Sådan gik min triple ironman

af

Morten Hasselbalch er 43 år, og har haft type 1 diabetes siden 1998. Han er gift, og har tre børn på 5, 8 og 11 år. Motion har altid været en stor del af Mortens liv, og det ændrede sig ikke, da diabetes blev en fast del af livet i 1998. Morten startede med at dyrke triathlon i 1999, og har deltaget i alle distancer fra sprint til 3-dobbelt ironman. Mortens blogindlæg har fokus på, hvordan han tilrettelægger sin træning med diabetes, hvordan han håndterer de ekstra psykiske og fysiske udfordringer, som det at dyrke triathlon, og det at deltage i triathlon- og løbekonkurrencer med diabetes. den handler også om, hvordan Morten helt konkret arbejder sig hen imod sit næste store mål: VM i 3-dobbelt ironman i slutningen af juli 2018.


Det lykkedes!

Nr. 12 til VM i Triple Ironman. Det var resultatet af en hård og oplevelsesrig weekend i den nordtyske by Lensahn den 27.-29. juli 2018. Det hele startede tilbage i 2015. Her havde jeg igennem mange år prøvet kræfter med diverse distancer inden for sporten triathlon, og deltaget i adskillige Ironman. Ironman er ‘konge-disciplinen’ inden for triathlon, og mange har efterhånden prøvet kræfter med denne distance som lyder på 3,8 km svømning, 180 km cykling, 42,2 km løb. Jeg besluttede i 2015 at udfordre mig selv med deltagelse i en 3-dobbelt ironman. Også den gang i byen Lensahn, hvor distancen således var 11,4 km svømning, efterfulgt af 540 km cykling og endeligt 126,6 km løb. Det var i 2015 en meget stor og hård udfordring. Men jeg gennemførte i en god tid på 42 timer og 55 min., som dengang rakte til en 5. plads. Jeg var stolt, men også lettere skræmt af den hårde udfordring, det var. Derfor skulle der gå tre år, inden jeg mere eller mindre havde fortrængt de mange lidelser, for kun at have de gode øjeblikke stående tilbage i hukommelsen. I november 2017 besluttede jeg mig så for igen at tilmelde mig selvsamme stævne i Lensahn. Det der endeligt afgjorde min deltagelse var, at arrangørerne nu var vært for verdensmesterskaberne på den 3-dobbelte ironman-distance. Det kunne jeg ikke modstå. Jeg vidste, at feltet af deltagere ville være væsentlig stærkere, og at jeg ikke skulle regne med samme placering som sidst. Det var egentlig også ligemeget, jeg var blot igen nysgerrig på at mærke mine fysiske og psykiske grænser.

Træningen frem mod Triple Ironman 2018

I det næste blogindlæg vil jeg komme nærmere ind på, hvordan jeg håndterer min træning ift. min type 1-diabetes. Indlægget har lidt generelle betragtninger omkring træningen op til racet. Generelt fokuserede jeg på udholdenhedstræning. Ved ugentlig lange løbeture på 20-30 km igennem 7 måneder. Jeg fokuserede i cykeltræningen på en lettere hård intervaltræning igennem vintermånederne, for igennem foråret at indlægge længere og længere cykelture. Op til 220 km ture for at gøre kroppen i stand til at sidde på cyklen i længere tid. Svømmedelen er den, jeg har prioriteret lavest. Jeg har holdt den ved lige med 1-2 gange pr. uge igennem perioden og de sidste 2-3 måneder haft længere svømmeture på 3-5 km. I svømmehal såvel som i sø. Jeg har spist almindeligt sundt, men ikke levet uden ‘alt det sjove’ som alkohol og slik/chokolade. Med den megen træning er jeg blevet lettere, og jeg havde en lav vægt, da jeg stod på startstregen i Lensahn. Min fedtprocent var 4,5 % og mit BMI på 21 få dage inden starten, så vel egentlig meget ideel. Men det går jeg egentlig ikke så meget op i. Det vigtigste for mig er, at jeg føler mig fysisk og psykisk klar – og det var jeg! Har man ikke denne følelse, risikerer man at åbne en lem for sig selv til at droppe ud af racet. Som jeg skrev om i sidste blogindlæg er erfaringerne med min diabetes vigtige ift. at stå tryg og komfortabel ved startstregen. Jeg har som tidligere nævnt foretaget mange målinger af mit blodsukker igennem tiden, og på især de lange træningsture, for at få så god en indsigt i blodsukkerets bevægelse som muligt. Jeg har ved flere races lånt en Libre, så jeg har kunnet monitorere mit blodsukker tæt og gøre mig nyttige erfaringer. Da jeg deltog i den 3-dobbelte ironman i 2015, havde jeg også lånt en, og mine erfaringer med at gennemføre med diabetes, var god. Det gav også en god tryghed ift. igen at stille til start i 2018.

