Hvordan handler du som pårørende til en type 1-diabetiker i en nødsituation?

af

Kathrine Louise Nielsen er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er selvstændig tekstforfatter ved klncopywriting.dk og gift med Jakob, som har haft type 1-diabetes i over 20 år. De kendte ikke hinanden, før han fik type 1-diabetes. Jakob griner højt og ofte, fordi han mener, at det er den bedste måde at leve med sin diabetes. Og så deler han gerne alt for mange tekniske detaljer om sin diabeteshistorie, kulhydrattælling, insulintyper og røverhistorier til alle, der spørger. De bor sammen i Toronto i Canada. Kathrines blogindlæg tager udgangspunkt i hendes egne erfaringer som pårørende til en type 1-diabetiker med insulinpumpe.


Jeg ved, at nogen af jer, der læser med herinde eller følger med på Diabetesforeningens Instagram, har oplevet forskellige nødsituationer med type 1-diabetes:

I de cirka 5 år, jeg har kendt Jakob, har jeg ikke oplevet nogen nødsituation, der kommer i nærheden af ovenstående. Og jeg har stor respekt for jer, der klarer sig igennem det.

Men for en måneds tid siden fik jeg en slem forskrækkelse, da dette skete:

Da en vandretur udviklede sig til en nødsituation

Dette billede af Jakob og mig er taget på en vandretur i påskeferien, hvor vi spiser frokost ved en bæversø oppe i det nordlige Ontario her i Canada (det forklarer hamsterkinderne). Det ser fredeligt ud, men en time senere befandt vi os i en nødsituation.

Jakob havde som sædvanlig masser af æblejuice, druesukker og frugt med i rygsækken, og vi har været på vandretur før uden problemer.

Men på vej ned ad en iset sti glider Jakob og lander lige på insulinpumpen. Den stopper med at virke, og en alarm går i gang. Seriøst, den lille maskine kan bippe som ind i helvede.

Der er helt stille i skoven; vi kan kun høre alarmen og Jakobs fingre, der forsøger at taste liv i knapperne. Uden held. Den er stoppet med at give insulin.

Vi har ikke telefonsignal. Vi er 2 timer væk fra Toronto og Jakobs læge. Og Jakob har ikke ekstra insulinpenne med (vi var nemlig kun væk et par dage). Hvis hans blodsukker besluttede sig for at stige, ville han ikke kunne få det ned igen.

Lyt, støt, spørg – og vær der

I den nødsituation blev det tydeligt, hvor fuldstændig magtesløs du kan føle dig som pårørende. Det nytter ikke at ringe efter en læge eller en ambulance – hvad skulle de hjælpe? Hvis Jakobs blodsukker steg, så steg det. Vi skulle selv fikse det. Og det gjorde vi også

Vi kom ud af skoven, fandt et telefonsignal, Jakob fik fat i Medtronic, og efter 2 timers kørsel ad Nordamerikas travleste motorvej var vi hjemme i Toronto til Jakobs reserve-insulin. Hans blodsukker lå fint hele vejen hjem, og han fik leveret en ny insulinpumpe fra Medtronic dagen efter. Der skete altså ikke noget, bortset fra at hans gamle pumpe stoppede med at virke.

Jeg havde lyst til at tude hele vejen hjem i bilen, fordi jeg var bange, men dirigerede på gps’en i stedet og roste ham for at være sej. Jeg sørgede for at få ham til at snakke meget af vejen, så jeg også kunne lytte efter, om han fik lavt blodsukker. Det var det eneste, jeg kunne gøre i den situation.

Type 1-diabetikere er nemlig selv ansvarlige for deres behandling 99% af tiden og ansvarlige for at reagere rigtigt i nødsituationer.

Det er så vanvittigt über-menneskeligt, at det er lige til en Marvel-film.

Det eneste, du kan gøre som pårørende, er at lytte, støtte, spørge, undgå panik – og bare være der 🙂


10 Instagram-profiler, der er sjove at følge, hvis du har type 1-diabetes eller er pårørende

Hvilke spørgsmål er egentlig gode at stille type 1-diabetikeren, når du er udenforstående?

6 lavpraktiske tips til dig, der lever sammen med en type 1-diabetiker

Læs flere af Kathrines Louise Nielsens indlæg

Skriv et svar