Jeg ved, jeg har diabetes, når…

af

Der er ting, som er helt almindelige for os med diabetes, men som andre måske ikke tænker over. Og der er helt sikkert masser af ting, som man kan være træt af i forbindelse med sin diabetes.

Alligevel forsøger jeg at se tingene fra en humoristisk side, og jeg har forsøgt at lave en liste over de episoder, hvor jeg kan have en ironisk distance til min egen sygdom


Jeg ved, jeg har diabetes, når…

1: … jeg har fingeraftryk af blod på køkkenskabene, fordi jeg ikke gad tørre fingeren af efter at have målt blodsukker.

2: … min diabetes bliver en undskyldning for at købe en ny taske: “For jeg skal da have endnu en taske, der er stor nok til at kunne rumme blodsukkerapparat og insulin”

3: … jeg hjemmevant slynger ud med udsagn som: “Der er så og så mange kulhydrater i rugbrød. Og så og så mange i gulerodskage” 🙂

4: … der ligger halve pakker druesukker i samtlige rum i boligen… og i alle mine tasker.

5: … jeg begejstret tænker: “Nu har jeg kendt min nye kæreste længe nok til…. at jeg kan måle blodsukker og tage insulin foran ham”.

6: … jeg spørger min mor, om hun ikke liiige har en ekstra 5 liters eddikedunk. Ikke fordi jeg skal bruge eddiken til at sylte eller gøre rent. Men fordi den er genial til at opbevare brugte nåle.

7: … jeg sveder som et svin, når blodsukkeret er lavt. For derefter at fryse, når det er på vej op igen.


Der er masser at slås med hver eneste dag, når man har diabetes.  Et af mine yndlingscitater om dette stammer fra skuespilleren Mary Tyler Moore, som selv havde type 1-diabetes:

“Both children and adults like me living with type 1 diabetes need to be mathematicians, physicians, personal trainers and dietitians all rolled in to one”

Så er det ikke underligt, at man engang imellem kan være lidt træt 😉

Men hey, der er også lyse sider. Af samme grund har jeg købt denne sweatshirt med indbygget diabetes-humor 🙂

3 svar til “Jeg ved, jeg har diabetes, når…”

  1. Peter Maarup

    Hej Trine
    Bliv ved med at tænke sjovt! Jeg har haft sukkersyge snart i halvtreds år og har haft og har et kæmpegodt liv. Godt hjulpet af mine omgivelser og “systemet” Kender til dine pudsige indslag og ved at undskyldninger for at spise for meget ikke dur. Der er også kun en selv til at bestemme, hvordan man har det, og vil ende med at have det. Eller næsten, kadaveret, vil af og til også noget. Læger og sygeplejesker i systemet har hjulpet utroligt meget med deres råd og konstateringer. Efter de første 10 år fra alderen 12 til 22 år, hvor der var kuk i tilstanden, kom jeg på Niels Stensens i Gentofte, hvor lægen der bad mig om, at se mig i et spejl! Hvorfor dog det? Det er ham derinde, som bestemmer din fremtid, og jeg (lægen) kan kun hjælpe dig, med al den viden, teknik og medicin, jeg har.
    Keep moving- det kan man sagtens. Jeg har gjort mange ting i flere dele af verden, og arbejdet altid, og gør det endnu. Selv støvsugning! Sukkersyge styrer ens hverdag, men ikke mere end den skal med en enkelt blodsukkertester glemt her og der!
    God weekend.

