Jeg har et behov

af

Denne blog er ret spontan, men ofte er det også dem der viser, hvad der egentlig fylder i mig.

For et par dage siden skrev jeg en status på min Facebook-side, men jeg føler, at den sagtens kan tåle at blive skrevet dybere og mere forklarende.

Må man som diabetiker godt bede om, at der bliver taget hensyn til os i andres hjem, ved at der bliver serveret det kost der er bedst for os
 ?

Jeg deltog forleden i en debat om, hvorvidt diabetikere må forvente, at dem der er tættest på, skal tage hensyn i det mad de serverer når vi er på besøg.

Rigtigt mange diabetikere mener, at det er vores eget ansvar og vi skal kunne sige nej og evt. tage vores eget mad med.
Nogle mener også, at det er ubehageligt med den opmærksom det tiltrækker, hvis man skal italesætte det behov man har for mad uden for meget sukker og kulhydrater ( i den del ligger måske også en frygt for andres fordomme).

Dette står for min egen regning, men handler det om, at vi er blevet opdraget til, at vi generelt ikke må ”fylde noget ” ?
Handler det om, at der stadig er så mange fordomme om vores diagnose, at det er nemmere at spise det samme som de andre, og slippe for at folk læsser en masse fordomme ned over os, om hvad vi BØR spise, og hvorfor vi fik diagnosen til at starte med ?
Det kan evt. være en kombination af begge ting eller noget helt tredige ?

Uanset hvilken grund det er, kan det have store konsekvenser for vores helbred.

Hvis vi ikke taler højt om, hvad diabetes ER, og hvad vores kost bør indeholde, tror jeg, at det kan være med til at bibeholde den voldsomme uvidenhed der er i Danmark diagnosen.

Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra for 26 år siden, haft mange gæster i mit hjem.
Jeg har i den tid taget hensyn til vegetarer, folk der ikke drak alkohol, og folk der ikke kunne lide specifikke madvarer.

Jeg elsker tomater lige så meget som min kæreste og veninde hader dem, så jeg serverer det aldrig for dem.
Det er hensyn 

Jeg er også ret glad for oliven, stærk ost, broccoli, porrer og en masse andet min kæreste slet ikke kan lide, så jeg serverer det aldrig for ham.
Det er hensyn 

HVORFOR må diabetikere ikke bede om samme hensyn og omtanke?
Hvorfor må vi ikke have behov, da det i min optik egentlig er ret beskedne hensyn der skal tages, så en aften hos familie og venner ikke STADIG er en aften, hvor vi skal lave mad til os selv  ?

Vores kost er ikke sundere p.g.a. en kræsen tunge, men p.g.a. en nødvendighed og diagnose, da vi så frygteligt gerne vil være gamle sammen med dem vi elsker.
…. De vil vel også gerne være gamle med os, ikk’ ? 

Jeg har selv rigtigt svært ved at bede om, at maden kan spises af mig når jeg er ude.
NETOP fordi de fleste mener, at vi jo godt kan spise LIDT sukker og LIDT kulhydrater.
……men det er helt sikkert, at DERES definition af lidt, er meget anderledes end min.

Jeg har også nogle der mener, at det er mit eget ansvar at spise sundt, men jeg tror at de glemmer hvilken situation jeg er i når jeg er i DERES hjem.
Hjemme har jeg ALTID mulighed for at spise sundt og her ER det mit eget ansvar.
På en restaurant kan jeg både vælge sted og nummer på menuen, så der kan jeg også selv vælge det sunde.

Når du inviterer mig hjem i dit hjem, kommer jeg uden mad og overlader min tryghed til dig.
Ligesom jeg forventer, at du ikke sparker mig over benet når jeg træder ind af døren, syntes jeg at det er ok at forvente, at du har interesse i, at mit helbred er i samme stand når jeg tager hjem igen.
Jeg ved godt at det er lidt skarpt trukket op, men ER der stor forskel på, at lave mad med lidt ekstra grøntsager, eller lave en diabetesvenlig dessert ( der er tusindvis at vælge imellem).

Diabetikere er lige så sultne som andre når vi er ude, og det er SÅ små justeringer der skal til, for at maden kan spises af os, uden at vi skal stresse over et blodsukker der stiger til 3 x så meget som raske.

Jeg syntes IKKE, at det er en diabetikers ansvar at tage madpakke med når vi er inviteret ud, når det eneste vi har brug for, er mulighed for at blive mæt i et sundt valg.
Jeg syntes ligeledes at det er en svær, men sund del af det der skal fylde en relation, at man sammen kan hjælpe hinanden i det der fylder.
Diabetes er et 24-timers job, så et ”break” på et par timer hos familie eller venner, kan betyde rigtigt meget i vores hverdag.

Selvfølgelig spiser vi ikke sundt alle dage, men det har konsekvenser ligegyldigt om vi fester ude eller hjemme.

….Det kunne måske også handle om, at vi bare selv spænder ben, ved ikke at kræve den plads vi % mæssigt fylder i selskabet ?

Jeg er selv i en familie, hvor jeg ALDRIG får de andre 3 til, at spise lige så lidt sukker og kulhydrater som mig, så vi har fundet en ordning der virker for OS.
Vi laver primært retter, hvor kulhydrater, grønt og kød er opdelt, så vi selv kan vælge hvor stor en andel af de forskellige dele vi vil have.
Jeg kan på den måde ALTID vælge at lave en tallerken uden andre kulhydrater end dem der er i grønt, og den model kommer vi nok til at fortsætte med i rigtigt mange år.

Jeg håber, at der i fremtiden bliver færre fordomme om diabetikere, så vores behov ikke er besværlige, men en fælles opgave.

————

Hvis du har lyst til at følge min dagligdag og refleksioner oftere, er du velkommen til at følge mig.
Facebook: Hende med type 2
Instagram: Hendemedtype2.diabetes

Skriv et svar