Hvordan jeg lærte værdien af online diabetesgrupper

af

Christel Ørum har haft type 1-diabetes siden 1997. Hun er vokset op i Danmark, men bor nu i Californien med sin danske mand. De driver sammen DiabetesStrong.com, en hjemmeside om diabetes, træning og sundhed. Christel arbejder også som online diabetescoach med klienter fra hele verden.


Da jeg boede i Danmark, var jeg aldrig en del af nogen diabetesgrupper – hverken online eller i mit lokalsamfund. Ikke fordi jeg havde noget imod de grupper, der eksisterede, jeg kendte dem bare ikke og følte ikke noget specielt behov for aktivt at opsøge andre diabetikere.

Jeg har altid været meget selvstændig, når det kommer til mit liv og min diabetespleje. Jeg var aldrig så god til at bede om hjælp eller input, selv når jeg vidste, at jeg havde brug for det. Dette ændrede sig, da jeg flyttede til USA og begyndte at blive meget seriøs omkring min træning og kost.

Som en måde at dokumentere min udvikling inden for fitness, startede jeg Diabetes Strong, en blog hvor jeg skrev om, hvordan jeg styrer motion og mad med type 1-diabetes. I begyndelsen var det hovedsageligt en blog for mig selv (en slags online dagbog), men også noget jeg startede, fordi jeg ikke kunne finde god information online omkring diabetes og styrketræning. I dag er det mit fuldtidsjob.

Gennem Diabetes Strong blev jeg en del af det online diabetes-samfund!

Jeg fandt ud af, at der er over 100 grupper for folk med diabetes bare på Facebook. Der er grupper for kvinder, forældre, atleter, ”foodies” og meget mere. Jeg startede selv min egen Facebook-gruppe for mine læsere og alle andre interesserede i sundhed, motion og diabetes.

Min Facebookgruppe har nu over 12.000 medlemmer, og den ​​kærlighed og støtte jeg ser folk i gruppen give hinanden, glæder mig hver eneste dag. Samspillet mellem mennesker fra hele verden, der lever med type 1, type 2 og andre former for diabetes som LADA, har åbnet mine øjne for værdien af online-grupper for folk med diabetes.

Selv om vi alle er forskellige, og tackler vores diabetes forskelligt, kan vi næsten altid finde andre online, der har været igennem lignende oplevelser, til det vi står over for. Bare at vide at du ikke er alene med dine udfordringer, og at andre har været i dine sko (eller lignende sko), kan gøre en verden til forskel. At tale (eller chatte) med nogen, der ”forstår dig ”kan ofte gøre en dårlig dag bedre.

Jeg elsker det samfund, jeg har været med til at opbygge online, og jeg nyder også at deltage i andre diabetesgrupper. Men jeg har også forladt nogle grupper, fordi jeg ikke følte, at de passede til mig. Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvad der hjælper dig og giver dig energi, og hvad der ikke gør. Der er så mange gode grupper online, at du altid kan finde en, der passer til dine behov og dit temperament.

Hvis du læser dette, ved du måske allerede at online diabetesgrupper eksisterer, og du er måske allerede involveret. Men hvis ikke, anbefaler jeg stærkt, at du som minimum undersøger, om de er noget for dig. Du behøver ikke at være særlig aktiv i begyndelsen, hvis du ikke har lyst. Det er ok bare at observere og læse, hvad andre skriver.

Hvordan finder jeg en online diabetesgruppe?

Jeg synes, Facebook er det bedste sted at starte. Du kan bare søge på ”diabetes” og så vælge ”grupper”. Der er mange både danske og internationale grupper at vælge mellem. Meld dig ind i et par stykker, og se hvilke du kan lide.

Instagram

Instagram er en sjov platform, hvor du kan få et glimt af, hvordan andre mennesker tackler deres diabetes. Du interagerer ikke med en stor gruppe, som du gør på Facebook, men det er en mulighed for at møde enkeltpersoner på en uformel måde og lære dem lidt at kende.

Det gode ved Instagram er, at det er meget nemt at finde andre med diabetes. Du søger simpelthen efter hashtaget #diabetes. Når du begynder at “like” diabetesrelaterede indlæg, begynder Instagram automatisk at anbefale lignende profiler.

Da det er en mere uformel platform, er dette sandsynligvis ikke det sted, hvor du får de dybe forbindelser, du kan få på andre sociale medier, men det kan være sjovt og informativt.

Bemærk: Fordi folk kun viser en meget lille del af deres liv på Instagram (ofte de bedste dele), kan Instagram-profiler undertiden vise et lidt ensidigt billede af, hvordan det er at leve med diabetes.

Twitter

Det internationale diabetesmiljø er meget aktivt på Twitter og bruger ofte hashtaget #DOC. Der er flere diabetes ”Twitter-chats” hver uge, hvor folk diskuterer relevante emner. Det er også en meget aktiv platform for diabetes non-profits og politiske organisationer, hvis du er interesseret i at komme ind i den slags.

Jeg håber, mit indlæg har givet dig lidt information om online diabetesgrupper og inspiration til måske at deltage i nogle. De har gjort en stor forskel i mit liv, og jeg kan kun anbefale at se, hvad de har at byde på for dig.


Læs om andres erfaringer med motion:

Nu tager jeg mig sammen !!!

Walk it off !!

Kan man bestige bjerge med type 1 diabetes? Er du rigtig klog? Er det ikke farligt?

Skriv et svar