Blodsukker, race og regulering

af

Morten Hasselbalch er 43 år, og har haft type 1 diabetes siden 1998. Han er gift, og har tre børn på 5, 8 og 11 år. Motion har altid været en stor del af Mortens liv, og det ændrede sig ikke, da diabetes blev en fast del af livet i 1998. Morten startede med at dyrke triathlon i 1999, og har deltaget i alle distancer fra sprint til 3-dobbelt ironman. Mortens blogindlæg har fokus på, hvordan han tilrettelægger sin træning med diabetes, hvordan han håndterer de ekstra psykiske og fysiske udfordringer, som det at dyrke triathlon, og det at deltage i triathlon- og løbekonkurrencer med diabetes. den handler også om, hvordan Morten helt konkret arbejder sig hen imod sit næste store mål: VM i 3-dobbelt ironman i slutningen af juli 2018.



Jeg har været til to triathlon-stævner siden sidste blogindlæg. Den 6. juni 2018 var jeg med i et mindre triathlon-stævne ved Furesø i Farum lidt uden for København, og den 17. juni i et noget større race i Helsingør, hvor den stod på europamesterskaberne på ½ ironman distancen. Begge race var interessante ift. at håndtere min diabetes.

La Santa Tri Cup

For tredje år i træk var jeg på deltagerlisten til La Santa Tri Cup. Det første af fire race fandt sted den 6. juni. Racet foregår mindre end syv km fra min bopæl. Furesøen
svømmer jeg ofte i, cykelruten cykler jeg tit, og løberuten helt genkendelig og ukompliceret. Med andre ord var alt kendt inden starten. Jeg følte nu heller ingen nervøsitet, men alligevel en lille spændthed omkring årets første triathlonrace. Og det kunne ses på mit blodsukker.

Stævnet fandt sted kl. 18. Jeg indtog en solid kulhydratrig frokost med dertilhørende novorapid kl. 12. Jeg er pen-bruger, og med mit almindelige blodsukkerapparat kunne jeg igennem eftermiddagen observere et stabilt blodsukker på mellem 4,5-8 mmol/l. Jeg ‘forstyrrede’ ikke det stabile blodsukker med at indtage noget ud over vand i løbet af eftermiddagen, og havde desuden heller ikke brug for mere mad/energi, da mine depoter var tilstrækkeligt fyldt til den korte distance på 750 m svøm, 21 km cykling, 5 km løb. Jeg målte mit blodsukkeret hyppigere, end jeg plejer igennem eftermiddagen. Det gør jeg altid op til race for hurtigt at kunne korrigere eventuelle høje eller lave værdier, og for at sikre, at blodsukkeret ved startstregen er så godt som muligt.

Jeg mødte op til race-registrering, og fik sat min cykel klar. Klokken 16 var blodsukkeret 7,2 mmol/l. Helt perfekt. Klokken 17.30, 30 minutter før svømmestarten, er det steget til 9,6 mmol/l. Jeg har intet foretaget mig, det er blot stille og roligt steget. Hmm, lidt for højt, men ikke højt nok til ligefrem at tage en enhed novorapid, tænkte jeg. Jeg skulle trods alt bruge noget energi på den svømning. Hvorfor denne stigning? – det kommer jeg tilbage til.

Jeg ved, at racet kun vil tage omkring 1t 10-15 min., og jeg ved, at det er en højintensitetstur – én lang tur i ‘rød zone’. Derfor har jeg igennem racet næsten intet sukker med. Jeg har en mindre taske placeret ved styret. Heri har jeg et par geler, ellers intet med. Jeg ved af erfaring, at sådanne race, hvor intensiteten er høj, vil mit blodsukker sandsynligvis ikke dykke, og jeg ved, at kroppen vil kunne fungere fint uden tilførelse af kulhydrat på sådan en kort distance.

Jeg sætter som sagt i gang med svømningen med et blodsukker på 9,6 mmol/l. Svømningen er en lang sprint med høj puls, et hurtigt skifte til cyklingen, som i sig selv er lettere stressende for kroppen, og så op på cyklen og derudaf de næste 34 min. Igen et hektisk skifte til de 5 km løb som også er højintensivt med høj hastighed og puls. I mål, og det gik tilfredsstillende.

De pokkers hormoner

Men der var nogle mindre gode signaler undervejs, som var relateret til min diabetes. Jeg observerede, at mit blodsukker steg, jo tættere på starten vi kom. Ikke noget nyt. Det kender jeg fra tidligere race. Ikke noget jeg ser i min træning overhovedet, kun til race. Forklaringen skal findes i min krops hormoner. Når kroppen bliver stresset, nervøs og spændt, udskilles der hormoner, som får blodsukkeret til at stige. Det sker, fordi stress-hormoner som f.eks. adrenalin får leveren til at frigive sukker. Og ja, blodsukkeret stiger. Blodsukkerniveauet faldt ikke under mit race – tværtimod. Efter 1t14min. var jeg i mål, og blodsukkeret var steget til 14,2 mmol/l. Forklaringen på, at det ikke falder, skyldes, at et intensitetsniveau, hvor pulsen konstant er 80 % af maksimum eller derover, kræver et højt energiniveau, og her hjælper nervesystemet med til at fremskaffe den energi ved at udskille hormonerne adrenalin og noradrenalin ud i blodet. Det stimulerer leveren til at udskille glukose hurtigere end normalt. Når denne rate så overstiger den rate, hvormed glukosen absorberes af de aktive muskler, stiger blodsukkeret.

