Livet med flere diagnoser

af

Jeg har i den seneste uge på Instagram, fortalt lidt om, hvad der også fylder i min hverdag, så jeg følte mig også klar, til at fortælle en mere detaljeret version herinde.
………………………………………………

En eftermiddag i marts 2015 ændrede hele mit liv sig for altid.
En ubetydelig hændelse, hvor en aftale blev skubbet i 2 timer udløste en reaktion som jeg med det samme vidste, ikke var normal.
Hele mit følelses register var rundt i alle faser på én time og, på den time oplevede min krop enden på flere års pres fra min egen side.

Jeg havde i 5 år levet et liv med en masse pres og hårde oplevelser som jeg ikke fik håndteret, da jeg ikke følte, at jeg havde ”tid” til at trække stikket. 

Efter et besøg hos egen læge og en samtale på psykiatrisk skadestue tog jeg hjem, da jeg mente, at jeg godt kunne håndtere situationen selv.
Mit hoved havde dog neurologisk taget skade, og den efterfølgende tid var hård.
Når jeg skal beskrive det for andre, siger jeg ofte, at jeg fik stress, men min rigtige diagnose er en belastnings reaktion der kan være lidt sværere at forstå. 

Alt i min hverdag blev pludseligt anderledes og nyt.
Alle daglige rutiner tog mere tid, da jeg havde glemt helt simple ting, som at kunne smøre en rugbrødsmad og hvad jeg praktisk skulle gøre for at komme i bad.
De rutiner jeg stadig kunne,  blev meget langsommere.
Da jeg ikke kunne huske mine rutiner mere, skulle mange ting læres igen.

Det var næsten umuligt at handle alene og jeg skulle planlægge hele turen på forhånd, så den blev så kort og nem som muligt og, så jeg ikke var udmattet af indtryk når jeg kom hjem.

Det tog nogle måneder før at mit hoved havde lært hvad man skal huske, før at man skal ud af døren og hvordan jeg lavede de retter jeg havde lavet uden at tænke over det i over 20 år

Nogle gange kom overskudet tilbage i små glimt af et par timer og, så spurtede jeg rundt, så jeg udnyttede det, inden det forsvandt igen.

Hvis jeg var inviteret ud kom overskudet ofte igen, men det forsvandt ALTID når jeg kom hjem og kroppen faldt sammen i dagevis eller ugevis efter, da det krævede meget, at gøre sig klar til at komme ud, og bearbejde alle de indtryk der kommer, når man er til sammenkomster med venner og familie.

….dette er den bedste måde jeg kan beskrive, hvordan min krop reagerede på en voldsom belastnings reaktion d 9 marts 2015 og, som jeg stadig mærker hver dag i en mildere form.

Du kan muligvis ikke se på mine billeder eller mit smil, at min hjerne arbejder på højtryk for at bearbejde alt det i hverdagen du er vant til….og som JEG var vant til.

Du vil i messenger samtaler og i facebook kommentater ikke mærke, at jeg der kan have masser af overskud, men skal forberede mig i dagevis, hvis vi skulle mødes i hverdagen.

Når man har diabetes og er medicineret som mig, er det voldsomt vigtigt, at man starter dagen med blodsukker, victoza, piller og mad.

Fortsætter med aktiviteter, planer, mere blodsukker..mere medicin…mere mad.

Jeg skal tage 15-20 diabetes relaterede handlinger hver dag.

Det kan være voldsomt trættende, når hjernen har så store udfordringer med at huske og lister ikke hjælper på de dårlige dage, medmindre de er limet til hornhinden.

Jeg fejrer de gode dage, da de ER mine sejre og på sigt får mig tilbage til et nemmere liv.

De andre dage tilgiver jeg mig selv, da jeg er nødt til at starte hver dag fra start, så jeg har en chance for at komme i mål 

Det er nu 3,5 år siden og det har desværre kostet nogle relationer, som jeg enten ikke har kunne passe, eller som ikke har kunne rumme min transformation.
Glemsomhed og hukommelsestab kan for andre virke som ligegyldighed.
Afbud pga at jeg er mættet af indtryk, kan virke som manglende interesse.

Jeg har i dag en hverdag, hvor jeg stadig har mange resurser jeg kan gøre brug af, men de fungerer bedst, når jeg kan gøre det i mit eget tempo og når det passer MIG.

Jeg har stadig dage, hvor jeg mister fornemmelse for sult eller mæthed, men jeg har lært, at det kommer igen.
Jeg har lært at jeg ikke bare skal lave indkøbslister, men også huske at skrive HVAD madvaren skal bruges til, da jeg ofte glemmer det når jeg når ned til netto og så kommer jeg hjem uden varen, da det jo er tosset at købe ting, man ikke ved, hvad skal bruges til 😉

Dette er ikke et blogindlæg,  for at skrive hvor synd det er for mig, men for at fortælle, at over 80 % med diabetes har mere end 1 diagnose, og nogle gange er diabetes den, der er mest stille,… og derfor den sværeste at give nok opmærksomhed.

……Og jeg skriver for at nedbryde alle forestillinger der er om, at diabetes er nem at håndtere både når det KUN er den man har, men også når det som mig, kun er én ud af 3 diagnoser.

Tak for at du tog dig tid til at læse min historie.

Hvis du har lyst til at følge min dagligdag og refleksioner oftere, er du velkommen til at følge mig.
Facebook: Hende med type 2
Instagram: Hendemedtype2

Skriv et svar