Kronisk sygdom, job og motion

af

Type 1-diabetes er krævende. Og der kan være behov for aktive tiltag for at opnå den bedst mulige hverdag. 

Arbejdslivet kan måske have hjælp af §56! (sådan en aftale har jeg fået). Og insulinregulering og selvopfattelse kan måske have hjælp af motion! (det virker for mig).  

I dette indlæg vil jeg beskrive nogle af de værktøjer, jeg har fundet, som hjælper mig til at få en hverdag, som jeg holder af.

Jobbet – og §56

Jeg er uddannet arkitekt, og arbejder som seniorrådgiver i arkitektur og kulturarv. Stillingen er på fuld tid. Jeg er opdraget til at tage ansvar og til at yde det, der efterspørges – og gerne mere. Den tilgang har nok, sammen med nogle andre forhold (som f.eks. at jeg blev født præmatur og ved kejsersnit) været medvirkende til, at jeg udviklede diabetes type 1 midt i en ekstraordinær arbejdsmæssigt krævende periode.

Selvom diagnosen var et meget tydeligt vink, er det stadig svært for mig at afbalancere mit arbejdsliv ift. de personlige ressourcer, der nu også skal række til type 1-pleje – en hel hverdag, i et helt liv.

En §56-aftale er i praksis et forsvarssystem, der er er klar, når T1-sygdommen begynder at få overtaget. Teoretisk er §56-ordningen endvidere også en blåstempling af selvomsorg, en selvpåmindelse og en tryghedsgivende faktor. Det er særligt visheden om at have en potentiel mulighed for selvomsorg, der er med til, at den løbende oplevelse af T1-træthed og T1-frustrationer er nemmere at håndtere, særligt når arbejdsugerne føles for lange ift. kræfterne.

Jeg har stået for restaurering og revitalisering af mange af Arne Jacobsens værker i Gentofte, heriblandt Bellevue Strandpark.
Jeg har stået for restaurering og revitalisering af mange af Arne Jacobsens værker i Gentofte, heriblandt Bellevue Strandpark.

I de perioder hvor trætheden melder sig allerede midt på dagen, tager jeg hjem og hviler, bagefter genoptager jeg arbejdet hjemmefra, eller hvis jeg stadig er uarbejdsdygtig, noterer jeg resten af den dags arbejdstid som §56. 

Selvom det er en klokkeklar ordning, jeg har aftalt med min ledelse, skal jeg alligevel ”kæmpe” lidt med mig selv for at benytte mig af muligheden. Min træthed ser jo ikke værre ud end andres… men når de tanker melder sig, må jeg huske på, at statistikken viser flere og længere sygdomsperioder, et kortere arbejdsliv og helt sikkert en ringere livskvalitet, blandt dem der ikke passer deres diabetes. 

§56-ordningen forudsætter som regel, at man i øvrigt prioriterer at passe godt på sig selv, så man er til rådighed så meget som muligt inden for arbejdstiden. For mig betyder det jævnlig motion.

Motionen…

I den almindelige motionering er de sundhedsmæssige aspekter tydelige i relation til diabetes. Insulinfølsomhed øges, blodsukkerkurverne flader ud, det er lidt nemmere at kompensere vægtmæssigt over for de ekstra kulhydrater, vi som en del af reguleringen er nødt til at indtage. Fysisk udfoldelse modvirker sygdommens dominans.

For mig er det særligt det mentale velvære, som jeg føler både undervejs og efterfølgende, samt de oplevelser der følger med. 

Den mentale gevinst, særligt under længere træningspas, er næsten håndgribelig. Bekymringer og stress afløses af ro, måske hjulpet af svagt euforiserende endorfiner.

Her er jeg ude at inspicere jollen med vores ældste barnebarn, Storm.
Her er jeg ude at inspicere jollen med vores ældste barnebarn, Storm.

Det sundhedsmæssige aspekt er dog også en motiverende faktor. 

Jeg løber lidt, cykler, spiller badminton, løber en del på rulleski, og så har jeg en gammel passion for windsurfing. Jeg har ind i mellem løbet langt, men knæ og ryg protesterer, så jeg har i stedet skruet op for cykling og rulleski, for det er de lange ture, jeg holder mest af. Derfor deltager jeg også i nogle af de store langrendsløb. Det skal her bemærkes, at det er T1-teknisk kompliceret, og kræver en hel del øvelse, mere om det en anden gang.

For mig handler motion og strabadserende ture ikke om forventning om et længere liv eller om at blive fritaget for skavanker, det handler om at søge mod en helhedstilstand. Sporten er en modvægt til T1, som giver mig et løft til at være den, jeg ønsker, over for dem og det som jeg skal og vil.

Hvad der skal til for at opnå den bedst mulige hverdag med type 1-diabetes er individuelt og foranderligt gennem ens livssituation. Og hvordan man realiserer det, er naturligvis meget afhængigt af, hvilke muligheder man har.

Skriv et svar