Blodsukkkermålinger- er det nødvendigt for en type 2?

af

Tilsyneladende mener mange læger og kommuner, at det ikke er nødvendigt, at diabetikere selv måler blodsukker derhjemme, idet mange ikke kan få bevilling til måleudstyr. Det kan der jo være flere årsager til, og en af dem er helt sikkert økonomi for kommunerne. Et meget kortsigtet synspunkt, da denne lille besparelse kan bevirke meget større omkostninger senere hen, når evt. følgeskader skal behandles, og der muligvis skal udbetales månedlige pensioner, fordi nogle diabetikere ikke længere kan arbejde.

En anden årsag kan være, at lægerne kun kigger på hba1c (langtidsblodsukkeret) og udelukkende behandler ud fra dette målte tal, hvilket er lige så kortsigtet, som nævnt ovenfor ift. kommunernes økonomi. Det er selvfølgelig vigtigt, at hba1c holdes på et tilfredsstillende niveau, men efter min mening er det mindst lige så vigtigt, at de daglige blodsukkerudsving/-toppe også holdes på et tilfredsstillende niveau. Man kan have et tilfredsstillende hba1c, men nogle utilfredstillende blodsukkerstigninger, som er usunde for kroppen og på sigt kan bevirke følgeskader, og det opdages ikke, før det er for sent, hvis man kun måler hba1c.

Derfor er det vigtigt, at vi selv måler de daglige blodsukkerudsving.

Hvis man blot måler for målingens skyld, er jeg egentlig ret enig i, at det ikke er særligt vigtigt selv at måle. Det giver ikke så meget mening at måle sit fasteblodsukker hver morgen, hvis man blot konstaterer, at det i dag var x,x mmol/l og så må vi se, hvad det er i morgen. Man skal måle systematisk og gøre noget aktivt ved det. Da jeg selv i sin tid begyndte at læse og lære om diabetes og sætte mig ind i min egen situation, satte jeg ret hurtigt mål for, hvor højt hba1c og daglige blodsukkerstigninger jeg ville acceptere, og mine mål er, at jeg vil holde mit hba1c på max 41mmol/mol, som er under prædiabetesområdet, der er 42-47 mmol/mol. Jeg vil ikke have en blodsukkerstigning over 8,0 mmol/l efter et måltid, og det er ikke efter 1,5-2 timer – det er det højeste, det må blive og mit topper oftest mellem 30-45 min. Hvis mit blodsukker stiger højere end 8 mmol/l forårsaget af en bestemt fødevare, så dropper jeg den fødevare i min daglige kost fremover. Mine mål skal overholdes uden medicin! Jeg har ikke altid kunne holde mine mål i de 10 år, jeg har haft diabetes, men det har hver gang været min egen skyld, jeg har været bevist om hvorfor, og jeg er hurtigt på hesten igen efter en lidt skidt periode. Jeg har fx i foråret deltaget i et kostforsøg ved Bispebjerg Forskningsafdeling, hvor jeg spiste efter de officielle kostråd i 6 uger, og i den periode kunne jeg ikke helt holde mine mål.

Jeg forstår ikke den lærdom, som mange får hos lægen eller på diabetesskolen om, at man kun skal måle 1,5-2 timer efter måltidet, og hvis det er under 10, er det fint. Mit blodsukker er næsten altid pænt under 10 mmol/l 2 timer efter et måltid, og så kan jeg jo tro, at jeg kan spise hvad som helst uden risiko, og sådan hænger det simpelthen ikke sammen efter min mening og erfaring. Hvis jeg tester en fødevare, så måler jeg i halvtimes intervaller efter spisningen og stopper målingerne,  når blodsukkeret er pænt nede igen, hvilket typisk er 1,5-2 timer efter….medmindre jeg har spist langsomme kulhydrater, som fx fuldkornsprodukter, for så tager det en evighed om at falde igen, men toppen er stort set lige så høj som for mere hurtige kulhydrater. Det er vist tydeligt, hvad jeg mener om anbefalingerne om, at vi skal spise mange fuldkornsprodukter. Selvfølgelig er det vigtigt, at blodsukkeret falder ret hurtigt igen, men jeg tror, at blodsukkertoppene er mindst lige så vigtige, så derfor mit mål om max 8 mmol/l i dagligdagen.

Jeg har bevilling på 150 strips og lancetter årligt, men jeg bruger mange flere i de perioder hvor jeg måler systematisk for at sænke hba1c og de daglige blodsukkkerstigninger. Strips koster en mindre formue i Danmark, så man kan med fordel købe til ca halv pris på tyske apotekers hjemmesider eller på Ebay, hvor man dog skal passe lidt på udløbsdatoer.

Jeg køber også af og til Freestyle Libre sensorer, som måler blodsukkeret kontinuerligt. Det giver et fantastisk overblik over, hvordan mad og drikke påvirker blodsukkeret. Der er “kontant afregning”, når man spiser et eller andet knapt så godt, og det får en til at tænke sig om en ekstra gang, når der igen står en kage og frister foran en. Desværre kan man ikke købe Libre frit i Danmark, så man skal på det lidt mere grå marked, fx Ebay. En sensor koster ca 500 kr og holder i 14 dage, så jeg har kun en på af og til. Der er mange gode kræfter i gang for, at mange flere diabetikere kan få bevilget Libre, og  jeg vurderer bestemt, at minimum de fleste/alle type 1 og mange type 2 på insulin kan få stor glæde af dette måleudstyr. 

2 svar til “Blodsukkkermålinger- er det nødvendigt for en type 2?”

  1. Vi har samme udfordring her i Kalundborg. Man bevilger strips og nåle, men ikke selve apparatet og fingerprikkeren. Dog var det for mig også vigtigt, at komme i gang med at nedbringe blodsukkeret, så jeg gik straks på Realmeds hjemmeside for, at finde en model mage til det apparat en kammerat havde, og denne havde endda fingerprikkeren med i ‘startpakken’ til en god pris.
    Selvom der som ny med diabetes er meget at holde styr på, så er jeg dels glad for brochuren jeg fik hos lægen, men også muligheden for, at blive medlem af Diabetesforeningen. Vi må holde sammen, for sammen er vi stærkere.

Skriv et svar