Min kæreste og FreeStyle Libre har hjulpet på min spiseforstyrrelse

af

Katia Christensen er 26 år og bor i Hald lidt udenfor Randers sammen med sin kæreste Patrick og deres chow chow Lilla.

Katia fik type 1-diabetes den 14. april 2008 efter 10 måneder med konstant svamp i underlivet, og hvor hun vågnede fem gange hver nat for at tisse. Katia har siden da haft tre alvorlige syreforgiftninger grundet en spiseforstyrrelse, hvor hun i perioder helt er stoppet med at måle blodsukker og tage insulin. Hendes spiseforstyrrelse er i den kategori, som hedder: diabetisk bulimi med anorektiske tendenser.

Katia har ikke haft symptomer fra sin spiseforstyrrelse i fem måneder. Og  hun mener, at hendes kæreste Patrick og den nye Freestyle Libre skal have en stor del af æren for det. 

 


Den 14. april 2008 – Jeg har nu diabetes type 1. Jeg var kun 15 år gammel og fyldte 16 år 6 uger efter. Jeg gik i 9.klasse, var lige blevet seksuelt aktiv, jeg skulle til at i gang med ungdomslivet, hvorfor skulle jeg til at tage hensyn til et blodsukker? insulin? mad? Jeg var rigtig uforstående, og jeg troede virkelig ikke på, at jeg havde diabetes.

Det der gjorde mest ondt, og det som har sat sig så dybt i mig siden – og stadig sidder dybt – var en kommentar fra en jeg gik i klasse med. Jeg skulle måle mit første blodsukker i en undervisningstime, og jeg havde fået at vide, at jeg gerne måtte gøre det inde i klassen, fordi jeg skulle vænne mig til, at det at måle blodsukker nu var en naturlig ting for mig at gøre.

Så jeg fandt tingene frem, gjorde klar med strips og i det jeg prikker i fingeren, udbryder min klassekammerat: ”Ej, det der er så klamt, kan du ikke gå ud på gangen og gøre det?”

Jeg blev så ked af det, at jeg nægtede at tage blodsukker og insulin. Det resulterede i, at jeg blev tvangsindlagt i juni måned, fordi jeg ikke tog insulin. Lægerne var bange for, at jeg ville få en syreforgiftning.

Min fødselsdag, den 29. maj 2008, fyldte jeg 16 år. Jeg blev vækket med fødselsdagssang, gaver og flag af min mor, lillesøster og lillebror. Min mor fortalte, at min lillebror på dengang 5 år, havde lagt mærke til, at jeg var ked af min nye sygdom, så han ville give mig en gave, så jeg aldrig skulle stikke mig selv igen… 5 år gammel, og allerede så betænksom❤.

I løbet af mine 11 år som diabetiker har jeg haft mange op- og nedture… Det at have diabetes har altid været et tabu for mig. Kæmpe tabu. Jeg følte, at hver gang vi snakkede om min diabetes, blev jeg dunket oveni hovedet. Jeg har skammet mig, været flov og ønsket den diabetes hen, hvor solen aldrig skinner.

Jeg har haft to alvorlige spiseforstyrrelser, hvor jeg har givet slip på insulin, blodsukre og hensyn til mig selv. Og jeg har haft 3 alvorlige syreforgiftninger.

Den værste syreforgiftning var i august 2012, hvor jeg blev kørt med ambulance til sygehuset. Jeg husker, at jeg sagde til en ambulancemand, at der kun var isterninger i mit glas, og derefter vågner jeg op på intensiv, og en overlæge fortæller, at var jeg blevet indlagt en halv time senere, så stod jeg ikke til at rede. Jeg havde slanger og drop over alt.

Mine spiseforstyrrelser handler meget om, at jeg kun tror, at jeg er noget værd, hvis jeg vejer 51 kg, kan passe str. xxs og se godt ud i en bikini. Mit hoved fortæller mig: ”Du er ikke noget værd, hvis du vejer 63 kg og bruger en str. s.” Jeg bliver ked af det, når jeg kigger mig selv i spejlet og ser en lille hage. Jeg er letpåvirkelig, og jeg bliver hurtigt og nemt ked af det pga. mit udseende. Mine spiseforstyrrelser er i den kategori, som hedder: Diabetisk bulimi med anorektiske tendenser.

I bulimien kaster jeg ikke op, men jeg har overspisninger, hvor jeg først stopper med at spise, når jeg har ondt i maven. Jeg tager ikke insulin, og derfor kunne jeg spise, hvad jeg ville, og derfor stadig tabe mig i vægt.

Jeg fik i sommeren 2018 en sød kæreste, Patrick – som jeg faktisk også var kæreste med, da jeg fik min diabetes konstateret. Nu er vi sammen igen, 10 år efter – og han har støttet mig i min kamp tilbage fra diabulimi til, hvor jeg er i dag. Men det, der også virkelig var vendepunktet for mig, var Freestyle Libre. Det at kunne scanne og få sit blodsukker på telefonen – min kæreste kan følge med via en app, som er forbundet med Libre-appen. Vi snakker om, hvor meget insulin jeg skal tage til måltider osv.

Jeg føler ikke længere, at det kun er mig, som har diabetes, men at min diabetes er et fælles projekt mellem min kæreste og jeg, og det er dejligt! Det er virkelig dejligt, at jeg har en, som interesserer sig for mit helbred og som hjælper. Patrick kan måle blodsukker og endda give insulin, han kan påføre ny sensor, og han er hjernen bag matematikken til kulhydratstælling. I dag står jeg og er ved at lære at tælle kulhydrater, da jeg arbejder mig hen mod at få en pumpe. Jeg har et ”næsten ja” fra min læge og sygeplejerske. Jeg er startet hos en diætist, og til september skal jeg snakke med min læge og sygeplejerske om pumpen igen.

Jeg har haft fem måneder som symptomfri fra min spiseforstyrrelse, så jeg føler virkelig, at jeg nu er på rette vej igen. Samtidig er jeg på Instagram, hvor jeg følger andre diabetikere. Det har hjulpet mig, fordi jeg kan se, at jeg ikke er alene med de følelser og tanker, jeg har❤. Jeg følger bl.a. T1dchick og MinDiabetes

Skriv et svar