Racereport – Triple Ironman 2018

Og hvordan gik det så? Det korte svar er godt. Det lange og mere nuancerede svar er godt med rum for forbedringer. Racet startede fredag den 27. juli. Torsdag den 26. juli var der indregistrering og aflevering af diverse sundhedsdokumenter og resultater af blodprøver. Jeg ankom torsdag tidlig morgen med min ven Michael, som skulle være min hjælper igennem dagene. Vi slog hovedlejr på løberuten og en mindre satellitlejr på cykelruten.

Ikke nogen luksuriøs lejr, men der var, hvad jeg skulle bruge.

Vores lejr er minimalistisk ift. de andres. Vi har kun det basale udstyr med. Andre har 3-8 hjælpere, autocamper, store telte og et arsenal af mad og snacks. Jeg har lejet en mindre bil, har et mindre telt og to pavilloner fra Silvan. Det fungerer for mig, men af hensyn til min hjælper, kunne jeg godt opgradere lidt på udstyret. Torsdagen gik med at handle diverse snacks ind, som jeg kunne forestille mig at have lyst til igennem racet. Cola, slik, chokolade osv. Vi lavede også en stor portion ris med linser og soya, som jeg nøje havde planlagt at indtage på de mange cykeltimer. Torsdag aften var der præsentation af alle 54 deltagende atleter fra de 17 forskellige lande. Danmark var solidt repræsenteret med otte atleter.

Hver enkelt atlet fra de 17 forskellige lande blev præsenteret.

Der var efterfølgende ‘pasta-party’, som det så fint hedder. Her, som jeg havde gjort det igennem dagen, fyldte jeg kulhydratdepoterne godt op. Det er altid en kunst at få den ekstra mængde kulhydrater til at passe med insulinmængden. Men det gik, blodsukkeret var ok stabilt igennem torsdagen. Meget vigtigt for mig, så jeg ikke tisser al den væske og tilsatte mineraler ud, som alt andet lige sker, hvis jeg har for højt et blodsukker. Jeg tog de sædvanlige enheder Tresiba til natten, som jeg plejer og mit blodsukker var fint igennem natten. Jeg vågnede før vækkeuret kl. 05.30, og havde et fint blodsukker på 7. Jeg injicerede 4 enheder novorapid – også som jeg plejer – til min sædvanlige skål havregryn med lidt mysli. Svømmestarten var kl. 07, så jeg havde fin tid til at stille min cykel klar i skiftezonen og få klargjort det sidste. Jeg var spændt og kunne se, at mit blodsukker reagerede på spændtheden ved at stige. Der var hormonudskillelse, og det får blodsukkeret til at stige. 15 min. før start var det steget til 14, og jeg reagerede med det samme og gav mig selv 1 enhed novorapid.

Godt i gang med svømningen og tanker op med energi.

Racet var i gang. Jeg vidste, at jeg nu ville være i gang i mindst 40 timer. En vild tanke, som jeg  hurtigt forlod, da de første svømmetag blev taget. Jeg var blevet placeret i bane 2 med 7 andre. Det er mange i et 50 meter bassin, men jeg finder hurtigt nogle ben at ligge bag ved. Der sidder frivillige og tæller atleternes baner ved den ene bassinkant, så jeg bruger ikke tankekraft på selv at tælle. Jeg koncentrerer mig om at finde en rytme, der ikke er for anstrengende, men alligevel giver tempo. Jeg har i den anden bassinkant placeret 8 geler og 2 dunke energidrik. Min hjælper er tæt på denne kant og sikrer, at de hele tiden er fyldte og er opmærksom på, om jeg har yderligere ønsker undervejs. Jeg har på kanten placeret min Libre-modtager i en vandtæt plastikpose, så jeg kan tjekke blodsukkeret, når jeg har lyst. Jeg tjekker et par gange i timen, og blodsukkeret er ok, omend i den høje ende. Ikke højt nok til, at jeg vil tage insulin, men lidt for højt til, at jeg kan indtage det energi, jeg gerne vil. Et dilemma som gør, at jeg igennem svømningen ikke helt får taget den ønskede energimængde. Michael giver mig mellemtid på de første 3800 meter, igen ved 7600 meter. Det går efter tidsplanen, endda lidt foran. Efter 10.000 meter svømning er mine skuldre, og især triceps, trætte. Tempoet går lidt ned, men jeg kommer sikkert op ad bassinet som nr. 21 ud af de 54 deltagende i tiden 3 timer og 55 min. 3 minutter bedre end sidst. Michael hjælper mig med tøjskift, få cykelcomputeren tændt og min Libre-modtager i holderen på håndleddet. Klar til 540 km cykling.

Færdig med de 11,4 km svømning og på vej til at skifte til cyklingen.

