At rejse er at leve

af

Emilie Tromholt er 33 år og har haft diabetes siden 2005. Hun er gift, og har en datter på 5 år. Hverken Emilies mand eller datter fejler noget – til gengæld lider Emilie også af cystisk fibrose. Hendes diabetes er en følgesygdom hertil, og er derfor en blanding af type 1 og type 2. Den minder dog mest om type 1. Til daglig arbejder Emilie som konsulent, og i fritiden nyder hun tid med familien og at rejse. Emilie driver også bloggen mestudaflivet.dk, hvor hun blogger om, hvordan hun lever med en kronisk sygdom, men samtidig nyder livet, og får så meget ud af det som muligt.


Jeg elsker at rejse! Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg elsket at rejse. Ikke ”bare” at være på ferie, men at rejse. For mig er der nemlig stor forskel på at rejse og at tage på ferie. Begge dele har sin charme, og jeg har da også været en uge på Kreta og ligget på en liggestol ved en pool en uge i træk, og dét kan bestemt også noget. Men at rejse er virkelig at leve, synes jeg. Her oplever jeg nye kulturer og vender hjem med fornyet energi og gode minder.

Fordi det betyder så meget for mig at rejse, har jeg aldrig overvejet at blive hjemme, fordi det var for besværligt at rejse, når nu jeg har diabetes. Min diabetes er en del af mig og selvfølgelig skal den med på ferien og have den plads den har brug for, men den skal ikke bestemme, og den skal ikke bremse mig i noget, som jeg virkelig elsker, og som giver mig så meget.

10 uger i Asien

For to måneder siden pakkede min mand og jeg vores lille familie sammen og rejste til Asien. Her havde vi 10 ugers rejse foran os. Forud for rejsen havde jeg selvfølgelig fået grønt lys fra min diabeteslæge, og jeg havde forberedt mig, så godt jeg kunne.

Min mand og jeg havde lavet en aftale om, at mit langtidsblodukker ikke behøvede at falde på turen – men det skulle heller ikke stige. Min diabetes skulle passes undervejs, og derfor besluttede vi også at blive relativt lang tid hvert sted, for at jeg kunne få godt styr på min diabetes undervejs.

Derhjemme måler jeg gerne blodsukker syv eller otte gange om dagen, fordi jeg desværre hver dag har store udsving. Ved at måle ofte og mere eller mindre spise den samme slags mad hver dag, kan jeg nogenlunde styre det, så dét fungerer godt for mig. Men det, at jeg trods alt lever et så rutine-præget et liv normalt, giver mig en udfordring, når jeg er nye steder (i længere tid altså). Jeg skal lige finde det rette insulin-niveau og det tager altså et par dage og kræver lidt ekstra blodsukker målinger og lidt mere disciplin. Så hver gang vi er på ferie eller ude at rejse, bruger jeg lige de første to, tre dage på at prøve mig lidt frem med den nye mad, samtidig med at jeg er lidt mere omhyggelig med blodsukkermålingerne.

Nyt land – nye udfordringer

Når vi så, som vi har gjort på denne rejse til Asien, rejser i ti uger, bor syv forskellige steder i tre forskellige lande, så kræver det, at jeg giver min diabetes lidt ekstra opmærksomhed. Hvert land har sine udfordringer, og der er forskellig madkultur alle steder.

Det er også de færreste steder, at de er lige så gode til at skrive indholdet i det, man køber, som i Danmark, så jeg bliver ofte overrasket af skjult sukker. Som da jeg på Bali købte en pose saltede peanuts og mit blodsukker ramte 20 kort tid efter. Det viste sig, at de var fyldt med sukker, der dog var så godt ’kamufleret’ af salt, at jeg næsten ikke kunne smage det. Men så er det godt, at mit blodsukker kan sladre, og så lærte jeg dét, og derefter læste jeg nøje på pakken, før jeg købte peanuts.

Til at hjælpe mig finder jeg som det første ud af, hvad sukker hedder på de forskellige sprog. Selvom varedeklarationen sjældent er så god som i Danmark, er det en hjælp at kunne læse, om der står ordet ’sukker’ under indhold.

Jeg prøver mig frem

Når jeg er ude at rejse, prøver jeg mig som sagt frem de første dage. Her spiser jeg mere eller mindre, hvad jeg har lyst til, tager den insulin, som jeg tror er passende, og noterer mig så nøje, hvad der sker med mit blodsukker. De første dage forsøger jeg mig med lidt forskellig mad, og på den måde finder jeg ud af, hvad jeg helt skal holde mig fra (saltede peanuts med sukker f.eks.), hvad der er okay, og hvad jeg bare kan spise løs af. Dermed ikke sagt, at jeg så spiser det samme resten af ferien, men det er rart at have et par ting, som jeg ved, at jeg kan spise uden at skulle måle og bekymre mig, og så kan jeg jo nøjes med at ’eksperimentere’ til et enkelt måltid om dagen, og ikke tre. Det giver mig en ro til at nyde maden, og ved at have nogle sikre måltider, kan jeg også nyde at prøve nye retter.

Når der er styr på blodsukkeret er jeg klar til at nyde ferien eller rejsen.


Læs flere indlæg, Emilie har skrevet:

Det er nu egentlig OK at have diabetes

Læs flere indlæg om at rejse med diabetes:

Diabetikeren, der ville være pilgrim

Min diabetes er en udfordring, men ikke en hindring for at gøre det, jeg gerne vil

Skotland kyst-til-kyst med diabetes i rygsækken

Er flymad diabeteskost?

Må jeg tage druesukker med ind i New Zealand

Kan man bestige bjerge med type 1-diabetes? Er du rigtig klog? Er det ikke farligt?


 

Læs mere om at rejse med diabetes på Diabetesforeningens hjemmeside:

10 gode rejseråd til dig, der rejser med type 1-diabetes

10 gode rejseråd til dig, der rejser med type 2-diabetes

Skriv et svar