Jeg gør det, før jeg er klar – og før andre er det

af

Mange gange i livet har jeg stået i samme situation. Har haft en drøm, trådt få skridt hen mod den, og da den så kom tæt på, har jeg tænkt: ”Pu, ha. Jeg er vist ikke klar til det her”. I dag har jeg lært at slukke for den indre tvivler.

For nogle år siden stod jeg i lufthavnen i Kastrup og skulle samles med en gruppe mennesker, jeg ikke kendte. Mine kommende rejsemakkere kom én efter én kom ind i afgangshallen iført Fjällräven-vandrebukser, de smarteste rygsække og en viden om udeliv, jeg ikke selv kunne mønstre. Rejsemålet var toppen af Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, og selvom min drøm om at nå toppen var stor, sad jeg pludselig her i mit gamle løbetøj og følte, at det var bedre, hvis jeg stoppede rejsen, inden jeg havde begyndt.

Hurtigt fandt de andre rejsefæller sammen i en fælles jargon, mens jeg sad på en bænk og tænkte: ”Jeg passer ikke ind her. Jeg må hellere stoppe her. Er det ikke bedre, at jeg tager hjem igen?”

Mange gange i livet har jeg stået i den situation. Har haft en drøm, trådt få skridt hen mod den, og da den så kom tæt på, har jeg tænkt: ”Pu, ha. Jeg er vist ikke klar til det her”, ”Det er vist bedre, at jeg lader være”, ”Jeg ved, hvad jeg har, og ikke, hvad jeg får,” og ”Sats på det sikre”.

Da jeg fik type 1-diabetes som 10-årig var beskeden mere eller mindre: ”Sats på det sikre”. Få et liv, der passer med at have diabetes. Få et job, en uddannelse og en fritid præget af regelmæssighed. Og hvor ville det have været nemt for mig at følge det sikre.

Når jeg tænker på, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg havde fulgt det sikre, så havde jeg efter handelsskolen fået en læreplads i en lokal bank, jeg ville have med tiden købt en bolig i lokalområdet, have holdt ferier i sommerhus i Danmark, og så ville jeg om få år have 20 års jubilæum med et roligt og regelmæssigt liv. Det liv er der intet i vejen med. Det var bare ikke det liv, jeg drømte om, og havde jeg endt med at følge den sikre vej, tror jeg, at jeg havde været ked af, at jeg aldrig gik efter mine drømme.

Vejen hen til bjerget

Forberedelserne før afrejsen til Kilimanjaro var mange. En af de vigtigste var at tale med diabetesbehandler om, hvad jeg skulle gøre i forhold til min diabetes, inden jeg tog afsted. Han havde aldrig oplevet, at en af hans diabetespatienter ville bestige et af verdens højeste bjerge, og havde ikke et konkret svar på, hvordan insulin skulle opbevares, når man er udenfor i temperaturer ned til minus 20 grader. Han kunne heller ikke svare på, hvordan han troede, mit blodsukker ville reagere: ”Mål dit blodsukker ofte”, var rådet, og det fulgte jeg.

Da jeg stod i lufthavnen i Kastrup, havde jeg forberedt alt det praktiske: Tøj, snacks, blodsukkerapparat, insulin, sovepose osv. Men jeg havde ikke forberedt mig på det mentale – det sidste vigtige skridt frem mod bjerget. ”At sige til mig selv: At det her vil jeg, så det her GØR jeg.” Jeg var ikke klar. Men jeg steg alligevel på flyet, rejste til Tanzania, og nåede til toppen af Afrika. Og jeg lærte en vigtig lektie:

Hvis jeg venter med at gøre noget, til jeg er klar, så får jeg det aldrig gjort.

Hvis jeg venter til at al tvivl er ryddet af vejen, så kommer jeg aldrig nærmere mine drømme.

Og hvis jeg venter til, at andre er klar, så kommer der ikke til at ske noget.

Så hvis noget virkelig betyder noget for mig, hvis det virkelig giver kriller i maven af både spænding og frygt, så ved jeg, at jeg skal gøre det. Og at jeg nok skal finde løsninger undervejs, selvom jeg aldrig bliver rigtig klar.

Et svar til “Jeg gør det, før jeg er klar – og før andre er det”

Skriv et svar