Det er nu egentlig OK at have diabetes

af

Emilie Tromholt er 33 år og har haft diabetes siden 2005. Hun er gift, og har en datter på 5 år. Hverken Emilies mand eller datter fejler noget – til gengæld lider Emilie også af cystisk fibrose. Hendes diabetes er en følgesygdom hertil, og er derfor en blanding af type 1 og type 2. Den minder dog mest om type 1. Til daglig arbejder Emilie som konsulent, og i fritiden nyder hun tid med familien og at rejse. Emilie driver også bloggen mestudaflivet.dk, hvor hun blogger om, hvordan hun lever med en kronisk sygdom, men samtidig nyder livet, og får så meget ud af det som muligt.


Da jeg fik diabetes, havde jeg allerede én kronisk sygdom; den livstruende sygdom cystisk fibrose, som jeg er født med. Jeg er derfor vant til at være syg, til at tage hensyn (til mig selv), til at tage medicin, til at have gode dage og dårlige. Jeg er vant til at være syg, til altid at skulle forklare og til at (forsøge at) leve et helt almindeligt liv alligevel. Så man skulle tro at en lille sygdom fra eller til ikke gjorde den store forskel. Men dét gjorde det. Da jeg i 2005 fik konstateret diabetes kom det som en chok for mig. Fordi det er en kendt følgesygdom til min cystiske fibrose, er jeg blevet testet for det én gang om året, så længe jeg kan huske. Min diabetes blev opdaget til et af den slags rutine-tjek og var altså ikke noget, som jeg selv havde i tankerne, at jeg måske fejlede. Jeg var lige flyttet hjemmefra, var i gang med 1. år på mit studie på CBS og var lige startet som vejleder, så det var ikke just et godt tidspunkt at få revet tæppet væk under sig. Men er det nogensinde det?

Jeg havde skrevet 3.G opgave om diabetes, min morfar havde type 2-diabetes, min far arbejder med diabetes, og alligevel kendte jeg intet til, hvordan det er at leve med sukkersyge. Det var en helt ny verden, som det ærlig talt har taget mig flere år at lære at kende. Der var så meget, som jeg skulle lære i starten. Hvad måtte jeg spise – og hvad måtte jeg ikke spise? Hvordan tager man insulin, og hvor meget skulle jeg tage pr. gang? Hvad betyder højt og lavt blodsukker? Hvordan føles de to, og hvad gør man ved dem? Hvad betyder de tal, man måler på sin blodsukkermåler? Og hvordan lærer man ikke at gå psykisk ned, når man en gang i mellem måler et blodsukker over 20 (dén kæmper jeg stadig lidt med). Det første år var hårdt, derefter fulgte et par år, hvor jeg lærte mere og blev bedre til at være diabetiker, om man så må sige, men det er først de sidste par år, at jeg virkelig er gået op i hvad der er god og hvad der er dårlig mad for mig. Her 13 år efter er jeg blevet klogere – meget klogere, og især siden jeg var gravid med min datter i 2012/2013, har jeg i høj grad reguleret min sukkersyge ikke kun med insulin, men også med mad. Jeg ved godt, man siger, at man som diabetiker må spise alt, bare man tilpasser sin insulin dertil. Men det er ikke dét værd for mig at spise en pose slik. Det er simpelthen umuligt for mig at komme i “mål”: hvis tager jeg “nok” insulin til slikket, får jeg lavt blodsukker kort tid efter, og tager jeg ikke nok ender mit blodsukker på langt over 20. Så vil jeg hellere undvære og have et (lidt mere) stabilt blodsukker. De fleste dage spiser jeg f.eks. også morgenmad, som jeg ikke behøver insulin til, f.eks. skyr med kerner og frø, chiagrød eller rugbrød med æg. Det giver den bedste start på dagen, synes jeg, og en dag der starter med godt blodsukker, bliver i reglen bedre (blodsukker-mæssigt) end dage, hvor det starter højt. Helt oprigtigt savner jeg hverken is, chips, sodavand, slik eller kager. Kun chokolade ville jeg ikke kunne leve uden, så det spiser jeg – og nyder. Der er også, relativt set, en lavere sukkerkoncentration i chokolade end i slik og kage.

Fordi jeg er født med cystisk fibrose, har jeg altid primært været en CF’er – der så lige havde diabetes oven i, meeen trods alt primært en CF’er. Dem er der ikke så mange af i Danmark, og det er ikke en særlig kendt sygdom. For et par år siden begyndte jeg at søge lidt på Instagram om diabetes, og pludselig fandt jeg ud af, jeg ikke var alene. Det lyder måske dumt, men jeg havde ligesom ikke set mig selv som 100 % diabetiker før, men pludselig gik det op for mig, at der jo er tusindvis af os derude. Og at jeg har noget tilfælles med andre diabetikere. Selvom alle jo har forskellige historier, har vi alligevel noget tilfælles. Det er en rar følelse, synes jeg, og har hjulpet mig de sidste par år. Ikke mindst i min kamp for at acceptere, at ikke alle mine blodsukkermålinger kan ligge mellem 4 og 10. Jeg synes, det er rart at have en sygdom, som mange har hørt om, når man siger til nogen, at man har sukkersyge, siger de “nåår ja, okay”. Og selvom de måske ikke har den fjerneste idé om, hvad det reelt vil sige at have diabetes, så ved de alligevel, at det er noget med sukker, noget med insulin, og at det er en kendt sygdom. Det er dejligt nemt at have med at gøre. Det er okay at have diabetes. Trods alt.


Læs også:

Gør det mig til mindre diabetiker end andre?

Øjenoperation

Hyldest til en fighter

Hvad er værre end at få type 1-diabetes?

Skriv et svar