Graviditetsdiabetes var en advarsel…det vidste jeg ikke dengang

af

I august 2018 fik jeg konstateret type 2-diabetes. Det kom ikke som et stort chok, da jeg tidligere havde haft problemer med for højt blodsukker og jeg med 116,5 kg fordelt på 176 cm krop, vejede alt for meget.

For højt blodsukker startede faktisk allerede for 30 år siden, da jeg var gravid med min første søn. Dengang målte man sukker i urinen med en stick, og det fik jeg + på et par gange i min vandrejournal. Jordemoderen sagde, at jeg skulle passe lidt på med, hvor meget sukker jeg puttede på havregrynene om morgenen. Så skulle det nok gå. Mit barn ville nok blive lidt større end normalt, men jeg skulle ikke være bekymret. Der var ingen opfølgning med blodprøver.

Jeg var noget overvægtig under min første graviditet, da jeg før denne havde haft tre spontane aborter og havde ligget stille en del. Efter fødslen af en 58 cm stor og 5 kg tung dreng, tabte jeg 30 kg og var igen normalvægtig.

Så kom graviditet nummer 2. Jordemoderen mente ikke, jeg ville få lov til at gå tiden ud, da barnet nok ville blive for stort. Det var faktisk den eneste kommentar og snak, jeg fik om graviditetsdiabetes dengang for 28 år siden. Tilfældet blev, at nummer to blev født 6 uger for tidligt – ved en fødsel der tog 55 min., så det blev aldrig relevant at blive sat i gang eller få kejsersnit. Drengen var 47 cm og vejede 3.800 g, selvom det var så tidligt, så der er ingen tvivl om, at jeg også havde graviditetsdiabetes ved graviditet nummer 2. Men igen – ingen opfølgning eller snak om fremtidige konsekvenser.

Årene gik, og kiloene blev flere og flere. Jeg tabte 10 kg og tog 12 kg på. Tabte 30 kg på et tidspunkt og tog 32 kg på. Tabte 5 kg og tog 6 kg på. Kender I det? Det er der sikkert mange, der gør.

Jobbet fyldte altid meget i mit liv, og jeg har haft mange spændende jobs med masser af rejser, kundebesøg, hotelophold og restaurantbesøg.

Mad er altid blev prioriteret højt. Jeg slapper af, når jeg laver mad. Mad er min passion, og jeg har altid fokuseret på smagsoplevelser og kvalitet. Aldrig på kulhydrater og kalorier. Smør, ost og fløde var faste beboere i køleskabet. Og alle retter havde kulhydrater i form af ris, kartofler eller pasta. Men alle retter havde også masser af grøntsager, så jeg følte, at jeg spiste sundt. Min madlavning er også meget varieret, og jeg spiste aldrig junkfood – og meget sjældent slik og kager.

I 2016 skranter helbredet så. Efter en operation i juni 2016 var blodsukkeret for højt, og jeg kommer på Metformin. Taber mig 8 kg og dropper al slik, kager, puddersukker på A38 og sukker på havregryn (ja, ja, de havregryn med sukker på, har fulgt mig siden jeg var 3 år gammel). Så fjernede vi Metforminen, og blodsukkeret var igen normalt. Jeg syntes, jeg var rask og bildte mig selv ind, at jeg slet ikke havde type 2-diabetes, men at det bare var eftervirkningerne efter min tarmoperation.

Så var jeg uheldig igen. I februar 2017 og juni 2018 blev jeg opereret for en diskos i nakken. Jeg lå og sad stille store dele af dagen og 2.000 skridt dagligt var absolut maksimum. Ikke fordi jeg var doven, men simpelthen fordi jeg ikke kunne gå tur eller bevæge mig på grund af smerter og svimmelhed. Og så kom der endnu flere kilo på. Jeg nåede alle tiders maksimum på 116,5 kg og et langtidsblodsukker på 56.

Nu havde jeg type 2-diabetes. Kampen for at få kontrol over mit blodsukker, mit blodtryk, mit kolesteroltal og min vægt startede den 21. september 2018, hvor jeg fik min første sprøjte med insulin. Det var den, der gjorde forskellen – pennen med insulin. Det var der, jeg forstod, at jeg var nødt til at tage ansvaret for mit helbred, og at jeg var nødt til at gribe opgaven an, som jeg havde gjort med mit job hele mit liv. Jeg skulle læse og tilegne mig ny viden, jeg skulle lære, hvordan min krop virker, jeg skulle lære, hvad mad består af, og jeg skulle metodisk og systematisk i gang med at tabe mig, motionere og lave mad på en anden måde. Jeg er kun lige begyndt – der er så meget, der skal forstås, læres og accepteres.

Men hvorfor gik der så mange år, før jeg tog kroppen, helbredet og maden alvorligt? Graviditetsdiabetes er et varsel på de problemer, man kan få, hvis man ikke passer på sin krop resten af livet. Men dengang for 30 år siden, var der ingen, der talte med mig om den risiko, jeg ville have for at få diabetes 2 senere i livet. Måske var man ikke bevidst om den øgede risiko? Måske var der én, der sagde noget – men jeg ”hørte” det ikke?

Nu er jeg i gang med projekt ”jeg vil være medicin-fri”. Jeg ved godt, at jeg altid vil have type 2-diabetes, men jeg har bestemt, at jeg vil arbejde hårdt og målrettet mod at blive symptom- og medicinfri. Jeg ved, der vil komme mange bump på vejen – har allerede været over en del. Jeg ved, jeg vil blive glad for fremskridt, ked af det, og frustreret over stilstand og forsøge at være ligeglad med tilbage skridt. Men jeg ved, jeg vil gøre mit bedste. Og er mit bedste ikke godt nok, må jeg bare finde en anden vej. Jeg vil kæmpe mig ud af denne situation, jeg selv har bragt mig i. Måske er målet urealistisk, men det er jeg ikke klar til at acceptere endnu.

Jeg er en 56-årige kvinde – der gerne vil se mine børnebørn vokse op. Jeg skal nemlig snart være farmor for første gang. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg gerne vil blive gammel sammen med. Jeg vil passer på mig selv – det er mit løfte til mig selv – noget sent, men ikke for sent.

”Når forandringens vinde blæser, rejser nogle læskærme, mens andre rejser vindmøller.”

Skriv et svar