Mig og Corona

af

Det er næppe nogen nyhed, at covid-19 (coronavirus) har ramt Danmark.
Vi ved alle HVORFOR, og vi ved også alle, hvad vores statsminister ønsker, at vi gør, for at vi som land klarer det bedst muligt.

Som administrator i facebookgruppen for type 2-diabetikere har jeg nu i 2 uger skulle lægge lidt ekstra frivillig tid i at holde sammen på en gruppe af diabetikere, hvor det ikke kun er de praktiske ting, der fylder, men bestemt også de følelser, der er med.
Rigtigt mange har været bange og i tvivl om, HVOR meget mere risiko vi har for at få smitten, og hvordan man så skal forholde sig til arbejde, venner, familie og dem man måske bor sammen med.
Nogle SKAL passe deres arbejde, men er naturligt nok rigtigt nervøse for, hvilken risiko de bevæger sig ud i. Nogle (som mig) har friheden til at være hjemme, men er bekymret for dem, vi er nødt til at sende ud i samfundet hver dag.
Min kæreste har et helbred som en trojansk kriger, men er meget bevidst om, hvad han uvidende kan tage med hjem til mig, da han godt ved, at jeg med en dårlig diabetes, for højt blodtryk og lavt immunforsvar, ikke har det samme at stå imod med.
Det er IKKE en influenza, jeg skal bekæmpe, men noget min krop ikke har prøvet før.
 
Min bekymring endte i angst i fredags, og jeg havde allermest lyst til at pakke både kæresten og drengene ind, låse døren og smide nøglen væk.
Jeg ved dog godt, at dette på ingen måde er rationelt eller sundt (og det var selvfølgelig heller ikke andet end en af de tossede tanker, man lige så hurtigt smiler af).
Lørdag valgte jeg, at frygten ikke skal tage livslysten fra os, så jeg spurgte begge drenge, om de ville gå en tur, og de havde åbenbart så meget ”indekuller”, at de havde sko på på et minut.

Vi gik VÆK fra byen…. VÆK fra mennesker…og VÆK fra alt vi plejede at hygge os med.
Det var en dejlig tur, og jeg fik en reminder om, hvor hyggelige snakke man kan have med teenagere, når man ikke skal skynde sig i voksenlivet.

Dagen efter fortsatte vi med at LEVE.
Kæresten spiller golf, og da banen stort set var tom, tog vi derud alle sammen, og havde 2 dejlige, kolde vindblæste timer, men vi havde det VILDT hyggeligt.

Mandag begyndte hverdagen igen.
Jeg har på ingen måde svært ved at forholde mig til regler og rammer.
Det, der er så svært i denne situation, er, at der er MASSER af regler og rammer, men det er ikke muligt, at ALLE kan følge dem.

Nogle skal på arbejde.
Nogle skal handle.

Jeg har lige haft en samtale med et tæt familiemedlem, hvor jeg tydeligt mærkede det, der ofte skiller kronikere og raske.

Før jeg fik diabetes, følte jeg mig også ofte udødelig og elskede de friheder og glæder, livet kunne indeholde.
Som diabetiker lever man dagligt med en masse begrænsninger og konstante remindere om, hvor lidt der skal til, før at helbredet kan vælte, og lige nu er der MANGE flere ting, vi skal tænke over.
Personen i min familie havde ændret i dagligdagen, når hun handlede og var ude, men skulle snart have gæster.
Jeg prøvede at forklare, at det ikke KUN er person nr. 10, der smitter, men at man også skal tænke over, HVEM man ser.

Er de raske ?
Lever de sammen med folk, der er raske?
( folk der lever sammen med kronikere, skal OGSÅ være ekstra forsigtige).

Hvis vi ikke kan tilsidesætte vores egne normalitetsbehov og forstå, at det er ANDRE, vi skal passe på, vil folk vi kender nå at blive syge, før vi vågner.
Hvis man bare fortsætter livet som før, kommer man i kontakt med rigtig mange mennesker, hvor man hverken kender deres journal eller deres daglige gang.

Vi SKAL stoppe smittekæden.

Hvis du synes, at corona begrænser dig, så husk at:
Du må stadig smile.
Du må stadig vise hensyn, når du handler.
(Personen foran, kunne være én med dårligt helbred).
Du må stadig tænke på andres glæde.
Du må stadig spille spil (både fysisk med familie og online)
Du må stadig planlægge en sommerfest, så længe at datoen kan rykkes.
Du må komponere en sang til din vens næste runde fødselsdag.
Du må købe julegaver tidligt, så du støtter virksomhederne allerede nu.
Du må stadig ringe til alle dem, du savner, og have lange samtaler med dem.
( jeg ville give hele min opsparing væk, hvis jeg stadig kunne ringe til min farmor, men det ville kræve at hun var 105 år idag, og det er de færreste med leukæmi der når den alder )

Vi diabetikere kan sagtens passe på os selv, når vi selv kan sætte reglerne, men hver gang vi er i kontakt med andre, efterlader vi lidt af ansvaret til dem også.

Pas på os
……………………………………
Hvis du har lyst til at følge min dagligdag og refleksioner oftere, er du velkommen til at følge mig.
Facebook: Hende med type 2
Instagram: Hendemedtype2.diabetes

Skriv et svar