    KH Peter Maarup, Ulfborg

  2. Svend Rosekamp

    Kommentar til Trine.
    Hej Trine
    Ja, jeg kan genkende alle de problemer, du beskriver. Et træls problem er, hvis jeg vågner med et meget lavt blodsukker, fx 2,5 eller 3 og skal arbejde det op hurtigt med druesukker, corn flakes, syltetøj osv., kan jeg mærke den “elevator-tur”, som blodsukkeret har taget ned fra det høje sukkertal og derefter delvis op igen, det giver ubehag resten af dagen.
    Jeg har selv haft diabetes type1 i 7 år, som jeg fik i en meget moden alder og indrettede så mit “nye liv” med sukkerfri- og så vidt muligt -kolesterolfri kost med en masse motion, primært pga. af det for høje kolesterol, som diabetes udvikler (i hvert fald type 1), og som skal holdes nede med masser af løbe-motion, helst tidligt om morgenen, og helst min. 5 km 4-5 gange om ugen.
    Her kommer lidt input/gode råd, som måske kan bruges, det virker i hvert fald optimalt for mig:
    Den nemme:
    Løbetur ude i naturen eller en tur i fitness centret tidligt om morgenen inden nogen måltider, det forgår nemmest og lettest på tom mave. Distance ca. 5-6 km af varighed ca. 3/4 time.
    Er blodsukkeret nede på fx 3 når man vågner, er løbeturen aflyst den dag. Det vil tage for lang tid et få “oparbejdet” sukkertallet til det normale, dvs. sige 6-7 stykker. Hvis sukkertallet er “normalt”, altså 6-7 stykker ved opvågningen, er det bedste råd at tage en stor skefuld blomsterhonning inden løbeturen ofr at undgå at gå “sukkerkold” under løbeturen. I øvrigt er meningen med motionen reelt set at holde min kolesterol i ave, da jeg i forvejen får medicin for at nedbringe kolesteroltallet (Simvastatin) og ikke kan få udskrevet stærkere tabletter., så derfor skal resten af det for høje kolesterol motioneres ned.
    Ved sidste insulinmåling om aftenen før, bør sukkertallet faktisk være temmelig meget “for højt” for ikke at vågne op med alle de ubehagelige symptomer, som jo opstår, når man er gået sukkerkold i nattens løb. Det skal faktisk helst være over 15 eller endnu værre for ikke at skulle lyn-reparere på det om morgenen med en masse druesukkertabletter og andre sødemidler. Er tallet fx 15 om aftenen, kan jeg være heldig at det netop er fx 6-8 om morgenen, og så sørger den nævnte skefuld honning inden løbeturen, at jeg ikke løber sukkerkold undervejs. Mobilen og nogle druesukkertabletter med i pengebæltet, som hører med til løbeudrustningen.
    Og så en vigtig ting: jeg har mit diabeteskort i en snor om halsen, hvor der står, hvad årsagen, er hvis det går helt galt. Hvis jeg er så heldig, at dem, der finder mig liggende på vejen, skulle føle så meget medborgeransvar en travl morgen, at de ringer efter ambulancen, kan ambulance-folkene straks se af mit diabeteskort, hvad der er galt, så at de ikke begynder at spilde tid på fx hjertemassage, når det i virkeligheden er begyndende insulinchok og derfor sukkertilførsel, som jeg har brug for. For god ordens skyld har jeg også anført min kones telefonnummer på kortet, hvortil ambulanceredderne bedes ringe. Det med diabeteskortet med mine oplysningerne på er i øvrigt et godt råd fra dem, jeg regelmæssigt mødes med om morgenen i fitness centret, hvor blodsukkeret under træningen netop en morgen faldt til et lidt kritisk punkt, hvilket bevirkede, at jeg fik ildebefindende og måtte lyndrikke appelsinjuice og grovæde druesukkertabletter. Deres gode råd fulgte jeg prompte, så diabeteskortet har siden været mit faste tilbehør, både i fitness centret og under udendørs løbeture.
    Ja, livet med sukkersyge/diabetikes type 1 er ikke altid nemt, men man skal jo forsøge at få det bedste ud af alting.
    Således er jeg gennem de 7 år som diabetiker-1 kommet nærmest i topform med motionsløb og spiser som regel kun de sunde ting, og som nogen siger: diabetes er den sundeste sygdom, men kan have. Men selvfølgelig må man godt “synde” en gang i mellem, dvs. en god middag og et godt glas rødvin for at det hele ikke skal blive for kedeligt, hverken for mig eller for min kone!
    Hermed er gode diabetesråd givet videre, det fremgår ikke, om du er diabetes-motionsløb, men i så fald kan det kraftigt tilrådes, og så vil jeg ønske dig god fornøjelse med motionen!
    Mvh
    Svend

Skriv et svar