Dia-diary

af

Charlotte Maul er gæsteblogger på Diabetes Stories. Hun er 41 år og bor i Herning med sin mand og to børn. Hun har haft type 1-diabetes i 24 år, og hun har været lokalformand i Hernings lokale Diabetesforening i 4 år og tovholder i type 1-netværksgruppen i Region Midtjylland i 6 år. I 2015 var hun stresssygemeldt fra sit arbejde, og her fik hun kendskab til skygger og skyggearbejde i relation til diabetes. I januar 2017 blev hun uddannet skyggevejleder. Og i december 2018 blev hun uddannet neurokommunikations- og sundhedscoach. Siden marts har hun arbejdet selvstændig som diabetescoach. Udover det holder Charlotte foredrag og skriver her på bloggen om diabetes og skygger. 


Dia-diary

Du har fulgt mig hver dag i 24 år. I 24 timer. Hver eneste dag. 7 dage om ugen. Dag og nat. Morgen, middag og aften. Hvert minut, hvert sekund.

Du er der altid. Altid.

Du er den i hele verdenen, der har set mig allermest sårbar.

Du er den i hele verdenen, der har set mig allermest skamfuld.

Du er den i verdenen, der har oplevet mig med allermest dårlig samvittighed.

Du er den eneste, der ser mig hver dag. Bar, nøgen og skrøbelig.

Du er den eneste, der virkelig ser mig. HELE mig. Som den jeg er.

Du er den eneste, der ved, hvordan jeg har det indeni. Alle tankerne. Alle følelserne.

Du er den, der har fulgt mig længst tid. Længere end noget arbejde. Mere intenst end min egen familie.

Du er den eneste, der altid er der. Altid. Selv på dage, hvor jeg ikke ønsker dig i mit liv, så er du her stadig. Du hænger ved.

Du har set mig i alle tænkelige situationer, med alle tænkelige følelser. Hele mit følelsesregister har du mærket og gennemlevet i min krop. Med mig. På godt og ondt.

Mon jeg nogensinde får sluttet helt fred med dig.  Og hvad vil det egentlig sige?

Du er mit vilkår, du er ikke mit valg. Men vi er sammen. Vi er sammen om det her. Hver dag. Konstant.

K O N S T A N T. Du er konstant. Du er vedvarende. Du er her. Altid.

Du fylder så meget, selv når jeg vil have dig til at fylde så lidt.

Du er i min taske. Du er på mit natbord. Du er i mine skuffer. Du er i mine lommer. Du er i min bil. Du, min kære diabetes, er overalt.

Jeg husker ikke tiden før dig. Inden du kom i mit liv.

Jeg har givet dig skylden for mine tanker, for mine følelser og handlinger i mit liv. Når jeg ikke kunne stå alene med min dårlige samvittighed, min skyld og skam over at behandle både dig og mig selv dårligt, har jeg givet dig skylden. Hver dag. Mange år. Men ikke mere.

Jeg tog dig som gidsel. Jeg projicerede mine følelser og forestillinger over på dig. Jeg slap mit ansvar og tog dig til fange. Jeg vidste ikke bedre. Dengang.

Du var mit gidsel, når jeg ikke orkede at slæbe mig til træning. Du var mit gidsel, når jeg havde chokoladecravings. Du var mit gidsel, når jeg var træt. Du var mit gidsel, når jeg ikke kunne styre mit blodsukker. Du var mit gidsel, når jeg overspiste. Du var mit gidsel, når jeg skældte ud på omverdenen. Du var mit gidsel, når jeg var sur, ked, irriteret, hidsig, såret… du har fået skylden for alt. Jeg kunne ikke selv rumme alle de følelser. Det var ikke mig, men dig. Det var ikke min skyld, men din.

Jeg har altid placeret skylden på dig. Jeg har altid haft behov for at placere skylden. Men hvorfor? Hvorfor gå den vej? Vejen har altid ført tilbage til mig selv. Min egen skyld. Min skyld. Alt. Jeg har været overvældet af skyld, skam og dårlig samvittighed. Jeg har været offer. Offer for min diabetes. Offer i mit eget liv. Sådan har jeg levet i adskillige år. I offerrollen. Som offer. Men ikke mere.

Forestil dig at følges med én i døgnets 24 timer, 7 dage om ugen, som jeg har skammet mig over i så mange år. Forestil dig mit følelsesmæssige kaos indeni. Men ikke mere.

Nu er jeg herre i mit eget liv. Herre over min egen diabetes. Jeg nægter at være offer i mit eget liv. Mit liv. Måske det eneste liv jeg får. Jeg har lukket lyset ind. Jeg lukker lyset ind. Hver dag. Jeg tager ansvar. Hver dag.

Nogle gange suger du stadig mening ud af mit liv. Andre gange giver du mit liv mening. Giver mit liv formål. Der er en grund til, vi er sammen. Du og jeg. Du har gjort mig til den, jeg er. Powerfuld og autentisk. Jeg er afhængig af dig. Ja, jeg er i tvivl om, jeg kan leve mit liv uden dig.

På trods af alt så passer jeg på dig. Jeg passer dig, så godt som jeg kan, og det er godt nok. Jeg stiller mig ovenpå dig og ikke under. Jeg er større end dig. Jeg er den, der er den. Du er min. Jeg er din. Altid og for evigt.

Kærligst Charlotte

Følg med på min Facebook-side, på Instagram @diabetesuniverset og på www.diabetesuniverset.dk


Læs flere indlæg skrevet af Charlotte:

Min diabetes er min sårbarhed

Diabeteshyldest

Hvordan flytter du dit fokus?

Disse dage kommer også

Min vej ud af diabetesstress

Kender I diabetesblikket?

Bump, bjerge og undskyldninger

Hvad nu hvis…

 

Skriv et svar