Ensomheden jeg ikke kan forklare

af

Klokken er lidt over 01 om natten, og jeg er igen vågen og ser tv, imens resten af familien sover.

Jeg er frustreret over, at jeg ikke bare kan sove på kommando som de andre, men når mit hoved er fyldt med bekymringer, skal der meget lidt til at forstyrre min ro.

Jeg forlod derfor soveværelset 5 minutter efter, at jeg VAR gået derind med min kæreste, da en høj lyd fra hans telefon var nok til at vække mig.
… jeg blev vist lidt sur, men jeg må forklare ham hvorfor, når han er vågen om 5 timer. 

Om 9 timer har jeg nemlig en aftale på mit diabetesambulatorie, og jeg har IKKE gjort det godt nok de sidste måneder.

Jeg har faktisk haft pause fra meget af min medicin, fordi jeg reagerer så kraftigt på den, at bivirkningerne gør min hverdag for svær.

Jeg bildte så mig selv ind, at jeg havde styrke til at regulere med kost og motion… Men det havde jeg åbenbart ikke.

Den dårlige samvittighed æder mig nogle dage op indefra.

Jeg er VILDT god til at minde andre om, at det ikke giver energi at samle på nederlag… Men er VILDT god til at tælle alle mine egne og lade dem fylde så meget, at alle de seje ting, jeg får lavet hver dag, næsten ikke fylder noget.

Nu er klokken blevet 01:15, og jeg tænker, om andre også har den følelse, jeg sidder med lige nu?

Jeg kan fortælle min familie, kæreste, drenge og venner om alt det kliniske ved min diabetes og alt den nørdede info, jeg har om diagnosen.
… men jeg vil ALDRIG kunne få dem til at vide, hvordan det føles.

For mig er diabetes en ensom diagnose.
Det ER jo en diagnose, der for mange giver følgesygdomme, der kan gøre alderdommen trist og fyldt med MERE sygdom.

Jeg føler en del fællesskab i de netværk, jeg har på Facebook og Instagram, og min kæreste har alle dage været meget interesseret, men det er stadig kun MIG, der skal tage valg, og kun mig der mærker konsekvenserne.
Da min diabetes ikke har sat sig mildt i min krop, kan det ofte være en stor byrde oveni i de andre ting, jeg skal håndtere.
Når andre er sammen med mig i hverdagen, tror jeg, at de færreste tænker over, HVOR mange valg jeg skal tage, som de slet ikke skænker en tanke.

Selvom der er over en kvart million, der har type 2 i Danmark, er INGEN af dem nogen, jeg er sammen med i hverdagen .
Hjemme er jeg den eneste.
Hos venner er jeg den eneste.
Hos familie er jeg den eneste.

Jeg er altid KUN mig.

Løsningen for mig er ikke at starte en madklub for diabetikere (men det kunne det være for andre).

Hvis du bor i en by med 20.000 indbyggere, er der faktisk over 1000 med type 2.

Men for mig er dette ikke en løsning, da min stress-/ptsd-skade gør, at jeg bliver for hurtigt “brugt” i hovedet af nye indtryk.

(Dette er skrevet, da jeg vågnede.)

Jeg kan ikke ændre hele verden, men jeg kan ændre MIN verden. 

Det har taget mig 10 måneder at finde mine ben i mit nye liv i Jylland, men nu HAR jeg fundet dem.

Min ensomhed kommer ofte af, at jeg tilsidesætter mine egne behov og lever og spiser som andre.
Da andre er uvidende om mit valg, er det KUN mig, der stresser over det, og kun MIG der føler mig anderledes og ensom i min kamp.
Her i det nye år er jeg blevet bedre til at dele ud af min blodsukkerstatus til min familie – og sætte mad på bordet som JEG kan tåle.
Vejen ud af min ensomhed ligger ikke i at deltage mere i andres liv, men ligger i at lade dem deltage mere i mit. 

……………………………………
Hvis du har lyst til at følge min dagligdag og refleksioner oftere, er du velkommen til at følge mig.
Facebook: Hende med type 2
Instagram: Hendemedtype2.diabetes


Tak fordi du læste med

2 svar til “Ensomheden jeg ikke kan forklare”

  1. Åh hvor det kunne være en af mine utallige søvnløse nætter … Jeg fik konstateret diabetes 2 for 9 år siden og alt gik sim det skulle og ærligt så troede jeg slet ikke jeg skulle lande her hvor jeg er nu .
    Har været syg stort set siden jeg fyldte 19 år med blodpropper , mave tarm sygdom , operationer der snart runder 14 stk , astma , diskoprolabs og et rigtig dårlig forhold satte lige sine spor som sammen med en ikke velreguleret diabetes som angst og har diagnosen PTSD og depression … og midt i det hele blev jeg ‘ glemt’ i læge journaler hos min forrige læge og for 6 uger siden fik jeg et chok da jeg pludselig ikke kunne læse hvad der stod med småt ( har ALTID haft gode øjne ) og der opdagede min nye fantastiske læge at mit HbA1c var steget til 99 på 6 mdr og jeg kunne virkelig mærke det fysisk og derfor kom jeg på Ozempic … trods bivirkningerne , kvalmen og trætheden kan jeg mærke der sker lidt nu efter 4 uger og håber det bliver bedre … 🙏 men ensomheden i alt det her … blandt venner , familie og i den kæreste der forstår bare en lille smule gør mig SÅ ensom . Om natten er min angst værst og det er ensomheden også …

    Tanker fra Maria

    • Line Maria Sørup

      Hej Maria
      Det lyder som en hård historie at du har haft <3
      Der er mange ting forbundet med type 2 som der ikke bliver taget højde for i den behandling der er tilgængelig.
      Psyken er MINDST lige så vigtig at se på som det fysiske ( for nogle af os )
      Jeg håber at Ozempic får sin virkning hos dig, så dit blodsukker kan komme ned, da det påvirker både energi og humør at ligge så højt, og så er det jo kun endnu sværere, at gøre noget godt for sig selv.

      Jeg er begyndt at lukke min kæreste ind i livet med diabetes, men det kræver helt sikkert lidt overskud og tålmodighed, da man skal dele en masse fakta der er ny for dem OG lukke dem ind i alle de valg man skal tage hver dag, så de forstår, HVOR stor en rygsæk det kan være, at bære rundt på. ( sammen med psykiske diagnoser )
      Mine egne psykiske spænder tit ben, men hvis man ikke sigter efter det perfekte hver dag, er man tættere på målet <3

      Jeg håber alt det bedste for dig <3

Skriv et svar