Jeg endte i koma

af

Ved ikke rigtig, hvor jeg skal starte… 

Det hele er stadig så sløret og uvirkeligt. Og det har været svært for mig psykisk, at skulle skrive om denne oplevelse, men håber meget, at jeg ved at dele den med jer, vil kunne åbne op for svære emner, som diabetes desværre også kan medføre. 

Som I ved, har jeg i 25 år lidt af en spiseforstyrrelse, oven i min diabetes… Og jeg har “udnyttet” min diabetes, til at tabe mig i vægt… En livsfarlig cocktail, som har kostet mig dyrt… I dag er mine nyrer ødelagte – og jeg lever et liv, hvor jeg 3 x om ugen går i dialyse… 

Jeg har utallige komplikationer – alt sammen senkomplikationer efter min diabetes. 

I oktober fik jeg pludselig smerter i mit ben… Og jeg fik nærmest sådan en hævelse inde i låret… Fik lavet en masse undersøgelser, men intet viste noget. Til sidst blev jeg indlagt og fik lavet en PET-scanning… Herefter husker jeg faktisk intet… 

Jeg vågner op i en rus, mellem drømme og virkelighed… Jeg kalder på hjælp… Jeg kan høre mine pårørende udenfor, (tror jeg), men de må ikke komme ind til mig… Jeg føler mig alene og efterladt og jeg er bange… to dage går, og langsomt begynder jeg at kunne forstå, hvad min mor og mand fortæller mig… Pludselig havde jeg fået lungebetændelse og min krop var så svag, at den ikke selv ville kunne bekæmpe den, så de valgte at lægge mig i respirator… 

Jeg husker intet, men mine pårørende fulgte mig i ni dage, hvor ingen vidste om jeg ville klare det… 

Jeg kunne ikke selv trække vejret, mine infektionstal var tornhøje, og jeg reagerede ikke på behandlingen… Efter otte dage vendte det pludseligt, og jeg fik det bedre… Så de på niende-dagen kunne vække mig igen… 

Grundet min diabetes er jeg lettere modtagelig overfor infektion, hvilket førte til lungebetændelsen… Min krop var fuldstændig ødelagt, og jeg kunne ikke selv gå eller spise… Min mor og mand måtte made mig og jeg måtte køres på toilettet. 

Det er det værste jeg nogensinde har været udsat for, og det har sat dybe følsomme spor. 

Alt det mine pårørende har været igennem – og den angst de har haft for at miste mig, har virkelig gjort mig ondt. Men samtidig har det givet mig en ny følelse af, at jeg ikke kan være bekendt at dø!!!! 

Jeg kan ikke være bekendt, ikke at kæmpe…!!! Jeg har så meget at leve for – så mange mennesker jeg elsker – jeg vil ikke herfra endnu!!!! 

Jeg ved også godt, at det er for sent… At jeg skulle have ændret mit liv for 25 år siden…!!! Passet min diabetes – gjort tingene rigtigt!!! 

Men desværre var omstændighederne ikke “bare” så ligetil… Kunne jeg have gjort tingene anderledes, havde jeg jo gjort det… 

Jeg skriver ikke dette indlæg, for at skræmme jer andre… Eller løfte pegefinger… Jeg skriver det, fordi jeg håber, I vil passe på jer selv… Gøre dét jeg ikke gjorde – bed om hjælp i tide… 

Det er okay ikke at kunne “magte” sin diabetes… Hade den… Ikke ville acceptere den… Det er en lortesygdom og den vil altid være der… Men disse følelser er okay at have – men anerkend dem og bed om hjælp til at tackle dem… 

Ved selvfølgelig godt, at det ikke er alle diabetikere, som har det sådan, men jeg husker bare frustrationerne fra mig selv, da jeg var ung teenager, og jeg gjorde bare ikke noget ved det andet end at ignorere og trodse min diabetes… 

Efter at have været så tæt på døden og oplevet den angst det har været, at skulle sige farvel til dem jeg elsker – er jeg virkelig vågnet op… Jeg er ikke klar til miste… Måske er jeg ikke fysisk i stand til meget – og jeg er meget begrænset af alle mine senkomplikationer – men jeg har trods alt dem jeg elsker omkring mig, og dem vil jeg kæmpe for. 

Jeg bliver aldrig rask… Kommer aldrig ud af min dialyse, min diabetes forsvinder aldrig… Neuropati, øjenkomplikationer, blodprøver og så videre… Det vil altid være her… Men jeg ønsker stadig at få det bedste ud af livet… Være sammen med dem jeg elsker og nyde de gode stunder… 

Pas på jer selv derude… Og husk, det er okay! Bed om hjælp, hvis tingene bliver for svære – det kan vi alle få brug for!!! Skriv endelig, hvis der er nogle spørgsmål eller noget… 

Kærligste tanker fra Ditte Marie💕

2 svar til “Jeg endte i koma”

Skriv et svar