5 gode ting min diabetes har lært mig

af

Kan der virkelig være noget godt ved at have diabetes? Jeg har fået mange gode ting med i livet ved at have fået diabetes. Her er 5 af dem.

Jeg havde uden tvivl selv helst været foruden kulhydrattælling, blodsukkermålinger, insulin, tjek på sygehus og bekymringer om, hvorvidt sygdommen nu arter sig fornuftigt.

I mange år fyldte de negative sider ved sygdommen mest, og det var ærlig talt vanskeligt at se, hvad min diabetes egentlig havde bragt med sig af positive ting. Det har over årene ændret sig, og i dag ser jeg en lang række gode ting, min diabetes har givet mig.

1. Jeg er herregod til at tage ansvar – og jeg får tingene gjort

Jeg lærte tidligt at tage ansvar for blodsukkermålinger, insulin og kost, og det har jeg overført til andre dele af mit liv. Skal der sørges for en fødselsdagsfest, et huskøb eller pyntning af juletræet, så tager jeg teten, og sørger for at tingene bliver gjort. Og at opgaven bliver løst efter mit hoved, naturligvis 🙂

 

2. Jeg er altid forberedt

Hvad er blodsukkeret? Har jeg taget insulin med i tasken? Bør jeg tage druesukker med? Er der koldt eller varmt, der hvor jeg skal hen? Skal jeg have en madpakke med som back-up? Uanset, hvad jeg skal – om det er arbejde, fritid, et arrangement eller en ferie – så er der mange ting, jeg skal have tjek på. Min diabetes har lært mig altid at være forberedt. Og af samme grund kan man finde halve pakker druesukker i mine bukselommer, flere tasker og på bordene rundt omkring derhjemme 🙂 Jeg har også mange store tasker med plads til alt diabetes-grejet + make-up, ekstra strømper, plaster, bind, pung, hørebøffer og alt muligt andet, der intet har med diabetes at gøre 🙂

 

3. Jeg er ikke bange for smerte

En blodprøve? Så gerne, her er min arm, prik bare løs! I starten, da jeg fik diabetes, gjorde det virkelig ondt, bare jeg skulle have taget insulin. Sikkert fordi, jeg var bange for smerten. I dag kan jeg udstå det meste: Blodsukkermålinger, insulin, blodprøver mm. Jeg er simpelthen blevet mindre bange for, at ting skal gøre ondt, og tager alt, hvad der handler om nåle, rimelig afslappet.

 

4. Jeg er god til at mærke og reagere på, hvordan jeg har det

Træt, sulten, stresset, glad, tilfreds, overskud. Uanset, om jeg har det på den ene eller anden måde, så kan jeg altid mærke det. Jeg oplever, at min diabetes har lært mig at være opmærksom på kroppens signaler og ikke mindst reagere på dem. Jeg passer ganske enkelt bedre på mig selv.

 

5. Jeg har lært, at det er i orden at prioritere, at jeg har det godt

Når man flyver, siges det i højttaleren: “Ved nødstilfælde, så tag din egen iltmaske på, før du hjælper andre”. Sådan er det også for mig med min diabetes. Hvis blodsukkeret er højt eller lavt, så spiser jeg eller tager insulin, før jeg forholder mig til andre ting. Da jeg som barn fik diabetes, lyttede jeg nok lidt mere til janteloven, og forsøgte at skjule mine behov. I dag har jeg lært, at der ok at prioritere, at jeg har det godt.

Skriv et svar