Jeg savner at se andre mennesker, savner at træne i fitnesscenter og savner at tage på eventyr ude i verden.
Coronapandemien har været svær for alle. Alle har skullet ofre sig på den ene eller anden måde og ingen af os ved, hvor længe det varer ved på denne måde.
Men under coronaen har jeg også gjort mig en række positive erfaringer:
1. At man godt kan tage på eventyr i Danmark

I 2020 har jeg været et smut i Flensburg, men ellers blev planlagte udlandsrejser skiftet ud med sommerferie i Blåvand, weekendtur i Aarhus og i København. Jeg har lært, at en overnatning 100 km fra bopælen godt kan føles som ferie.
2. At hjemmetræning nææsten kan hamle op med træning i fitnesscenter

Da fitnesscentre blev lukket ned i marts, fik jeg øjnene op for, hvad hjemmetræning kan. Jeg styrketræner med elastikker, og dyrker ”Yoga with Adriene”. Jeg får også cyklet mere end tidligere. Jeg har ikke fået større muskler, men jeg har fået mere ro.
3. At flot natur findes i Danmark

Jeg elsker store naturoplevelser ude i verden, og har haft det store privilegium at kunne besøge nogle af de flotteste steder i verden. Da verden lukkede ned, lukkede jeg op for kort med vandreruter i lokalområdet. Og det har åbnet mine øjne for, at gode oplevelser ligger lige udenfor døren.
4. At god diabetesbehandling kan være ganske fin, når den foregår over telefonen

Jeg har i det forgangne år haft samtaler med både læge, sygeplejerske og diætist. Jeg har sendt blodsukre digitalt, og fået tips til insulinmænger og kulhydrattælling. Og det har fungeret fint, og jeg har faktisk været glad for at spare turen til ambulatoriet.
5. At mærke roen

At træde ud af et stramt ugeskema, og ind i en hverdag, hvor man ikke kan så meget andet end arbejde. At finde fred med ikke at skulle en masse. Og med den konsekvens, at min hårpragt fra barndommen er kommet tilbage efter mere end 20 års fravær.
6. At få nye interesser

Der er lagt mange puslespil i det forgangne år. Det nyeste hit er runde puslespil.
7. Generelt har jeg lært at se det store i det lille…

At mærke, hvad der virkelig betyder noget – og finde muligheder for at lave de ting, jeg holder af, på en ny måde: Snakke meget i telefon i stedet for at mødes, tage på eventyr i nærområdet, mærke roen og træne hjemme.
Så selvom nedlukningen har været træls, så har den også givet en række gode erfaringer, som jeg tager med, når pandemien engang slipper sit greb.
tak, meget god
Jeg kan godt lide at læse dine blogartikler
Sådan en dejlig blog!