Diabetikeren, der ville være pilgrim

af

Ane Haahr Andersen er 33 år og uddannet folkeskolelærer. Hun underviser 1. og 2. klasse i blandt andet matematik og musik. Og så spiller hun keyboard og synger i et band, og er for nyligt begyndt at spille guitar. Hun elsker desuden at rejse nye steder hen. Ane har haft type 1-diabetes siden 2001. Hun synes ikke altid, det er så nemt at passe ind i de kasser og typer, der hurtigt opstilles omkring diabetikere, og gør derfor, hvad hun kan, for at finde sin egen vej ind og ud af de forbehold, hun ikke kan komme udenom med en kronisk sygdom. I 2008 fik hun insulinpumpe, og selvom hun helst var foruden at have den til at sidde og fylde, er hun ret begejstret for den frihed, det giver på alle mulige andre områder.


Jeg ville gerne ud at gå. Sådan rigtig langt og gerne i lang tid. Det var sådan, det startede. Drømme kan man altid, men jeg kunne ikke få det ud af hovedet, og fik i stedet en veninde med på ideen. Vi undersøgte flere muligheder, men tanken om at gå fra by til by med oppakning og mulighed for at overnatte på små lokale herberger var tillokkende.

Det viste sig, at der findes flere caminoer. Fælles for dem er, at de allesammen slutter i den spanske by Santiago de Compostela. I gamle dage gik folk caminoen af religiøse årsager. I dag har de alle mulige grunde, men det er populært at være pilgrim. Den camino, de fleste går, kaldes den franske camino, fordi den starter i Frankrig og går ind gennem Spanien. Der findes også en “Camino del Norte” – den nordlige camino, som er knap så varm og knap så turistet, som den franske – det tiltalte os, så den tog vi.

Kan jeg mon det?

Jeg har haft diabetes siden jeg var 17 år, og kan ikke sige mig fri for, at bekymringen altid rammer mig lidt, når jeg skal prøve noget nyt og krævende: Kan jeg mon det, når jeg har diabetes?

Man kan være diabetiker på mange måder. Jeg er det på den stædige og egenrådige måde, og det er på godt og ondt. Jeg har opdaget, at jeg ikke bare kan lade som om, jeg ikke er diabetiker, men jeg forsøger at være det på en måde, så jeg ikke føler mig som diabetiker. Jeg vil hellere bare være Ane. Og jeg ville gerne prøve at være pilgrim. Omend en lidt bekymret en af slagsen.

Jeg pakkede derfor nåle, slanger, teststrimler og en kæmpe mængde druesukker, investerede i noget praktisk tøj og nogle vandrestøvler og lånte mig til lidt ekstra friluftsudstyr. Insulinen skulle selvfølgelig også med. Jeg googlede lidt, og investerede så i en “Frio køletaske til insulin”, som jeg fandt det sted, jeg bestiller nåle fra. Det er en løjerlig lille taske, med små gelkugler, der bliver bløde, når de lægges i vand, og hermed kan holde insulinen koldt i op til 48 timer. Mærkeligt – men smart.

Rookie mistake

Vi brugte i virkeligheden to somre. Jeg måtte stoppe efter en uge den første gang. Ikke på grund af min diabetes. På grund af de forkerte vandrestøvler og dermed for mange smerter og for meget bøvl med fødderne. Det viste sig at være en rookie mistake, det med støvlerne. Selvfølgelig skal de gås til. Og hvorfor jeg ikke havde gjort det, kan jeg ikke forklare med andet end: “Jeg syntes vel ikke, at jeg havde tid”. Dumt. 

Min første sommer som pilgrim sluttede derfor meget hurtigere, end jeg havde lyst til. Jeg nåede dog at blive fuldstændig grebet af livet på den nordlige camino, og var derfor mere end lykkelig, da veninden spurgte, om vi skulle give det et skud til den følgende sommer.

Klar igen – mere end klar

Denne gang gjorde jeg, som jeg skulle: Købte et par nye vandrestøvler i god tid, og gik dem til. Pakkede det samme som sidste år, minus de ting, jeg ikke havde brugt, og var mere end klar. Vi startede nogenlunde, hvor vi sluttede sidst, og havde 17 dage til rådighed. Taskerne har vel vejet omkring 10 kg, men sad godt på ryggen, og det gik derudaf.

