Jeg er sund og rask… troede jeg

af

Louise Hyge Winther er 34 år og har haft type 2-diabetes siden sommeren 2017. Hun er enlig mor, og bor sammen med sine to sønner på 10 og snart 4 år.  Ingen i Louises familie har diabetes. Trods et aktivt fritidsliv med masser af sport fik Louise konstateret diabetes type 2 og fik også følgesygdommen forhøjet kolesteroltal. Til daglig er Louise studerende på HF/VUC og fritiden bliver brugt på spinning, livredder i den lokale svømmehal samt hygge omkring børnene.


Vi skriver år 2017 – jeg er lige blevet 33 år.  Jeg dyrker spinning flere gange ugentligt, og jeg er lige blevet uddannet livredder. Jeg er sund og rask… troede jeg…..

Min læge har lige berettet at jeg har diabetes.

Jeg fik konstateret diabetes ved et rent tilfælde. Jeg havde gået sygemeldt med stress/udbrændthed og depression i 7 måneder, da en sygeplejerske vælger at tage en blodprøve på mig – faktisk for at tjekke for allergi pga. en længerevarende hoste. I denne blodprøvepakke blev langtidsblodsukkeret også taget, hvilket kunne afsløre, at det var hoppet op på 53. 1,5 år før havde det ligget på 31.  Den første uge gik med at de skulle finde ud af, hvilken type diabetiker jeg var. Af flere omgange bad egen læge mig pakke en taske og sørge for pasning til mine to børn, da han mistænkte at jeg havde type 1. En blodprøve og urinprøve kunne afsløre, at dette ikke var tilfældet. Så jeg fik diagnosen diabetes mellitus type II, og blev sat i behandling med Metformin.

Behandlingen slog min mave helt ud af drift, og jeg fik det faktisk værre, end jeg tidligere havde haft. Jeg blev derfor henvist til Diabetes Ambulatoriet i Silkeborg. Her blev jeg for første gang mødt med den samme forvirring over diagnosen type II, som jeg selv havde. På daværende tidspunkt vejede jeg 62 kg og var 169 cm høj, så jeg var ikke overvægtig. Der blev taget mange forskellige prøver. En af prøverne viste, at jeg ganske rigtigt stadig producerede insulin, dog ikke så meget, som jeg burde, men ja, jeg var en type II.

Alt dette foregik hen over sommeren, hvor lægehuset ikke kørte på fuldt blus pga. ferie. Jeg følte mig meget overladt til mig selv i forhold til, hvad der nu skulle ske, når man fik sukkersyge. Jeg sørgede selv for at komme i kontakt med en diætist, øjenlæge og fodterapeut. Jeg var brøltræt, hvilket jeg havde været meget længe, så det var noget af en opgave at stå for det hele selv.

”Er du sikker på, du ikke er adopteret?” Den sætning er jeg blevet spurgt om gange mange på sygehuset. Ingen i min familie har diabetes, hverken af den ene eller den anden form. Du dyrker sport, har en helt normal BMI – lægerne rykkede sig så at sige i håret. De kunne ikke putte mig i en kasse. Jeg passede kort sagt overhovedet ikke til den profil, der normalt får konstateret type II. I omgangskredsen blev jeg mødt med: ”Du kan da ikke have type II – er det ikke kun overvægtige mennesker, der får det?”

Jo, det troede jeg da egentlig også…..

Der blev skåret lidt ned på Metforminen, men medicinen gav mig stadig ondt i maven, kvalme og nedsat appetit. Flere præparater blev afprøvet bl.a. Januvia og jardiance.

I december 2017 havde jeg tabt 8 kg. ”Almindelige” type II patienter skal som regel tabe sig, men det var ikke hensigten i mit tilfælde. Selvom Metforminen var blevet skåret ned og til sidst helt fjernet, andet medicin var blevet givet, så hjalp det absolut ikke på mit langtidsblodsukker, blodsukkeret steg desværre kun, og min vægt var nu nede på 54 kg, og jeg følte mig som skind og ben uden nogen form for energi. Ambulatoriet valgte derfor lige før jul at fjerne al andet medicin, og jeg blev derfor sat på 6 enheder insulin. Ikke meget. Samtidig fik jeg konstateret følgesygdommen forhøjet kolesteroltal, og skulle derfor i gang med at spise medicin for det….øv…..

