Det første halve år med type 2-diabetes

af

Da jeg fik konstateret type 2-diabetes, var jeg egentlig ikke overrasket, og jeg blev grebet af viljen til at gøre noget ved min situation.

Jeg ville tabe mig, spise rigtigt, motionere og ikke mindst blive medicinfri.

Jeg syntes ikke, der var meget at gøre på madsiden. Jeg syntes, at jeg spiste lidt, rigtigt og sundt. Men alligevel begyndte der at gå ting op for mig, jo mere jeg satte mig ind i, hvordan min krop virkede og reagerede på forskellige typer mad. Hidtil havde jeg været meget opmærksom på kalorier. Jeg havde aldrig vidst eller sat mig ind i, hvordan kroppen reagerer på kulhydrater.

Jeg er nok fra en generation (1963), hvor det at tabe sig var en eller anden form for hekseri eller mirakelkur fra et ugeblad: 5 dages spise/2 dages faste. Kålsuppe 5 gange om dagen. Grapefrugtkuren. Hvidvinskuren (ja – den fandtes også). ”Tab 4 kilo på en uge ved at…” ”Tab dig uden motion, bare spis…” Spis-grape-bønner-og-hårdkogte-æg-kuren.
Naturligvis er der mange, der ved bedre, men jeg brugte bare ikke tiden på at sætte mig ind i, hvordan min krop reagerede på de forskellige næringstyper.

Det var jeg nu nødt til, hvis jeg ikke ville ende med en masse senskader eller daglig bøvl og problemer.

Udgangspunktet i december var:
Langtidsblodsukker: 56
Vægt: 116,5 kg
Blodtryk: ca. 180/120
Hvilepuls: 76
Kolesterol 6,6

Juni 2019:
Langtidsblodsukker: 39 (minus 17)
Vægt: 95,4 kg (minus 21,1 kg)
Blodtryk: ca. 110/70 (minus 70/50)
Hvilepuls: 64 (minus 12)
Kolesterol 4,8 (minus 1,8)

Hvad har jeg gjort?

For det første, har jeg målt mit blodsukker – en hel masse gange dagligt. Jeg er typen, der er til tal og fakta. Tal lyver ikke – der er intet fake news over et blodsukker på 16. Og da jeg så var så uheldig, at jeg hverken kunne tåle metformin eller Jardiance, kom jeg på insulin, hvilket krævede mange målinger for at finde rette dosis. Jeg målte fastende, 2 timer efter morgenmad, før frokost, 2 timer efter frokost, før aftensmad, 2 timer efter aftensmad og til godnat. Altså 7 gange dagligt.

Jeg fandt pludselig frem til mad, der hos mig resulterede i høje blodsukkertal. Ost, A38 og havregryn med skummetmælk – som jeg elsker, og som var en del af min daglige kost – måtte desværre ud. Jeg fandt også ud af, at mellemmåltider – ligegyldigt hvor få kulhydrater de indeholdt – ikke var en god ting. For blodsukkeret kom aldrig rigtigt ned.

Så arbejdede jeg med mængder. I stedet for at smøre 3 stykker rugbrød og sætte dem på en tallerken, så tager jeg pålæg, grøntsager og rugbrød på et skærebræt og smører en mad ad gangen. Tager grønt på tallerkenen – spiser det. Holder pause. Smører en mad – og spiser den. Holder pause. Smører en mad mere – og så er det ok at lade den sidste bid ligge. Jeg skal ikke spise op. Det var faktisk svært. Det ser dumt ud (i mit hoved) at lade en femtedel mad ligge – jeg har vist lært, det ser dumt ud (spis op). Men det gør jeg nu. Og pludselig er jeg mæt efter cirka halvdelen af tidligere mængder.

Det samme gælder aftensmad. Først grøntsager på tallerkenen og så alt det andet, og når det er spist: hold pause. Så er jeg faktisk mæt. Portion nummer to kommer yderst sjældent på tale.

Så 3 måltider. Målrettet indsats for at finde de fødevarer, der er gode for mit blodsukker, og hvad der ikke er.

Motion er så det næste store indsatsområde. Her er jeg lidt udfordret, da jeg desværre har været gennem 2 nakkeoperationer i 2017 og 2018. Det har gjort, at da jeg fik diagnosen type 2-diabetes var 2.000 skridt dagligt en udfordring. Så jeg har virkelig måttet kæmpe for at få motionen op. Jeg kommer aldrig til at løbe eller springe på trampolin. Jeg må tage dagene, som de kommer, og en god dag med mange skridt er næsten med 100 %’s sikkerhed lig med en hel dag foran tv’et næste dag. Det havde intet med diabetes at gøre – syntes jeg. Men pludselig indså jeg, at det kunne have alt med min diabetes at gøre. Jeg fik jo netop diabetessymptomerne igen efter mine operationer.

Mit ur – der måler skridt, puls, intense aktivitetsminutter, trapper med mere – har været en uvurderlig hjælp. Igen kommer det med tal og data op i mig. Mange skridt = mange forbrændte kalorier = vægttab.

Nu startede en fuldstændig tosset kamp. Fra 2.000 til 3.000 skridt var noget af det sværeste, jeg har gjort. Men da det var faldet på plads, kom næste mål på 4.000 skridt noget nemmere.

Nu er målet 5.000 skridt, og det har været svært, men jeg har i dag et snit på 4.772 skridt over de sidste 7 døgn. Det skal nok komme. Jeg VIL op på 5.000 skridt i snit. Bum!

Det var lidt om min kamp. Jeg ved, der sidder nogen derude og synes, det måske ser nemt ud – det er det ikke, men det er muligt. Sommetider har jeg haft lyst til at give op, men en udsigt til en alderdom, hvor jeg ikke alene skal være begrænset af mine nakkeoperationer, men også kunne blive begrænset på grund af en diabetes med følger, er ikke attraktiv. Jeg vil være en glad og mobil farmor, mor, kæreste og veninde.

Nu skal jeg videre til nye delmål – for at nå det endelige mål: at være medicinfri.

Skriv et svar