre”/læse mere fra dig.
    Hilsen
    Gunhild Frederiksen

  2. Kære Gunhild.
    Tusind tak for din kommentar. Det gør mig helt glad og rørt 🙂
    Jeg holder foredrag om at “bestige fysiske og mentale bjerge med diabetes” både for behandlere og for patienter, pårørende og andre, som kunne være interesserede.
    Jeg har ingen foredrag i kalenderen pt., men er altid åben over for at tage ud og fortælle 🙂
    Hav en god dag.
    Kh. Trine

Skriv et svar