Et er søkort at forstå, noget andet er skib at føre

af

Keld Christensen er blogger på Diabetes Stories. Han fik diagnosen “sukkersyge” den 26. juni 1956. Det betyder, at han har været med i en meget stor del af den udvikling, der har været i behandlingen af diabetes – og det er disse oplevelser af både nyere og ældre dato, han vil skrive om her på bloggen. I 1982 fik Kelds datter type 1-diabetes og i 1995 kom også hans søn ind i ”klubben”, og for ham var det langt værre, end at han selv var ramt. Som erfaren diabetiker hjælper Keld andre diabetikere og pårørende som rådgiver hos Diabeteslinjen, hvor alle kan ringe og få en snak om livet med diabetes. Se mere om Diabeteslinjen.


Det er hyggeligt og ofte givende at tage til kontrol på diabetesambulatoriet. Jeg har haft den samme diabetessygeplejerske og diabeteslæge i mange år. Nu går min diabeteslæge desværre på pension, det bliver et savn. Med mine mange års erfaring og med gode råd fra min diabetessygeplejerske, skal det nok gå. De er begge gode samarbejdspartnere, ja nærmest venner, men mon ikke jeg får en ny fornuftig diabeteslæge. Vi skal bare lige lære hinanden at kende.

Hvordan hjælper mit sundhedsfaglige personale mig med at leve med min diabetes?

Sker der noget nyt inden for diabetesbehandlingen, eller får jeg problemer med min diabetes, kan jeg altid hente hjælp og vejledning hos mit sundhedsfaglige personale. De kan fortælle mig, hvordan mit HbA1c ligger, og hvordan væsketallene og statinekontrollen ser ud. Hvis der er problemer, kan de give gode råd om, hvordan jeg løser problemerne.

Det er helt centralt, at det sundhedsfaglige personale forstår alt om, hvordan ”søkortet” ser ud. De kan fortælle, hvor de ”undersøiske skær” befinder sig, og hvordan jeg i teorien kan komme uden om ”skærene”. Er bølgerne i blodsukkeret for høje, kan de forslå ændringer i medicin, mad eller motion. Alle disse råd kan de give mig så længe ”skibet ligger ved kaj”.

Et er søkort at forstå…

Men når jeg forlader diabetesambulatoriet med alle de gode råd, er det mig, der står alene ved ”roret og skal føre skibet” gennem dagligdagen og alle andre situationer. Pludselig bliver bølgerne højere end forventet, skærene bliver højere eller har flyttet sig. Kroppen reagerer ikke altid, som den plejer på insulin, mad og motion. Hvordan insulinen og kulhydrater bliver optaget i kroppen, afhænger af den situation jeg befinder mig i. Er jeg stresset, er jeg på vej ud i en infektion, har jeg det psykisk ikke godt og meget andet.

Det er ikke til at forudsige, hvad der sker i de forskellige situationer. Det er kun mine egne erfaringer, der kan sikre, at jeg kan ”føre skibet” uden om alle skærene og gennem stormene, og dermed komme sikkert i havn med skibets last. Det kommer forhåbentligt ikke til at gå som på billedet, hvor en mand skal gå planken ud.

Det er både en fordel og en ulempe. Det ville da være dejligt at kunne drøfte alle problemerne med mit sundhedspersonale, men det er min diabetes, og det er mig, der skal forstå, hvordan jeg kommer sikkert i havn. Jeg vil selv bestemme, hvor rejsen går hen, men har selvfølgelig alle de gode råd liggende i baghovedet.

… noget andet er skib at føre.

Sundhedspersonalet, forstår søkortet, og jeg er blevet rimelig god til at læse søkortet. Får jeg nye råd, som jeg ikke forstår, bliver jeg ved med at spørge, indtil jeg forstår dem og kan bruge dem på min videre sejlads. Det er kun mig, der kan føre skibet, ikke sundhedspersonalet.

Keld, en garvet diabetiker.


Læs Kelds tidligere indlæg:

Kan Libre bestå lakmusprøven?

Hvad er værre end at få type 1-diabetes?

Pumpe eller pennevenner?

Tresiba er blevet min tro ”følgepen”

Mit nye liv med Libre

Skriv et svar