Og jeg kunne mærke det undervejs. Jeg kunne mærke det på min spytsammensætning, som blev mere tør. Jeg kunne mærke at mine muskler omkring lår og hofte var stive, og ikke helt kunne yde det optimale. Jeg kunne mærke det fra starten af cyklingen, men jeg bruger ikke tid på at injicere insulin på et sådan kort race, da det nok er tvivlsomt om det overhovedet ville nå at komme ned på et rimeligt niveau, hvis jeg havde injiceret.

Hvad kan jeg så lære af det? Ja, egentlig skal jeg starte ud med et blodsukker, der er væsentlig lavere, måske omkring 5 mmol/l. Men det er også mentalt svært, da det kan være psykisk udfordrende at svømme rundt ude i en sø velvidende at mit blodsukker ikke er det højeste i verden og potentiel kan få hypoglykæmi.

Halv ironman i Helsingør

Anderledes gik det desværre ikke til den halve ironman i Helsingør den 17. juni. Det var Europamesterskabet, og jeg var opsat. De sædvanlige rutiner, ingen ændringer i insulinindtag til natten eller til om morgen – sådan fungerer det bedst for mig.

Mit blodsukker er godt om morgen, og er 9,2 ved svømmestarten (1900 m) Jeg tænker her på forrige uges tri-stævne og ved, at blodsukkeret potentielt kan stige pga. hormonudskillelsen. Jeg tør ikke gøre noget, og slås med de 2800 andre atleter i en trængt havn i Helsingør. Det er enormt stressende for kroppen at ligge der med alle de andre og samtidig forsøge at komme så hurtigt frem som muligt.

Men det går godt, og jeg er oppe af vandet efter lidt under 34 min. Jeg har forinden lånt Abbott Freestyle Libre til racet, og får modtageren placeret på mit håndled i en smart mobilholder. Jeg hopper på cyklen, og foretager første scanning: 14,8 mmol/l. Øv, tænker jeg. Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg havde samme situation på ironman-distancen i Roth i 2017. Her tog jeg beslutningen om at ‘cykle blodsukkeret ned’. Der gik 2 timer i Roth, inden det var nede, og racet blev hårdere, end det skulle. Selv med denne nylige episode in mente, valgte jeg også i Helsingør på den halve ironman at fortsætte uden at foretage mig noget. De første 70 min. af cyklingen indtog jeg intet energi, og cyklede hårdt derudaf, og det var først der, at jeg kom under 10 mmol/l. For lang tid med højt blodsukker.

De pokkers hormoner igen!

Libre gjorde det let for mig at monitorere resten af cyklingen og igennem løbet, og som racet skred frem, viste blodsukkeret, at der skulle indtages energidrik og energigel. Det var godt at få fyldt på motoren efter 70 min. uden energitilførsel. De 90 km cykling gik godt, og var færdiggjort efter 2t 24min. Jeg var optimistisk i skiftet til løb, og den første kilometer gik godt. Men så satte kramper i forlåret ind, og jeg tænker, at jeg her betalte prisen for for højt blodsukker de første 70 min. på cyklen. Løbeturen var præget af meget ømme muskler og deraf et langsommere tempo end planlagt. Ikke desto mindre var atmosfæren fantastik, og efter 1t 47 min. var også løbet færdig, og 4t 55 min. sjov, alsidig og oplevelsesrig dag fuldendt.

Det var også en dag, hvor jeg lærte min diabetes endnu mere at kende, og hvor jeg endnu en gang erfarede, at jeg bliver nødt til at være mere modig og starte med et lavere blodsukker inden race og/eller tage lidt insulin efter svømningen, hvis blodsukkeret er for højt. Jeg har endnu en gang erfaret, at det ikke altid er let med disse race med diabetes, men at det nok skal gå, og at det på trods af diabetes er muligt at udleve mine triathlon-drømme.

Selvom ikke alle race går lige som planlagt, er der også mange, der går godt. Og næsten al min træning forløber problemfrit i balance mellem insulin, motion og ernæring.

I næste blog vil jeg fortælle om, hvordan jeg i dagligdagens træning balancerer dette.


Læs flere indlæg skrevet af Morten:

Du kan, hvad du vil?

Læs andres indlæg om at være fysisk aktiv lidt ud over det sædvanlige:

Kan man bestige bjerge med type 1-diabetes? Er du rigtig klog? Er det ikke farligt?

Skotland kyst-til-kyst med diabetes i rygsækken

Solopgangsvandring til udsigtspunktet Preikestolen i Norge

 

 

Et svar til “Blodsukker, race og regulering”

  1. Susan Bartels

    Hej Morten.
    Tak for et super inspirerende indlæg. Jeg er selv type 1; siden 1970. Jeg er nu 52 år. Dyrker selv sport og har altid gjort det. Her i mit voksen liv løber jeg. Dog kun en lille kort tur på 4 km. Hver 2 dag. Det passer til mig. Jeg får også de høje BS efter sport. Jeg er pumpe bruger. Jeg sætter min pumpe til at give mig mere basal i små 2 timer efter løb, for at kæmpe BS ned igen. Sjovt nok er det kun ved løb, ikke cykling, der falder mit BS altid.
    Held og lykke med dit.
    Mvh
    Susan Bartels

Skriv et svar