Er du først og fremmest diabetiker? Eller først og fremmest menneske?

af

Da jeg fik diabetes, satte behandlingssystemet masser af begrænsninger for, hvad “man” kunne med diabetes. I dag har jeg indset, at jeg selv skal rykke grænserne for, hvad “man” kan.

“Du har diabetes, og så må du få et liv, der passer med det.” Sådan var beskeden på børneambulatoriet, da jeg i 1993 fik diabetes. Jeg husker ikke præcist, hvordan ordene faldt, men budskabet var klart nok: Jeg var først og fremmest patient – derefter menneske. Så måtte jeg vælge et liv, der passede med det at have type 1-diabetes.

I mange år troede jeg fuldt og fast på, at det var sådan, det måtte være, om end det ikke altid var nemt at passe ind i de rammer, behandlerne satte op for mig. Derfor blev jeg overrasket, da jeg i forbindelse med en flytning også skiftede ambulatorium. Her blev jeg mødt af et helt andet menneskesyn: “Du er først og fremmest menneske, og vi finder sammen en måde at kombinere dit liv og dine drømme med det at have diabetes.”

Menneskesynet gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg blev gladere, havde mindre dårlig samvittighed og fik meget bedre diabetesregulering.

Forleden gik det op for mig, at der stadig findes læger, der først og fremmest ser personer med kroniske sygdomme som patienter og ikke hele mennesker. Jeg var hyret til at holde foredrag om at bestige fysiske og mentale bjerge med en kronisk sygdom for en gruppe unge med en anden kronisk sygdom. Udover at jeg fortalte, kunne tilhørerne også fortælle, at deres læger udelukkende fokuserede på sygdommen, når de var til kontrol. Og ikke på, hvordan de kunne få et godt liv.

Det kan lade sig gøre

Bevares, jeg er da enig i, at læger først og fremmest er sat i verden for at helbrede og lindre sygdomme. Men når man lever med en kronisk sygdom, er det i mine øjne ikke bare et spørgsmål om tal og målinger. Så handler det også om at se mennesket bag diagnosen. Hvem er det? Hvad drømmer hun om? Hvordan kan hun få en bedre livskvalitet?

Selv har jeg grebet om roden til min egen lykke, og gang på gang sprængt grænserne. Grænserne for, hvad jeg selv, omgivelserne og behandlerne har tænkt var muligt. Jeg har gået over 200 km på Camimoen, jeg har besteget Kilimanjaro, og jeg er løbet alene tværs over Skotland på 5 dage. Det har krævet planlægning, mange blodsukkermålinger og meget druesukker i løberygsækken. Men det har kunnet lade sig gøre.

Grundlæggende har jeg ændret mit tankesæt for, hvad der er muligt. Jeg er gået fra at tænke, at “det kan nok ikke lade sig gøre med diabetes” til “det kan lade sig gøre med planlægning”. Tankegangen har gjort mig til en meget gladere person. Jeg er nemlig ikke først og fremmest en diabetiker, der skal handle inden for rammerne af, hvad “man” kan med diabetes. Jeg er først og fremmest menneske, og så får jeg reguleret min diabetes, så det passer med mit liv.

Skriv et svar