Til tops i Norge med diabetes i rygsækken

af

Sommerferien bød på en uge med vandring i de norske fjelde. Med forberedelse kan det sagtens lade sig gøre med diabetes.

For nogle vil en uges fjeldvandring med diabetes slet ikke være noget, man overvejer, om man kan. Man gør det bare.

For andre vil det være en helt umulig tanke. For hvad nu, hvis blodsukkeret bliver lavt, eller hvis insulinen svigter ude midt i ingenmandsland?

For mig er det et sted midt imellem de to yderpunkter: Jeg har en stålfast tro på, at det meste kan lade sig gøre, trods diabetes – men at det kræver lidt ekstra forberedelse.

Aktiv ferie uden rute
Denne sommer bød på en uge med fjeldvandring i Norge. Ruten var ikke fastlagt på forhånd. Udrejsen Hirtshals- Kristiansand var bestilt på forhånd, men hjemrejsen var ikke bestilt, og det var overnatningen heller ikke. Der var altså plads til spontanitet og overraskelser undervejs.

Min erfaring er, at spontanitet kræver noget planlægning med diabetes, så jeg havde gjort mig nogle forberedelser hjemmefra.

For mig handler forberedelserne først og fremmest om at have rigeligt med insulin og rigeligt med mad/snacks med. Mad er dyrt i Norge, så jeg havde forberedt en del hjemmefra, som var med på turen:

Pakkeliste
2 Novorapid-penne: En i brug og en ekstra, hvis den første pen skulle svigte
2 Tresiba-penne: En i brug og en ekstra, hvis den første pen skulle svigte
14 pakker druesukker
30 proteinbarer: En kasse
3 rugbrød
1 smør
2 kg hjemmelavede kyllingefrikadeller
2 kg kogt kyllingekød
Ketchup
Remulade
1 kg havregryn
Strøsukker
Og så selvfølgelig tøj, sko osv.
Som sagt – der var rigeligt med 😉

Både korte og lange vandreture
Hver eneste dag bød på en vandretur i de norske fjelde. Nogle dage en times vandring, andre dage vandrede vi en hel dag.

Udfordringerne var forskellige fra dag til dag, men fælles for alle turene var, at der var våde og glatte sten, og at vi alle dagene gik meget opad. Turen nedad var oftest den mest krævende, for her var fokus på ikke at falde på det glatte underlag.

Vandring til toppen af vandfaldet Langfossen

Toptur
En vandretur til en form for ”top” er bare noget helt særligt. At vandre op, kæmpe sig igennem sten, vand og grus, at nå en top, nyde udsigten og sige til sig selv: ”Jeg klarede det”.

I Norge var højdepunktet topturen op til kanten af gletsjeren Buarbreen (man må kun gå på selve gletsjeren med guide). På forhånd anede vi ikke, hvad der ventede os. Kun at turen var angivet som ”krævende” og af ca. fire timers varighed – to timer op og to timer ned.

Vi startede turen gennem skov, og var ret optimistiske, da solen skinnede, og selve stien var en almindelig skovsti, som ”blot” gik meget opad. Men det skulle blive meget vildere.

Som vi kom op, begyndte de store sten at dukke op. Store sten, som man vel at mærke skulle klatre over for at komme videre. Der skulle også vandres tværs over vandfald, og som om, at det ikke var nok, var der også ca. 20 steder på turen, hvor vi skulle klatre i reb for at komme videre.

Blodsukkeret var i bund, og det blev til en del pauser, hvor der blev tanket op med druesukker.


Klatring ved Buarbreen

Selvom det var hårdt, var det også sjovt, og så er der noget dejligt barnligt over at hive sig frem i reb.

Havde jeg vist det på forhånd, havde jeg ikke valgt turen, fordi jeg ville have tænkt, at det var for krævende. Men nu var jeg ude på ruten, og besluttede mig for at fortsætte. Heldigvis. For på toppen var der dette fantastiske syn.

Min kæreste havde en Pepsi Max med i rygsækken, og den delte vi som en fejring af, at vi havde nået toppen.

Erfaringer fra fjeldvandringerne i Norge:

– Uvished kan være godt: Jeg kan godt klare udfordringer, som opstår undervejs. Havde jeg kendt dem på forhånd ville jeg måske ikke have vandret de flotte ture, fordi de ville virke for svære.

– Planlæg til alt slags vejr: I Norge var der både regn, sol og blæst, mens vi vandrede. Tag lag-på-lag-tøj med og opbevar gerne snacks mm i plastikposer eller drybags i rygsækken.

– Hav lidt af hvert med i rygsækken, men tænk på vægten: Blodsukkerapparat, insulin, druesukker og vand er faste bestanddele i min rygsæk. Resten er ekstrating, som er rare, men ikke nødvendige.

– Gør det og nyd det: Diabetes er altid med i rygsækken – men med planlægning kan også ”spontane rejseoplevelser” lade sig gøre.

Skriv et svar