Hvorfor deler vi ikke mere ?

af

Forleden valgte jeg at bryde et tabu på min ”hende med type 2” facebook side og i den store gruppe “Diabetes 2 – Danmark”.
Jeg valgte at dele, at jeg lever i en krop der har taget varig skade af stress, depression og PTBS og at jeg har levet i den krop i 3,5 år nu.

Jeg gjorde det fordi, at jeg lever med mange flere udfordringer end diabetes, men det er der også mange andre der gør.
Det er vigtigt, at vi taler åbent om vores udfordringer, og husker vores andre styrker, så vi bryder tabuét og ikke gør det skamfuldt, at være præget af livet vi har levet.

Mine styrker er nu, at jeg er en rigtig god menneskekender og derfor føler, at jeg kan tale med folk i øjenhøjde og har fået en masse ny viden om både fysisk og psykisk sygdom.

Jeg gjorde det fordi at jeg håber at andre kan lære af mine erfaringer 

Da jeg sad og reflekterede over dette forleden kom jeg til at tænke lidt videre…..( STØRRE )

Hvad hvis vi delte mere end historier om vores liv. ?

Hvad hvis vi også delte lidt mere følsomme data ?


(blodprøvetagning, selfie og mine tal fra sommeren 2009 )

Jeg har nu en diabetes journal der går 9 år tilbage.
Hvis man ser i den vil man se, at jeg startede som del fleste med et lidt forhøjet BS, som jeg egentligt ret hurtigt fik styr over med metformin og i en kort periode insulin.
Det der fik mig ”rask” dengang var, at jeg kastede mig hårdt ind i sund kost og motion, og så kunne jeg smide alt medicin.

Så gik der nogle år, hvor jeg skulle igennem  en skilsmisse og nogle flytninger, før jeg fandt en ny base i København.
I 2015 blev jeg syg og i 2016 fik jeg målt mit BS til 16…. !!!!!!!

Der gik lang tid før at jeg så sammenhængen mellem min stress og det høje BS.

Jeg er sikker på at der ligger en masse gode data i min lægejournal, der kunne bruges til at forske i.

Her er et par bud
* Jeg har forsøgt at tage mindre insulin i samarbejde med lægen, hvilket viste samme virkning fra insulinen, hvorfra vi kunne konkludere, at meget af det insulin jeg tog, ikke blev brugt af kroppen.

* Jeg har ved at gå ture fået banket mit BS meget ned… og jo hyppigere jeg går, jo mindre medicin har jeg brug for

* De uger jeg følger LCHF meget striks, har jeg ikke brug for insulin ( Rapid), og med gåture er jeg også nødt til at skrue ned for det langtidsvirkende.

* Jeg har kun maveproblemer med nogle producenter af metformin, og det kan jeg også forstå at andre har.

Nogle af disse oplysninger står i min journal, andre deler jeg bare med interesserede.

Hvorfor skal alle vores erfaringer ikke samles, bruges og hjælpe i kampen, til at vi får et bedre liv, når vi har fået diagnosen ? 

Hvis vi virkelig står overfor en epidemi af  diabetikere, hvorfor skal alle disse oplysninger være gemt væk, når de er guld for både forskere og især for den næste generation af type 2ére ?

Det er formentlig nogle vi kender, der bliver en del, af de mange ekstra der har det om 10 år.

Skriv et svar