I dag nægter jeg at putte mig selv ind i skemaer

af

Kostskema, vægtskema, alkoholskema. Skemaer har jeg mødt rigeligt af i min karriere som diabetiker. I dag nægter jeg at lade skemaerne diktere mit liv.

Gletsjer-vandring på New Zealand. Eventyr og oplevelser uden skemaer, der dikterer kost mm., er en fast del af mit liv.

 

Da jeg fik type 1-diabetes som 10-årig var noget af det første, jeg mødte, et skema. Skemaet var en kostplan, der vandret markerede dagens seks måltider: Morgen, formiddag, frokost, eftermiddag, aften og sen aften.

Lodret stod der så næringskategorier: Kulhydrater, fedt, protein.

Ud for hvert måltid var der sat et kryds og skrevet en tekst. Fx kunne der være et kryds i feltet kulhydrat/morgenmad. Der stod også, hvad jeg skulle spise, fx 50 gram rugbrød
Diabetessygeplejersken og diætisten på børneafdelingen gjorde det fra starten klart: Der kunne ikke afviges fra planen!

En mere detaljeret plan, end hvis Egon Olsen havde lavet den

Maden skulle vejes på en køkkenvægt, og hvis en skive rugbrød vejede 55 gram, skulle jeg skære et hjørne af, som jeg ikke måtte spise. Vejede skiven 45 gram, måtte jeg skære fem gram af en anden skive.

Planen for hele dagen var lagt med en kostplan så detaljeret, at den slår enhver plan, som Egon Olsen kunne have forfattet. Hvis jeg var sulten uden for de skemalagte måltider, var det bare ærgerligt. Der måtte ikke spises uden for planerne. Med mindre blodsukkeret var lavt. Så måtte jeg få 1 juicebrik.

I dag kender jeg kulhydratindholdet i næsten alle fødevarer, jeg er stødt på. Kostskemaet var ikke en hjælp, men i stedet en spændetrøje, som umuliggjorde et normalt børne- og teenageliv. Og med en konstant dårlig samvittighed over ikke at passe ind i skemaet.

Skemaer, jeg ikke passer ind i

I min diabeteskarriere er jeg stødt på utallige skemaer, som jeg ikke er passet ind i:

– Størrelsesskemaet: I min ungdom lå jeg altid over kurven – jeg var både højere og tungere end mine jævnaldrende uden dog at være overvægtig. Men når der skulle plottes ind i højde- og vægtskemaet til de fire årlige kontroller, faldt kommentaren altid: ”Jaaaah, du er jo udenfor kurven.”

– Alkoholskemaet: ”Når man drikker alkohol, får man lavt blodsukker”, dikterede en diabetessygeplejerske på et ungeseminar, jeg engang var til. For mig var det lige omvendt. Fester, dans og byliv fik mit blodsukker til at stige, og jeg måtte altid tage ekstra insulin på en bytur.

– Sex-skemaet: ”Når man dyrker sex, kan man nemt få lavt blodsukker”, lød en anden spådom. Det er bare aldrig sket for mig.

– ”Hvad-kan-du-blive”-skemaet: ”Find et job med faste arbejdstider – det er bedst for din diabetes”, lød anbefalingen til mig som teenager. Jeg valgte at blive journalist, og et af mine første job var med skiftende dag, aften og nattevagter.

 ”Hvad kan du opnå”-skemaet: Da jeg besluttede mig for at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, havde mine behandlere ikke de store forslag til, hvordan jeg skulle gribe det an. For de havde ikke nogen fortilfælde. Den altafgørende forskel var dog, at de bakkede op. Men på det tidspunkt gik jeg også til kontrol på et andet ambulatorium end i min barndom.

Skemaer gav dårlig samvittighed

Skemaerne har markeret en grænse for, hvor langt jeg kunne gå, og hvad jeg har troet, jeg kunne opnå. De har også været en kilde til evig dårlig samvittighed, der først sluttede, da jeg som voksen flyttede til en anden by og blev tilknyttet et andet voksenambulatorium. På det nye ambulatorium går man nemlig ikke så meget op i skemaer. I stedet for at se på skemaer, ser de på mig som menneske. Hvad ønsker jeg? Og hvordan kan det tilpasses med det at have diabetes?

Og den tilgang ændrede alt for mig. Jeg fik redskaber til at styre min diabetes i en hverdag, der aldrig er 100 % den samme. Hvor jeg aldrig spiser præcist det samme på præcist samme tidspunkt af dagen. Hvor træningsmængden varierer fra dag-til-dag, og hvor ikke to arbejdsdage er de samme. Min hba1c er langt under behandlingsmålene, mit blodtryk svarer til en eliteidrætsudøvers, nyrerne er i orden, jeg har ingen følgesygdomme, og jeg har både besteget bjerge og løbet tværs over Skotland. Jeg har gjort masser af ting, der ikke passer ind i nogen diabetesskemaer, og alligevel har det ikke haft negative konsekvenser for min diabetes. Tværtimod har jeg aldrig haft det bedre.

I dag har jeg fået skema-allergi. Ingen skal proppe mig ind i et skema igen. Jeg er faktisk stolt over ikke at passe ind i skemaer, for hvis jeg havde ladet skemaerne diktere mit liv, havde jeg ikke haft det så godt, som jeg har det.

Skriv et svar