Min diabetes er en udfordring, men ikke en forhindring for at gøre det, jeg gerne vil

af

Sæsonens første udenlandske vandretur var en solopgangsvandring til udsigtspunktet Preikestolen i Norge.  Her er tips til, hvordan du selv kommer til toppen med diabetes i rygsækken.

Preikestolen er i udgangspunktet en lille bjergbestigning på i alt ca. 500 højdemeter ved Lysefjorden i det sydvestlige Norge. Min kæreste og jeg var med på en af sæsonens første guidede solopgangsvandringer.

Når solen står tidligt op, må man tidligt ud af fjerene – så tidligt, at mange andre endnu ikke er gået i seng. Vi blev afhentet ved hotellet i Stavanger kl. 00.50, og kørt ud til startpunktet på vandreturen.

Forud for vandreturen skulle hver deltager udfylde et helbredsskema. Grundlæggende er det et skema, hvor man angiver, om man har sygdomme, som kan have indflydelse på ens vandring. Ofte er sedlen en ansvarsfraskrivelse for udbyderen af en aktivitet, hvor man som deltager skriver under på, at hvis der sker noget, kan man ikke sagsøge udbyderen. På sedlen kunne man krydse af, om man havde allergi, luftsvejslidelser eller fysiske skavanker. Intet felt om diabetes. Jeg valgte alligevel at skrive diabetes type 1 på sedlen, og jeg sagde til guiden, at jeg havde skrevet diabetes på min seddel, men at jeg havde styr på det, og der ikke var noget, han skulle bekymre sig om.

Inden vandringen målte jeg blodsukker og spiste en bolle, for min erfaring siger mig, at der bruges rigeligt med kulhydrater på sådan en tur.

 

Guiden introducerede ruten. 4 km hver vej.

-Det tager ca. 3 timer op og 1,5 time ned, sagde guiden, og jeg tænkte, at det kunne da ikke passe, at det ville tage så lang tid, når ruten ikke var længere. Men det gjorde det.

Turen opad var i mørke, så pandelamperne var tændt, og der blev brugt en del tid på at orientere sig mod de refleksstandere, som markerede ruten. Selve ruten består primært af store sten i forskellige former og højder, og det er som at gå på en stor, ujævn trappe det meste af vejen. Jeg går aldrig med vandrestave i Danmark, men i ujævnt terræn og på bestigningsture er de et must. Det samme er støvler, der støtter om ankerne. Hvis du ikke har vandrestøvler, kan gode vinterstøvler bruges i stedet.

Som vi nærmede os toppen, blev der mere og mere lyst, og det blev nemmere at orientere sig i det bjergrige landskab. Klokken 5.30 stod vi på tinden af Preikestolen og kunne skimte gennem tågen ud over Lysefjorden. Gruppen på i alt seks personer var de eneste på udsigtspunktet på dette tidspunkt, og der var helt stille. Guiden skænkede hjemmelavet the, og pulsen, der havde været høj på turen opad, faldt til ro.

Følelsen ved at stå på en bjergtop er den samme hver gang. Jeg føler sejren ved at have kæmpet og opnået et mål. Glæden ved at have sparket til alle mulige tvivl, om hvorvidt jeg kan gøre det, jeg vil. Og roen ved at mærke, at alt er godt, og jeg er lige præcis dér, hvor jeg skal være.

Men hvad der går op, må også gå ned i bogstavelig forstand. Når man står på en bjergtop, kommer ingen og henter én ned igen. Og hvor opturen kræver muskelkraft, kræver nedturen koncentration for ikke at falde, og jeg har altid hadet at gå nedad. På toppen af Preikestolen var det for koldt til at måle blodsukker. Blodsukkerapparatet virker ganske enkelt ikke i kulden, så selvom jeg havde blodsukkerapparatet med på vandreturen, måtte jeg i stedet følge min intuition og erfaring, og spiste en halv pakke druesukker inden nedturen, og en halv pakke undervejs.

Da vi nåede ned, spiste vi brunch på en restaurant i bunden af vandreruten. Jeg målte blodsukkeret til 4,0, indtastede forventet antal kulhydrater i bolusberegneren på blodsukkerapparatet og gik ellers i gang med at spise af lækkerierne. Blodsukkeret var i den lave ende resten af dagen samt dagen efter, hvilket jeg kender fra tidligere vandreture. Så jeg har altid ekstra druesukker med til de efterfølgende dage, og har aldrig oplevet problemer.

Min erfaring er derfor, at det meste kan lade sig gøre med lidt ekstra planlægning: Ekstra druesukker og flere målinger af blodsukker end sædvanligt. Og så er det ellers bare med at komme afsted og få krydset ting af på min ”bucket list”, for nok er min diabetes en udfordring, men det har ikke været en forhindring for at gøre det, jeg gerne vil.

 

 

 

Skriv et svar