På caminoen er der skilte med gule pile eller en slags muslingeskal, som viser hvilken vej, man skal gå. Sammen med en guidebog og diverse gode internetlinks, er det ret overkommeligt at finde ud af, hvor langt der er imellem herbergerne. Alligevel kan man ikke vide sig helt sikker, for er et herberg fyldt, ja så må man finde et hotel eller gå videre.

En typisk dag på Caminoen

En dag på caminoen foregik typisk sådan: Vi stod op omkring 6.30 og var klar til at gå omkring kl. 7.00. Vi bestemte pauserne på forhånd, ud fra hvilke byer, der så ud til at have kaffebarer.

Vi gik vel et sted i mellem 15 og 35 km om dagen (en enkelt dag, var vi over 40 km), og ankom til herbergerne i løbet af eftermiddagen. Nogle steder kunne man booke senge på forhånd – det var en rar sikkerhed. Aftenen gik med bad, tøjvask, aftensmad og ofte hyggelig snak med andre pilgrimme – folk i alle aldre og fra alle steder i verden. Det var nemt at snakke sammen, for vi var jo alle sammen på vej mod det samme – men med vidt forskellige grundlag.

Klokken senest 22 lagde man sig til at sove i sin køje, og så var det spændende, om man havde ramt samme herberg, som den snorkende pilgrim eller hende, der skulle op og tisse hele tiden. Og sådan gik dagene. Der var lidt bøvl med fødderne, men ikke noget, der ikke kunne klares med diverse sportstape, vabelplastre og papirservietter.

Hvad med min diabetes?

Men hvad med min diabetes? Jo, den klarede faktisk skærene helt vildt flot! Nåle, infusionssæt, teststrimler og druesukker fyldte en del i tasken, men det vejer jo heldigvis ikke så meget. Min storsindede veninde insisterede på at være vandbærer og snackholder nu, hvor jeg havde det ekstra diabetesudstyr at slæbe på. Udover denne rolle påtog min veninde sig også rollen som den lyttende sparringspartner i forhold til, hvordan basalraten skulle indstilles. Der blev regnet og overvejet til den store guldmedalje. Hvor meget skulle basalraten sættes ned, og i hvor lang tid? Var det derudover nødvendigt at tage mindre insulin ved måltider, og skulle der ekstra druesukker til at klare et lavt blodsukker?

Som nævnt havde vi 17 dage, og det giver mulighed for at prøve lidt i både basal- og bolusraten. Så det gjorde jeg, og efterhånden fandt jeg den rigtig dosering. Og så havde jeg altid en pakke druesukker i den lomme, der var allernemmest at tilgå. Og en pakke druesukker i køjen til natten. Og så gik det faktisk bare derudaf. Der var selvfølgelig lidt hyppigere lave blodsukre, og en enkelt gang var insulinen i pumpen blevet dårlig (for man bruger jo en del mindre, og jeg havde ikke lige tænkt over, hvornår den var skiftet sidste gang) og blodsukkeret var blevet ret højt. Derudover lå det ganske stabilt og nød den daglige aktivitet.

Vi tilbagelagde 427 km på de 17 dage og som dagene gik, opdagede jeg, hvor godt min diabetes syntes om at være pilgrim. Overraskende godt. Det var slet ikke nødvendigt at være bekymret.

Hovedet fuld af tanker

Som pilgrim når man at tænke masser af tanker. For mig var hovedet fyldt af både stort og småt om alt muligt – vigtigt, som ligegyldigt. Jeg tænkte en del på min afdøde mormor. På mine venner. Min familie. På diverse personlige ønsker og drømme. Og så tænkte jeg på, hvornår den næste kop kaffe mon var i sigte, hvor mange majsmarker, vi nu havde passeret og over, hvor meget pilgrimmene foran os ofte lignede små skildpadder, der gik oprejst.

Og så gik jeg og blev så glad for at opdage, at en diabetiker sagtens kan være en pilgrim. Det var der sikkert alle mulige, der kunne have fortalt mig – men der var nu noget særlig over at erfare det selv.


Læs flere indlæg om at rejse med diabetes

Min diabetes er en udfordring, men ikke en forhindring for at gøre det, jeg gerne vil

Skotland kyst til kyst med diabetes i løberygsækken

Kan man bestige bjerge med type 1-diabetes? Er du rigtig klog?

At pakke til en aktiv ferie med diabetes er ikke altid en let sag

Skriv et svar