SUK… Indimellem er det bare svært.

af

Hvorfor skal det indimellem være så svært??? Er det mon ikke en følelse alle mennesker oplever? Jo, selvfølgelig er det dét…

Men for en diabetiker, kan livet indimellem være ekstra svært – og følelsen af ikke at “magte opgaven”, være svær at hamle op med…

Nogle gange føler jeg, at lige meget hvad jeg gør, så bliver det aldrig “godt nok”‘ Jeg føler, at selvom jeg gør, alle de “rigtige” ting – så lykkes det aldrig helt alligevel…

Jeg savner en manual, der foreskriver, hvad jeg skal gøre, for at få alle mine værdier pæne og ordentlige…

Jeg savner en pille, jeg ville kunne tage, og så ikke skulle tænke på mere…

Så det hele bare styrede sig selv…

Sådan en manual findes desværre bare ikke. Og sådan en pille er ikke opfundet….

Jeg skal selv finde svarene – selv kende min krop – selv måle og reagere på høje og lave bs – selv regne frem i tiden… Tilbage i tiden… Hele tiden…. Konstant!!!!

Selv om jeg så prøver, kæmper en kamp og virkelig gør en indsats – lever min diabetes bare indimellem stadig sit eget liv, hvor intet passer samme og alt hvad jeg gør, ikke gør nogen forskel…

Det gør mig ked af det – og ikke mindst bange… Jeg kender jo konsekvenserne, som ligger som sorte skyer over hovedet på mig….

Jeg har mærket disse konsekvenser på min egen krop, i forhold til utallige diabetes komplikationer og alt for mange ubehagelige oplevelser… Jeg véd, at jeg skal ændre min livssituation, for at holde disse komplikationer i skak… Jeg bliver aldrig rask, hverken fra min diabetes eller nogle af de mange komplikationer den har kostet mig… Men jeg kan, ved at blive bedre reguleret, måske stoppe denne negative udvikling…

Dette gør mig træt… Jeg føler kampen er så hård og uretfærdig,.. Der er så mange nederlag i kampen mod yderligere forværringer… Lidt som en boksekamp, hvor jeg bliver banket i gulvet og så snart jeg er vaklende tilbage på benene igen, bliver jeg igen slået i gulvet… Hvornår bliver det en knockout – hvornår bliver jeg liggende ude af stand til at rejse mig igen…

Det gør mig bange og træt… Jeg føler mig svag og føler det svært, at finde kræfterne til at rejse mig og slå igen…

Indimellem er der jo også gode perioder, hvor alting går bedre… Specielt efter jeg har fået Libre… Den har fået mine værdier væsentligt pænere, så det er jo trods alt altid noget…

Det jeg nok egentlig prøver at sige, med dette blogindlæg er, at det indimellem er en hård kamp med diabetesen – og at det kræver betydeligt med kræfter, hele tiden at skulle holde modet oppe, når tingene ikke altid går, som man selv ønsker det… For vi alle gør det, så godt som vi kan på det givende tidspunkt – og mere kan man ikke bede om… Selvom det indimellem ikke føles som “godtnok”…

Hvordan har I andre det med disse tanker – og hvordan tackler i de svære situationer, hvor tingene ikke altid går, som man helst ønsker det?

Pas på jer selv derude ❤

8 svar til “SUK… Indimellem er det bare svært.”

  1. Grethe Hansen

    Det er simpelthen bare så godt skrevet, det er lige nøjagtig sådan man har de/tænker/føler/bliver træt af/tænker “hvorfor lige mig” nu ved jeg jo ikke hvor gammel du er hvor længe du har haft dB, jeg selv er 65, har til næste sommer 60 års jubilæum, men jeg har heldigvis ikke mange og slet ikke slemme bivirkninger, men jeg ved nøjagtigt hvordan du har det, god vind fremover.

    • Ditte Marie

      Hej Grethe.
      Hold da op – 60 år er også lang tid med diabetes. Hvor dejligt, at du trods mange år, ikke oplever komplikationer! Men også rart, at du kender til disse svære følelser, ved at have denne sygdom. Indimellem føler man sig meget alene om dem…
      Tak for kommentaren – betyder meget! Og alt det bedste til dig!!!!
      Kærlig Hilsen Ditte Marie.