Efter jeg kom på Insulinen, fik jeg endelig noget appetit tilbage. Efter jeg fik diagnosen, lærte diætisten mig, at jeg skulle spise 6 gange dagligt – i perioden før Insulinen var dette virkelig tvangsfodring af mig selv til hvert måltid, men nu kunne jeg endelig mærke, når sulten meldte sig – hold da op en lettelse.

I starten af maj måned i år var mine tal blevet så flotte igen. Et langtidsblodsukker på 35 – SÅDAN. Insulinen blev fjernet for en periode, da mine blodsukre var blevet noget lave, og der nu var risiko for at få for lave blodsukre, men da Insulinen blev fjernet, forsvandt min sult til mad også.

Hvorfor fik jeg mon pludselig diabetes II?

De sidste par år i mit liv er der sket frygtelig meget – alt for meget, og jeg har tit tænkt tanken, om det evt. kunne have udløst sukkersygen…?

Jeg blev skilt, blev alenemor til mine to dejlige drenge, flyttede, min bonussøn sov ind efter kort tids sygdom, jeg sagde mit lægesekretærjob op, fordi jeg ikke kunne magte de mange bolde, jeg skulle gribe. Kort sagt, en masse aspekter, der presser en ind på livet.

Sygehuset kendte min historie bl.a. med udbrændthed, men en af de første læger, jeg mødte, mente ikke stress kunne have nogen betydning for min sukkersyge. Senere mente en anden læge dog, at det godt kunne have indflydelse. Selv har jeg dog prøvet at tage mit blodsukker lige før og lige efter en fremlæggelse. Jeg bliver altid meget nervøs, og vi kunne se, at mit blodsukker gik fra 7 til 11 pga. nervøsiteten.

Jeg mener, at denne faktor, nervøsitet/stress spiller ind.

Derudover har jeg altid kun spist 2 gange dagligt, hvilket heller ikke er sundt for kroppen. Jeg har altid elsket mad, men samtidig har jeg også altid haft en skræk for at blive for tyk. Det, kombineret med, at jeg skulle spise 6 gange dagligt, har givet mig et ambivalent forhold til mad den dag i dag. Jeg vejer lige nu 59 kg, og det er jo egentlig en meget okay vægt, men mit forhold til mad er ødelagt, efter jeg fik konstateret sukkersyge. I dag spiser jeg fordi min alarm i telefonen ringer, og fortæller, at nu er det tid. Det er ikke sulten, der trækker længere.

Hvordan står det så til nu?

Da jeg fik konstateret sukkersyge, var der noget inden i mig, der gav mig en form for lettelse. Sukkersygen kunne nemlig være skyld i min enorme træthed. Status er dog desværre den, at jeg er stadig lige så træt, som jeg har været de sidste par år, så sukkersygen er ikke bagmanden bag min udtalte træthed, desværre. Lige nu er situationen sådan, at jeg hver 6. uge får taget nye blodprøver. De skal vise, om der skal gives insulin igen for en periode eller ej.

Så at sige er livet lige nu, at jeg kun ved noget 6 uger frem. Jeg føler mig stadig ikke som en sukkersygepatient, og lægerne kan stadig ikke finde en kasse, jeg passer i. Jeg er udefinerbar, som de kalder det. Det gør, at jeg føler mig lidt i ingenmandsland, og en fremtid er svær at spå.

Jeg er lige nu studerende – en retning for, hvad jeg skal efterfølgende, er ikke klarlagt for mig selv endnu, der er flere jobs, jeg ikke kan tage, hvis jeg skal på Insulin igen. Jeg lærer lige så stille at leve med, at jeg har sukkersyge, men det var noget af en omvæltning, da diagnosen blev sat.

Jeg har aldrig synes, det var en god ide at putte folk i kasser, men lige nu ville jeg dog faktisk ønske, jeg passede i en kasse, så der var en langsigtet plan for behandling af min sukkersyge, og jeg kunne forstå, hvorfor jeg havde fået det. Men sådan er det desværre for nogen af os – vi kan bare ikke puttes i en kasse, men jeg lærer at leve med det.

