Kroniske sygdomme og livssyn

af

Med min hustru Charlotte har jeg tre voksne børn, Anna (f. 1990), Viktor (f. 1992) og Mia-Marie (f. 1995). Og vi har netop fået vores tredje barnebarn i familien.

Vores liv har formet sig sådan, at samværet med børnene er vores absolutte kerne. De skal have det godt, og vi skal være nære – og det forud for alt andet.

Heldigvis er de mægtig gode til livet i sin helhed, og det er netop den oplevelse af dem og dermed også lidt af vores egen indsats, der giver os den største glæde. At der allerede er børnebørn, der også ser ud til at forme sig godt, er bare vidunderligt.

En del af disse omstændigheder skyldes held, men jeg vil hævde at vores kroniske sygdomme, også har medvirket positivt i denne sammenhæng.

Jeg fik diabetes type 1 som 37-årig, nu er jeg 54. Det var naturligvis en omvæltende periode, men børnene var allerede store den gang, og Charlottes empati og effektivitet gjorde, at vi hurtigt – efter min indkøring med insulinbehandling – kunne overskue det. På den måde var forandringen til at have med at gøre.

Charlotte var selv blevet diagnosticeret efter nogle hårde indlæggelsesperioder med to sjældne gigtsygdomme. Først ”SLE” og siden ”Sjøgren”. På det tidspunkt var vores børn små, og det var ikke nemt, men vi fik god hjælp fra mine forældre.

Tre generationer
Tre generationer – et billede fra 2012 hvor min søn Viktor er 20 år, samt mine forældre Ruth 1928-2013 og Jørgen 1926-2016.

De to livserfaringer: at livet kan forandres uanmeldt og kronisk, samt at forældres støtte kan være uvurderlig, har siden været grundlaget for det liv, som vi er nået frem til.

– At livet kan forandres uanmeldt og kronisk, er en vished man umiddelbart helst er foruden, men ved nærmere eftertanke er det imidlertid en værdifuld erkendelse, for den motiverer til – at livet er nu! Ikke at vi derfor uafbrudt løber nøgne ud i anemonerne, men jeg tror, vi tager mere stilling til, om det vi gør – er ok.

Eksempelvis er ligegyldighed, frustration, eller anden negativ tilstand i vores parforhold en undtagelsestilstand, som vi hurtigst muligt får arbejdet os ud af. Livet er for kort til at lade solen gå ned over vreden.

På samme måde har vi hver især været ihærdige ift. at finde en beskæftigelse, der harmonerer med vores interesser og ressourcer.

Eksempelvis har jeg behov for, at faglighed udgør en stor del af mit virke. Før min diabetes brugte jeg også meget af min fritid på mit fagområde, men nu hvor jeg kun har kræfter til en almindelig arbejdsuge, har jeg ihærdigt præget mit arbejde i den retning, som er fagligt mest interessant for mig. En retning der heldigvis også kommer min arbejdsgiver mest til glæde.

Der er mange eksempler. Samlet set betyder det, at vi føler, at vores hverdag og vores samliv – lige bortset fra sygdommene – er bedre, end hvis vi havde haft fokus på at skulle nå hen til noget, f.eks. karrierehop eller en eksklusiv bil – eller at vores energi blev lagt i noget, vi ikke kunne værdsætte og stå inde for.

Den anden livserfaring: ”at forældres uforbeholdne støtte kan være uvurderlig”, sådan som vi oplevede støtten fra mine forældre – ikke mindst under vores hårde periode – er naturligvis ikke kun den oplevelse, der har udløst vores forhold til vores børn, men det er et stærkt minde.

Uanset børns alder, også når de er voksne, og uanset deres situation har børn gavn af vished om, at du interesserer dig og står til rådighed for dem.

Det kan give tillid og nærhed, sådan har det vist sig for os, og det er værdifuldt for os.

Vandretur ved Como Italien, med Charlotte og ungerne
En af de mange, skønne backpackereventyr med Charlotte og ungerne. Her på vandretur ved Como i Italien 2011.

Det lyder banalt, men det er ikke alle forundt, og det er kompliceret. For os er det en målsætning, en fælles beslutning, en væsentlig prioritet i vores liv – og alligevel kommer vi også i unåde. Lige dér må man det som forældre altid skal, uanset om det er ens småbørn ellers ens granvoksne afkom – nemlig finde en forsoning, som vel at mærke er tilfredsstillende hele vejen rundt om bordet. Det kan tage tid, og det kan være fristende at sige: rend og hop, men populært sagt, så gør det ikke – hvis du vil undgå en ensom alderdom! Stå derimod klar med den fysiske eller den verbale værktøjskasse, så er det meget sandsynligt, at lige netop dit nærvær får afgørende betydning. Det fik mine forældre for os, til gengæld (og ukalkuleret) fik de hengivenhed fra os og deres børnebørn, det kan anbefales.

Et foto fra sommeren 2019 i Lumsås. Fra venstre mod højre: Vores barnebarn, Storm (f. 2015) og svigersøn Andreas, svigedatter Sarah, Viktor, Anna og vores barnebarn Johan (f. 2017), Mia-Marie – det viste sig, at hun var gravid i første måned:-) – og helt til højre, Charlotte min hustru.

Skriv et svar