Diabetesfodsår

af

Jeg blev indlagt med infektionstal på over 200 og havde betændelse i min venstre fod. Et lille bitte hul, havde spredt sig, til et sår – der i stedet for at vokse “udad”, var vokset indad i min fod. Derfor kunne vi ikke se, hvor omfattende såret var og hvor meget infektion der var i det…

Jeg blev røntgenfotograferet, men dette gjorde desværre ikke lægerne meget klogere… Så de blev nød til at operere i foden, for at skære såret op, og se hvor omfattende det var – og fjerne dødt og inficeret væv. Dette gjorde de over 2 gange, for at sikre sig, at de fik det hele med… Så det var 2 x fuld narkose på 2 døgn – og alene dét, var meget hårdt at komme igennem…. Dagen efter skulle jeg så have tilset såret og have skiftet forbindingen… 🥺 Jeg var virkelig, virkelig bange – men besluttede mig for at se det… SHIT MAN 😱 Hvis ikke jeg var forskrækket og bange – så blev jeg det da i hvert fald 😢 Min fod var rent ud sagt, sprættet op og delt i to… Det var et 8-10 cm. langt, 2-3 cm bredt og 2 cm dybt sår under min fod… Og man kunne tydeligt se ind til sener og muskler…

Min verden brød sammen, og jeg følte jeg skulle dø… Som om, at jeg bare gav op, og ikke kunne klare mere… Og havde følelsen af, at intet af det her, nogensinde ville blive godt igen 😢  Jeg var bange og opgivende og kunne intet positivt sige, om den fremtid jeg skulle møde.

Heldigvis havde jeg min familie omkring mig – i hvilket gjorde, at jeg ikke kunne “få mig selv til” at give op… Jeg måtte holde i og kæmpe – også for alle dem som elskede mig ❤

Lægerne var dog fortrøstningsfulde og beroligede mig med, at de havde set sår som dette hele… Jeg var skeptisk, og ikke så let af overbevise… Men hvad kan man gøre, andet end at stole på de kloge 😊 Mine infektionstal faldt stille og roligt, da jeg fik antibiotika direkte iv. og mine blodsukre blev pænere.   Så det gik stille og roligt fremad, selvom tiden var lang og min tålmodighed sat på prøve 🥺 Efter 14 dages indlæggelse blev jeg udskrevet og sendt hjem med kørestol, rollator og badebænk 😢 En helt ny verden… Havde aldrig troet, at jeg i en alder af 33 år, skulle køre rundt med rollator. Må slet ikke støtte på foden, så er virkelig handicappet 😢

Er afhængige af min mor – og at hun kommer og hjælper mig… Og hvor er jeg heldig, at have søde og behjælpelige pårørende – ellers havde jeg ikke kunnet klare det… 🙏🏻

Og så er jeg taknemmelig for, at jeg trods alt, stadig har mine tæer og min fod… Og at der ikke var gået infektion i mine knogler…. Og taknemmelig for, at vi har så dygtigt et sygehusvæsen, og at vi kan få dem rette behandling ❤

Men hvor er det vigtigt, at vi selv er OBS på de mindste tegn, kroppen prøver at give os – og at få reageret i tide ❤ For jo hurtigere en behandling påbegyndtes, jo bedre bliver resultaterne 😊

Jeg får nu skiftet forbinding 2 x om ugen – får stadig antibiotika og skal holde mig meget i ro… Og så må vi “bare” væbne os med tålmodighed – det bliver en lang og hård proces… 😍

Og det har været noget af det sværeste jeg nogensinde har gennemgået og ønsker ikke for nogen andre, at de nogensinde skal igennem det samme 😢

Så kære jer derude – lov mig at passe ekstra godt på jer selv ❤ Jeg vil ikke skræmme jer – blot vise, at det desværre sket for nogen 😢

Take care derude 😘

Skriv et svar