Jeg håber, lægerne snart bliver klogere på os ikke-overvægtige type II patienter, og samtidig håber jeg, at min historie bliver læst af samme ”type” sukkersygepatienter som jeg selv, så de ikke føler, de står helt alene. Det er nemlig sådan jeg har følt mig. Jeg har endnu ikke fundet et møde/arrangement, som var møntet på os, hvilket jeg synes, der mangler. Vi har brug for at møde og se andre som os selv og udveksle erfaringer og føle et sammenhold – se, at andre står i samme situation. Det kan være, det kommer 😊

Indtil videre bliver jeg i kassen ”udefinerbar”, og glæder mig til at høre fra andre fra samme kasse 😊

3 svar til “Jeg er sund og rask… troede jeg”

  1. Pernille

    Hej Louise. Sikke da en historie. Jeg vil spørge dig hvad du spiser, også i forbindelse med træning, for det kan være årsagen til dine høje kolesteroltal. Jeg har selv type 2 diabetes, og er kanon sikker på jeg fik det pga stress, fordi det hele jo er styret af hormoner, ved stress producere vi mere cortisol, et hormon der kan få blodsukkeret til at stige.
    Prøv og fortæl lidt om hvad du spiser og gør.
    Kh. Pernille

  2. Hej Louise
    Ja det er træls med denne type diabetes.
    Vores læger gør hvad de kan men jeg tror ikke de har den nødvendige viden.
    En amerikansk synsk mand AW (Anthony Williams), der har skrevet 3 bøger om alle mulige sygdomme, herunder Diabetes 2.
    Du kan finde diverse grupper på facebook hvor der er alle mulige mennesker der har prøvet hans 28 dages udrensningskur, med store resultater.
    Han skriver at den egentlige årsag til diabetes er overbelastet lever eller nyrer.
    Denne kur er hård(men kun 28 dage) hvor man spiser masser af grønt og frugt (økologisk selvfølgeligt), noget foreningen ellers fraråder (masser af frugt).
    Med venlig hilsen Cai og pøj pøj med din videre færd til at genvinde din styrke og helbred <3

  3. Ole Kristiansen

    Hej Louise

    Jeg har med stor interesse læst din blok. Jeg er 59 år og fik selv konstateret diabetes type 2 i 2013 og har lige som dig altid dyrket sport og er på ingen måde overvægtig – ryger og drikker heller ikke. Jeg var udsat for nogle af de samme ting som du her været og kan virkelig leve mig ind i de ting som du er stødt på og føler i din nuværende situation. Jeg skal dog nævne at jeg havde en farmor med sukkersyge og at min far også har fået konstateret diabetes 2 på sine gamle dage – desuden fik den ene af mine sønner konstateret diabetes 1 som 14 årig. Noget taler derfor for at det er arveligt men jeg har også en idé om at min diabetes kan være udløst at stress i forbindelse med mit arbejdsliv. Jeg er lige som du gang på gang blevet mødt med mange uvidende forestillinger om hvem diabetes rammer og hvorfor. Jeg blev også medicineret med Metformin med nøjagtig de samme bivirkninger som dig og uden at jeg kan sige det så har jeg mistet både min smags og lugtesans uden at nogen har kunnet sige mig hvorfor. Jeg stiller mig selv spørgsmålet om Metforminen kan have nogle bivirkninger som påvirker smags- og lugtesansen hos nogle personer men har ikke kunnet få noget svar på det. Efter at jeg er begyndt at tage Amaryl i stedet for Metformin har jeg ingen problemer med maven. Selv om der foregår megen forskning på området så føler jeg ind imellem at selv min egen læge kommer til kort når jeg stiller nogle spørgsmål på området.
    Jeg er helt enig i at vi som lever et sundt liv og som pludselig bliver ramt af type 2 diabetes har brug for at møde og udveksle erfaringer med andre som står i samme situation. Jeg kan kun sige at jeg ville have ønsket at jeg tidligere var blevet anvist et andet middel end Metformin, hvilket blot er en af de ting man ville kunne bringe på banen, hvis man kom i et forum, hvor andre sidder med nogle erfaringer som de kan give videre.

    Med venlig hilsen
    Ole Kristiansen

Skriv et svar