Mit første insulinchok…

af

Mit første insulinchok skete kort tid efter jeg havde fået konstateret diabetes… Jeg var 12 år gammel, og havde allerede der, en ret ureguleret diabetes.

Jeg vågnede som jeg plejede, tog min insulin en ½ time før min morgenmad, og alt var tilsyneladende fint. Min bror og jeg sætter os til bords, og begynder at hælde havregryn op på tallerkenen… Normalt ville han putte sukker på og jeg putte mit SødStrø på… Men denne morgen tager jeg sukkerskålen og begynder at hælde masser af sukker på… Min bror kigger forskrækket på mig og siger “Ditte Marie – du må da ikke spise sukker…”?

Herefter husker jeg intet, men vågner pludselig op i et mareridt… Min mor står rystende og grædende med telefonen i hånden og taler med ambulancen… Køkkenet flyder med glasskår, mælk og havregryn – som var der sprunget en bombe… Min lillebror skriger og græder ude i gangen, mens vores nabo desperat prøver at berolige ham… Og jeg er klisteret til i honning… Ambulancen kommer og jeg ryger på sygehuset… Min bror græder og løber efter…Men han skal jo i skole og ingen tager sig rigtig af ham…

Jeg havde fået et insulinchok, men efter læger og sygeplejerskernes beskrivelse af et sådant, ville jeg blot “besvime” og man ville let som ingenting kunne give mig glykogen-pennen, og jeg ville blive klar igen… Ingen havde fortalt os, at nogle patienter bliver udadreagerende, voldsomme og kunne gå i kramper… Så vi var slet ikke forberedt på dette…

Jeg fik det jo hurtigt godt igen, men chokket har siddet i mig lige siden… Jeg har udviklet en angst for lave blodsukre, og jeg bliver dybt angst ved føling. Dette har så bevirket, at jeg ved føling føler jeg mister al kontrol… Og at jeg bliver “bange” og nærmest vred på min diabetes. Det gør, at jeg føler mig styret – at jeg ikke selv bestemmer – og jeg bliver tvunget til at handle, og gøre noget, jeg ikke selv har lyst til – spise eller drikke…

Jeg vil SELV bestemme – og jeg føler, at JEG mister mig selv og min “egen fri vilje” – og jeg bliver ekstremt vred og frustreret over at have diabetes…

Jeg har siden dengang – for ca. 21 år siden, haft et alt for højt HbA1c… Og jeg er sikker på, at det er en følge af min angst for lave blodsukre og tab af kontrol…

Derudover har det haft store konsekvenser for mine pårørende. De blev jo meget forskrækket og havde slet ikke forestillet sig, at det ville foregå sådan… Min lillebror var meget berørt af det, og har nok lidt af angst lige siden… Han tør knapt nok, den dag idag, at være alene med mig… Jeg føler mig skyldig og ked af det, for jeg har jo aldrig ønsket, at påføre ham eller nogen anden, dette chok og denne angst… Desuden føler jeg, at vi blev svigtet af “systemet” – da vi aldrig er blevet tilbudt hjælp eller støtte… Nok havde jeg fået diabetes, men det er jo ikke kun den enkelte, der bliver ramt – men i høj grad hele familien også…

Mit budskab med dette opslag er nok blot at skabe fokus på insulinchokket, men samtidig også på de pårørende omkring – og hvor vigtigt det er, at alle omkring den syge, får hjælp og støtte til at bearbejde en sådan oplevelse… For det er som sagt, ikke kun den enkelte, der rammes…

Pas på jer selv derude – og husk at tale om tingene sammen ❤

4 svar til “Mit første insulinchok…”

  1. Jytte Mølholm

    Hej jeg forstår jer så godt.
    For 2 1/2 år siden, fik min mand et insulinchok. Jeg vågnede ved at han stønnede og han var gået i krampe. Det var umuligt at komme i kontakt med ham, kan lå med udspilte øjne og stirrede ud i luften. Jeg forsøgte at kalde på ham og smører honning i hans mundhuler, dog uden resultat. Jeg ringede 112 samtidig med at jeg løb over til naboen efter hjælp. Ambulancen og lægebilen kom og han blev behandlet. Da jeg spurgte lægen om , hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var vågnet op,svarede han, at så havde han nok ikke overlevet.
    Insulinchokket skyldtes at min mand havde depoter af insulin under huden, der så havde udløst sig på en gang.
    Jeg har haft problemer med at sove, har ligget vågen og lyttet til ham,jeg har været bange for at det skulle gentage sig.
    Dertil skal siges, at min mand nu måler hans BS inden han skal i seng.
    Jeg forstår så godt de bekymringer I har haft

  2. Ditte Marie

    Hvor var det godt at du vågnede og kunne hjælpe din mand. Men. Hvor lå det have ret en hård oplevelse, og forstår din bekymring og angst efterfølgende… Vigtigt at du får talt om det, og bearbejdet den angst der følger en sådan oplevelse. Alt det bedste og tanker til dig.

  3. Knud Rosing

    Jeg har prøvet præcist det samme – med efterfølgende angst for lave BS, og deraf følgende langtids BS, det skete for 25 år siden, først nu er jeg blevet fri for angsten og jeg skriver 2018.
    Jeg er kommet på tresiba og fiasp og nu er alt helt normalt 🙂
    Jeg rejser en del og meget på tværs af tidszoner primært 4- 6 timer sommetider 8-10 timer, tresibaen og fiaspen i samarbejde med steno har givet mig en friere liv både privat og arbejdsmæssigt 🙂

    • Ditte Marie Birch

      Et glad for at høre at du nu har det bedre Knud. For ja, det kan virkelig sætte angsten for lave blodsukre igang.
      Er glad for at det fungerer med Tresiba og Fiasp.
      Ønsker dig alt held og lykke.

Skriv et svar