Er et nej til kage et nej til folks kærlighed?

af

– Skal du ikke have et stykke kage? Værten lød overrasket, da jeg forleden deltog i en fødselsdagsfejring, og sagde nej til et stykke ganske flot og hjemmelavet fødselsdagskage.


-Jamen, Peter har brugt så meget tid på at bage den. Du kan vel bare tage ekstra insulin…

Dilemmaet er det samme hver gang, jeg deltager i fødselsdage, andre mærkedage eller blot er inviteret til kaffe. Hvad gør jeg med kagen? Den lækre sammensmeltning af sukker, fedtstof, mel, æg og måske endda chokolade og glasur. Hvad gør jeg med denne lækkerbisken, som får mundvandet til at løbe, og hvor jeg som Murermester Jessens kone i Matador får lyst til at sige: ”Jeg spiser ikke kagen, fordi jeg har lyst, men fordi jeg trænger!” 😊

Skal jeg tage et stykke kage? Der er ingen tvivl om, at jeg har lyst.

Hvis jeg tager kagen, er det ganske vist, at der også kommer en regning.
Efter nogle timer begynder blodsukkeret at stige. Præcist, hvornår det stiger, og hvornår jeg skal tage insulin, er forskelligt fra gang til gang, og dermed ikke sådan lige til at forudse. En diætist har fortalt mig, at det er fordi fedtet i kagen forsinker optagelsen af sukkeret.

Forløbet plejer at gå således. Efter jeg har spist kagen begynder blodsukkeret at stige. Jeg tager insulin, og så stiger det igen, jeg tager insulin igen, og hvis jeg er heldig, holder det dér. Er jeg uheldig, stiger det så meget, at jeg får en infektion med i købet. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Så det er altid en afregning, når jeg står overfor tilbuddet om kage. Skal jeg sige ja – og betale regningen? Eller sige nej, og slippe for de høje blodsukre, men samtidig afvise den kage, som en velmenende vært har lavet? Det føles nogen gange som om, at jeg siger nej til folks kærlighed og omsorg, når jeg siger nej til kage. For de har jo brugt så lang tid på at bage den…

Og helt ærligt, så er det nok også svært for andre at finde ud af, at jeg oftest siger nej til kage, men så få gange alligevel siger ja, som fx til min mors runde fødselsdag forleden.

At leve i livet i balance, hvor man nogle gange siger ja, og andre gange siger nej, er til tider udfordrende. Både for mig selv, men også for mine omgivelser, som jo kan have endnu sværere ved at forstå, hvorfor man i én situation vælger det ene, og i en anden situation vælger at gøre noget andet.

Men jeg vil ikke leve mit liv enten i fuldstændig ligegyldighed overfor min type 1-diabetes, eller fuldstændig ekstremt. Det er ikke enten eller. Jeg vil gøre plads til ”både og”.

Skriv et svar