Cyklingen er lang. Fysisk og psykisk lang. Det tager bare lang tid at cykle 540 km. Der sidder en chip på min ankel, på min cykel og på mit startnummer. Cyklingen er en 8 km rundstrækning, hvor man med chippene registreres i hver ende af runden. Der er 44 højdemeter på én runde, hvilket i løbet af de 67 runder blev til en del højdemeter.

Ved ét af de to vendepunkter ved cyklingen.

Som i Danmark var der her i Nordtyskland også ulideligt varmt. Jeg fik ofte en svamp med koldt vand udleveret af min hjælper og sørgede for at drikke mindst 1 liter væske i timen. Jeg monitorerede mit blodsukker tæt ved at aktivere min Libre ca. hvert 15. min. Blodsukkeret var stabilt i de første mange timer. Det balancerede sig selv igennem min aktivitet på cyklen og det energidrik, geler og energibar, jeg indtog. Min strategi var at indtage flere deciderede måltider på cyklingen. I alt 4. Efter 4 timer indtog jeg den første portion ris med linser og soya. Mit blodsukker var omkring 9. Sidste gang jeg kørte 3-dobbelt Ironman tog jeg intet insulin, jeg kunne her holde blodsukkeret nede, selvom jeg indtog sådanne måltider. Jeg troede, jeg også jeg kunne denne gang. Men nej. Jeg kunne se på mit energiindtag de første 4 timer at denne strategi ikke var mulig. Jeg indtog derfor 2 enheder novorapid til denne portion mad. Det gjorde jeg en runde inden, jeg skulle spise. Det svarede til ca. 16 min. inden spisetid. Insulin/måltid ratio passede heldigvis og blodsukkeret forblev stabilt. Derfor gjorde jeg brug af samme model ved de efterfølgende 3 måltider på cyklingen. Jeg startede på cyklingen ca. kl. 11, klokken 21 skulle alle have lys på. Det var en kærkommen ændring at gå ind i den kølige aften og nat. Jeg holdt mig på cyklen hele vejen, jeg stoppede kun op 2-3 min. de gange jeg skulle spise. Det var med til at holde mig på en god gennemsnitsfart, og jeg stillede cyklen med 28,1 km/t i snit og 19 timer og 9 min. i sadlen. Over 90 min. bedre cykling end sidst. Det gav et mentalt boost at være så godt kørende på cyklen og være så langt foran ift. til sidst. Jeg lå her nr. 7. Jeg valgte at bruge 10 min. på massage i skiftezonen til løb. Mine ben var egentlig ok, så jeg tænkte det som forebyggende. Jeg huskede de 126,6 km løb som værende rigtig hårde sidste gang, så jeg var meget ydmyg og påpasselig.

Løberuten er 1,3 km lang. Det er en kort rundstrækning, men det gør intet. Faktisk skaber det en tryghed at være tæt på sit depot med korte mellemrum. Det var stadig tidlig morgen og solen stod ikke højt på himlen endnu. Jeg lagde ud med 2 timer og 20 min. på den første halvmarathon. Helt som planlagt. Og jeg havde det godt. Jeg spiste noget havregryn med mælk efter 2 timer og tog igen 2 enheder novorapid. Efter de første 21 km blev det varmt, rigtig varmt. Jeg begyndte at lide i varmen. På trods af is ved håndleddene, i kasketten og i shortsene kunne jeg ikke holde min kropstemperatur nede. Jeg havde hvidt tøj på for at undgå at absorbere solens stråler, og jeg hældte litervis af koldt vand på mig ved depoterne. Det hjalp ikke på den 30 grader varme rute, som ikke havde noget som helst skygge. Jeg kogte over og måtte gå en del.

Det blev en meget hård og varm løbedag, hvor det var nærmest umuligt at holde sig nedkølet.

Kilometerne mellem 21-75 km var hårde, og det var med glæde, at et skybrud ændrede himlen ved 17-tiden. og temperaturen faldt derefter. De sidst 50 km var hårde ved musklerne. Men den smerte var jeg bekendt med og kunne arbejde med den. Racet gik ind i natten og kl. 03.16 var jeg mål. 44 timer og 16 min. og en hæderlig 12. plads. Jeg var glad, det var forløsende og et oplevelsesrigt race. Jeg beviste endnu en gang over for mig selv, at jeg kan, hvad jeg vil med min diabetes. Jeg skal blot øve og atter øve mig i at regulere blodsukkeret i min træning, så jeg til sidst har solid indsigt i dets bevægelsesmønster og derved opnår tilstrækkelig psykisk overskud og mod til at udleve mine drømme.

I mål efter 44 timer og 16 min.

 


Læs Mortens tidligere blogindlæg:

Den mentale forberedelse til en triple ironman

Blodsukker, race og regulering

Du kan, hvad du vil?

 

Skriv et svar