En fortælling om type 1-diabetes, langrend og rulleski

af

Idéen her er at gøre et lille fremstød for langrend og rulleski. Det er en motionsform, der har mange fordele ikke mindst for diabetikere.

Jeg har diabetes type 1, og jeg har stor glæde af rulleski. Det er en af de sjældne udendørs sportsgrene, hvor man bruger det meste af kroppen uden at f.eks. ryg og knæ overbelastes.

Men først en lille forhistorie om mit forhold til langrend særligt i perioden omkring jeg blev diagnosticeret med type 1-diabetes:
Jeg har løbet langrend, siden jeg var en lille dreng. To ældre brødre har været motiverende for, at ”lillebror” skulle få fart i skiene, og både min hustru og vores børn og svigerbørn holder af langrendsturene til Norge, som vi tager på hver anden jul.

Rondane i Norge
Rondane i Norge

I år 2000 løb jeg for første gang det svenske klassiske langrendsløb på 90 km ”Vasaloppet”.

Da jeg deltog i 2003, skulle det vise sig, at jeg løb med udiagnosticeret diabetes type 1. Jeg havde simpelthen ikke anerkendt, at den lange liste af symptomer, jeg havde haft de seneste 6 måneder, kunne være sygdomstegn, selvom det i bagklogskabens klare lys var åbenlyst.

I mål med min søn efter 90 km langrendsløb.
I mål med min søn efter 90 km langrendsløb.

Særligt op til, og naturligvis under løbet, var den helt gal, alligevel gennemførte jeg løbet, hvilket afslører en grænseløs dumstædighed. Op til et langt løb fylder man jo ekstra mange kulhydrater på, så mit blodsukker var tårnhøjt, og jeg havde dunkende massiv hovedpine. Under løbet udviklede jeg kramper og svimmelhed, så jeg jævnligt måtte finde et træ at støtte mig op af for ikke at kollapse. Nogle dage efter jeg var kommet hjem, askegrå og elendig, cyklede jeg, stærkt opfordret af min hustru, forbi vores læge, der hurtigt diagnosticerede mig med type-1 diabetes og fik mig indlagt.

Allerede en uges tid derefter havde personalet på Steno Diabetes Center fået styr på mig, og jeg husker det som en lettelse.
Netop fordi oplevelsen omkring løbet var traumatisk, besluttede jeg mig for at løbe igen allerede året efter, det var vigtigt for mig at få en revanche, et bedre punktum.

Jeg havde dog også besluttet mig for ikke at prioritere de lange løb derefter, fordi diabetes og ekstremløb forekom uforeneligt. Løbet i 2004 gik heldigvis udmærket, og jeg mærkede, at oplevelsen var vigtig for at nuancere perspektivet som kroniker.

10 år efter havde jeg glemt min beslutning fra 2004 om ikke at løbe de lange løb, så i 2015 løb min søn og jeg Vasaloppet. Vi løb sammen hele vejen – sammen – også over målstregen, det var fantastisk! Og siden har jeg med jævne mellemrum deltaget i et vinterløb.

Diabetes bliver hverdag, som tandbørstning og barbering, det tager en bid af ens liv, og det forhindrer ikke andre skavanker, tværtimod udløses en del dårligdomme. Mine tiltagende rygproblemer i de følgende år var dog nok mest pga. dårlige arbejdsstillinger. En fysioterapeut satte foden i døren ind til operationsstuen og pegede på en masse træning som alternativ til kirurgisk indgreb. Det var den motiverende faktor for at komme i gang på rulleskiene.

Rulleski er, hvis man lærer at holde balancen, en fantastisk træningsform. Man kommer omkring i et tempo med plads til at opleve, til at falde i staver (ikke kun bogstaveligt), til at snakke, og det er også helt ideelt med lyttebøger! Selve bevægelsesmønstret dækker stor set hele kroppen, uden at enkeltdele overbelastes.

Efter et par måneder med en lille smule opmærksomhed på fysioterapeutens strækøvelser, og meget opmærksomhed på rulleski, forsvandt rygsmerterne. Dertil er det min oplevelse at mit blodsukker bliver stabiliseret, at mine led bliver styrket, at det er overskueligt at styre blodsukkeret undervejs, endelig er det en effektiv forbrænding, ikke mindst på de lange ture.
Rulleski er blevet meget udbredt de senere år. Alle skiklubberne har det på programmet, og flere tilbyder undervisning og fællestræning for alle niveauer og aldersgrupper.

Udover udendørs træning på rulleski er der flere af klubberne, der også tilbyder indendørs ”thoraxtræning”, der giver samme bevægelsesoplevelse som langrend. Endvidere er der også en håndfuld butikker, der tilbyder god vejledning, og på facebook er der bl.a. ”Rulleski Danmark” med knap 2000 medlemmer.

Hvis man ikke har meget skierfaring og oven i købet har diabetes, er det måske ikke lige rulleski-/thorax-/langrend man først tænker i retning af, men gør det alligevel!

Det er vigtigt for alle, ikke mindst for os med diabetes, at få rørt sig og finde de sportsgrene, der er så motiverende, at vi bliver ved med det!

Får du lyst til at prøve, så kontakt din lokale klub eller butik, det er et hyggeligt og hjælpsomt folkefærd, og der er mange muligheder for at låne udstyret de første gange.


2 svar til “En fortælling om type 1-diabetes, langrend og rulleski”

Skriv et svar