  2. Hej Ditte – jeg har lige læst dit indslag og super godt skrevet. Jeg vil lige sige jeg har en søn med diabetes 1 – som han fik år 2000 han er nu 26år. Han kæmper stadigvæk med sine værdier som danser lige som vinden lige blæser og ind imellem bliver han så træt af det hele at han næsten er ved at på give. Han sagde tit da han var yngre,om jeg ikke kunne tage den dumme diabetes fra ham, bare for en dag så kunne ham holde fri.` Så jeg vil sige du beskriver lige det samme som han kæmper med i dag at gøre alle tilfredse med de rigtige tal og udregninger omsætninger fra kylhydrater til enheder. tak for at jeg måtte skrive til dig,

  3. Hej Ditte – jeg har lige læst dit indslag og super godt skrevet. Jeg vil lige sige jeg har en søn med diabetes 1 – som han fik år 2000 han er nu 26år. Han kæmper stadigvæk med sine værdier som danser lige som vinden lige blæser og ind imellem bliver han så træt af det hele at han næsten er ved at på give. Han sagde tit da han var yngre,om jeg ikke kunne tage den dumme diabetes fra ham, bare for en dag så kunne ham holde fri.` Så jeg vil sige du beskriver lige det samme som han kæmper med i dag at gøre alle tilfredse med de rigtige tal og udregninger omsætninger fra kylhydrater til enheder. tak for at jeg måtte skrive til dig,
    Hilsen Pia -en mor som har levet på sidelinjen med diabetes i 18år

    • Ditte Marie Birch

      Kære Pia.
      Gør mig ondt at læse, om din søn, som også indimellem har det svært med sin diabetes. Det er ofte en ensom og svær sygdom at bære rundt på – og et meget stort ansvar, som indimellem trætter.
      Det må også være utrolig svært at være pårørende – og vil gøre alt for at hjælpe ❤️ Det vigtigste man som pårørende kan gøre, er at støtte og give omsorg ❤️ Og bare dét at du skriver til mig, viser en utrolig stor omsorg ❤️ Så er sikker på, at din søn har god støtte omkring sig 😍
      Du er altid velkommen til at skrive!
      Tanker og al lykke til dig og din søn!
      Kærlig Hilsen Ditte Marie.

  4. Anette Andersen

    Kære Ditte Marie,
    Tak for din gode blog! Du rammer lige plet, når man skal beskrive, hvordan det er at leve med diabetes. Jeg har levet med diabetes 1 i nu 54 år, og selv om man har det meste på rygraden, ja så er alt ikke bare så lige til. Bliver du syg, så skal du være endnu mere påpasselig med BS, hvilket virkelig kan være en udfordring. Sommervarmen i år bød også på en del udfordringer for mig, som jeg ikke har oplevet før i form af høje BS, testede og testede og stadig høje BS, tog så en ny pen, som i første hug virkede, men seancen gentog sig flere gange på trods af kølig opbevaring af insulinen. Og de høje BS i sig selv kan jo virkelig få dig ‘ned med nakken’, men så er det med at komme ‘op på hesten’ igen, så man får det bedre. Jeg har igennem årene også passet på mig selv så godt jeg kunne, og det er jeg sikker på lønner sig i det lange løb. Jeg føler mig på trods af mine 71 år stadig frisk og rørig, når jeg sammenligner mig med andre ‘raske’ jævnaldrende, ligesom jeg har været heldig kun at have meget få komplikationer.
    Ønsker dig alt godt fremover!
    Kærlig hilsen Anette

  5. Emil

    Hej
    Jeg er 16, næsten 17, år gammel og har haft diabetes siden jeg var 3 år gammel. Det er ikke rigtig noget der har været mega svært for mig op gennem min barndom for jeg har nogle helt fantastiske forældre der har hjulpet mig, og som stadig gør det. Så, for mig, har det egentlig bare været noget jeg har skulle tage med, som en gang imellem har været træls, men har levet meget “normalt”, hvis man kan sige det sådan.

    Det er først nu, når festerne og ungdommen sparker ind, at jeg begynder, for alvor, at kunne mærke at det her det er fanme træls. For man vil gerne drikke, fordi det er efterskole og det er gymnasie, og det er det folk i min alder laver, så selfølgelig skal jeg også det. Det bare surt, at det så bare lige bliver 100 gange sværere at have diabetes når man drikker.
    Så lige nu har jeg det egentlig ret nederen med min diabetes, men prøver selvfølgelig at modsige min diabetes, og så stadig gå til fester og så have styr på det. Har trods alt fået en del gode oplevelser med fester og sådan nu.
    Så min måde at komme op af “hullerne”, som jeg kalder dem det, på er, at bevise overfor mig selv, at jeg er sku da lige så normal som alle de andre.

    Fedt indslag, held og lykke med alt 😉

Skriv et svar